Det hele begyndte med Harry Potter.

Siden den bebrillede dreng blev beskrevet i den første bog fra 1997, er historien blevet til otte film, lige så mange videospil, samt en række globale rekorder i omsætning og billetsalg. Ifølge en opgørelse fra magasinet Time er selve Harry Potter-brandet mere end 53 milliarder værd.

På den baggrund er det måske ikke så sært, at fantasy også er begyndt at kravle over grænsen til danske film. En stigende del af især børne- og familiefilm indeholder fantastiske elementer og med dagens premiere på »Grænse«, der er lavet af danske Ali Abassi, får voksenfilmen også et skud magi.

Vi har jo fortalt masser af eventyr i dansk film – tænk på Dreyer eller på Lars von Triers tidligere film – men det er som om, at det socialdemokratiske samfund åd sig ind på filmtraditionen og skabte en masse virkelighedsnære fortællinger. Det er nyt tider nu. Nu skal der ske noget nyt.
Ali Absassi, instruktør

»Jeg havde lyst til at lave et moderne bud på et eventyr uden at lave en historie, der var præget af nostalgi,« forklarer Abassi, der fremhæver, at det eventyrlige har en lang tradition i Norden. I Finland dyrker man trolde. I Danmark har vi H.C. Andersen. Og alt det begyndte længe før Harry Potter.

»Vi har jo fortalt masser af eventyr i dansk film – tænk på Dreyer og Lars von Triers tidligere film – men det er som om, at det socialdemokratiske samfund åd sig ind på filmtraditionen og skabte en masse virkelighedsnære fortællinger. Det er nye tider nu. Nu skal der ske noget nyt.«

Fantasy skaber orden
Og det gør der så.

I løbet af det seneste år har teenageren Barbara kæmpet mod gigantiske trolde i Anders Walters »I Kill Giants«, mens drengen Jas har hjulpet to elvere i »Landet af glas«. Og snart er der premiere på »Vildheks«, hvori hovedpersonen Klara kan tale med dyr og bekæmpe onde kræfter.

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor det fantastiske er ved at blive så populært. Ifølge ph.d. ved Københavns Universitet Helene Høyrup, der har forsket i den fantastiske fortælling for børn, skaber historierne ofte ro i en uordnet verden.

Hun henviser til samfundsudviklingen efter Anden Verdenskrig, især i 1990erne, hvor globaliseringen og kommercialiseringen af den vestlige kulturkreds gjorde os til en en gruppe individer uden et kulturelt fællesskab.

»Når samfund ændrer sig hurtigt, søger vi tilbage til noget trygt, og i fantasy-universet præsenterer Tolkien og andre fantasy-forfattere os for et trygt værdiorienteret univers, som står i skarp kontrast til den fragmenterede verden, vi ellers lever i,« siger Helene Høyrup, der understreger, at Tolkien, der skrev Ringenes Herre, ofte forsøger at genrejse mennesket i sine bøger.

»De store forfattere indenfor genren har ofte haft et etisk eller moralsk værdisæt som udgangspunkt. Man kunne sagtens argumentere for, at fantasy er globaliseringens genre par excellence, hvor tegnene flyder og kan eksporteres frit. Alle kulturer forstår eventyr, og virkelighedsreferencerne er jo typisk lige eksotiske for alle. Men også i J.K. Rowlings univers og i filmene er der jo en moralsk orientering.«

Samme tolkning har lektor i medievidenskab ved Københavns Universitet Helle Kannik Haastrup

»Fantasy er mange ting,« siger Helle Kannik Haastrup, der forsøger at lave en overordnet inddeling.

»I High Fantasy er vi i en mytologisk tid, en tid, der ikke findes i virkeligheden. Men der er andre former for fantasy som feks. identitetsfortællingerne, hvor det fantastiske er et element i en realistisk virkelighed. Her kan man ofte forstå filmene som allegorier, hvor det ofte handler om noget helt andet end det, der sker på lærredet.«

Al film er fake
Herhjemme har fantasy primært været brugt til børne- og ungdomsfortællinger. I øvrigt ofte med en kvindelig hovedrolle. De fleste film bygger tilmed på en bog, hvilket skaber genkendelighed hos publikum og kan give dem en legitimitet.

»Før i tiden sagde man, at spillefilm indenfor fantasy-genren var box office poison. At de ikke solgte billetter, og at det ikke var rigtig fint. Det er selvfølgelig noget helt andet i dag, og det skyldes helt klart Ringenes Herre og Harry Potter. Men det er da påfaldende, at langt de fleste film i genren stadig er filmatiseringer af bøger,« siger Helle Kannik Haastrup.

Hun suppleres af Kim Pedersen, der er formand for Danske Biografer. Han mener stadig, at det overnaturlige har svært ved at fange danskerne.

»Amerikanerne løber glad og gerne ind i biografen, hvis de hører, at der sker noget helt vildt. Danskerne står til gengæld af, hvis det bliver for overnaturligt,« siger Kim Pedersen og nævner »De fortabtes sjæles ø« som et eksempel på en stor, dansk fantasy-satsning, der slet ikke solgte så mange billetter, som den burde.

»Alle talte om at Nikolaj Arcel ville lave en Steven Spielberg, og at filmen ville sælge 500.000 billetter, men det skete slet ikke«.

Hvorfor lave endnu en film om parforhold
At danske instruktører alligevel gerne vil lave overnaturlige film, skyldes drømmen om at »ramme jackpot«, siger Kim Pedersen.

»Harry Potter har gjort enormt meget for genren. Og det påvirker jo folk. I gamle dage sagde man, at piratfilm var yt. Men så kom »Pirates of the Caribbean«. På den måde vil der altid være eksempler på genrer, der går skidt, lige indtil nogen pludselig rammer den på kornet. Måske sker det også med dansk fantasy. Der er i hvert fald kommet en generation af instruktører, der har lyst til at lave de her film. Det er ikke tilfældigt, at Fenar Ahmad kaster sig over »Valhalla« eller at Anders Walther lavede »I Kill Giants«.

Man kunne nævne »Grænse« i samme sætning. Ifølge Ali Abassi er hans film dog hverken udtryk for et ønske om at lave fantasy eller trolde-film.

»Jeg synes egentlig, at jeg har lavet en ret straight og simpel historie om at være anderledes og se verden fra et andet perspektiv,« forklarer Ali Abassi, der undrer sig over, hvorfor folk spørger til hans lyst til at lave en overnaturlig film.

»I virkeligheden kan du vende spørgsmålet om. Hvorfor skal man egentlig lave en film om et par i middelklassen, hvor manden knalder med naboen? Al film er jo fake, alt er konstrueret.  Derfor kan du lige så godt opfinde nogle helt nye historier og helt nye måder at fortælle dem på. Og »Grænse« passer ret godt til den måde, jeg ser verden på,« slutter Ali Abassi.