Gretchen Whitmer er guvernør i Michigan, en vigtig delstat i det kommende præsidentvalg, og hun er en af Demokraternes store stjerner.

Men en nylig video, hvor hun fodrer en influencer med en tortillachip, førte til kritik fra katolikker, og nu siger hun undskyld. 

For videoen, som du kan se i toppen, simulerer tilsyneladende nadveren. Katolikker kalder altergangen, hvor man indtager Jesu Kristi legeme og blod, for kommunion. 

Videoen, der blev lavet sammen med influenceren Liz Plank, skulle gøre opmærksom på en lov, der er kendt som »CHIPS-act«, altså chipsloven. 

Loven, der blev underskrevet af Joe Biden i 2022, skulle fremme produktionen af computerchips i USA med 280 milliarder dollar til forskning og opbygning af industri, skriver The Guardian

I videoen sidder Liz Plank på knæ foran Gretchen Whitmer, som placerer en tortillachip i munden på Plank, inden hun kigger ind i kameraet. På hovedet har Whitmer en Harris-Walz-kasket. Det hele foregår til tonerne af 00er-hittet »Dilemma« med Nelly og Kelly Rowland. 

Sketchen går længere end trend

En talsperson for Whitmer udtalte til Fox News, at der var tale om en variation over en populær TikTok-trend, hvor man fodrer hinanden. 

»Denne populære trend er blevet udført af utallige mennesker, herunder Billie Eilish, Kylie Jenner og Stephen Colbert, og det faktum, at folk er opmærksomme på en video, der promoverer præsident Bidens CHIPS-lov, viser, at den virker. Republikanerne ønsker at aflede opmærksomheden fra det faktum, at Demokraterne har investeret milliarder af dollar i lokale økonomier for at skabe et rekordstort antal job og bringe forsyningskæder tilbage fra udlandet, mens Donald Trumps politik vil dræbe disse job og sende dem tilbage til Kina,« udtaler talspersonen.

Gretchen Whitmer blev nævnt af mange som en mulig præsidentkandidat, inden Kamala Harris fik tjansen. 
Gretchen Whitmer blev nævnt af mange som en mulig præsidentkandidat, inden Kamala Harris fik tjansen.  Geoff Robins/AFP/Ritzau Scanpix

Men den forklaring holder ikke, ifølge organisationen Michigan Catholic Conference.

Organisationen beskriver sig selv som repræsentant for delstatens katolikker, og dens bestyrelse består af ærkebiskoppen i Detroit og en række andre biskopper. 

I en pressemeddelelse udtaler organisationens direktør, Paul A. Long:

»Sketchen går længere end den virale onlinetrend, der inspirerede den, idet den specifikt efterligner katolikkers kropsholdning og bevægelser, når de modtager den hellige eukaristi, hvor vi tror på, at Jesus Kristus virkelig er til stede,« udtaler han og fortsætter: 

»Det er ikke bare usmageligt eller mærkeligt; det er et alt for velkendt eksempel på en folkevalgt politiker, der håner religiøse personer og deres praksis. Vi sætter pris på en dialog om dette emne med guvernørens kontor, men uanset om det var hensigten at fornærme katolikker og eukaristien eller ej, har det haft en stødende effekt.«

Og det har Gretchen Whitmer altså forstået, for nu siger hun undskyld.

»I løbet af 25 år i offentlig tjeneste har jeg aldrig villet gøre noget for at nedgøre nogens tro. Jeg har brugt min platform til at forsvare folks ret til at have og praktisere deres personlige religiøse overbevisninger,« udtaler hun til den lokale tv-kanal FOX 2 Detroit. 

Michigan er en af de vigtige svingstater i det kommende præsidentvalg, og som det ser ud lige nu, har Donald Trump en snæver føring.

Ifølge RealClearPolitics' gennemsnit over meningsmålinger står Donald Trump til 48,5 procent af stemmerne i Michigan, mens Harris står til 47,6 procent af stemmerne. 

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.