Magi og jalousi

»Illusionisten« er en fængslende beretning om magiske tricks, glødende jalousi og møder med de afdøde i det gamle Wien.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Tryllekunstnere kan være fascinerende - især selvfølgelig når deres tricks tilsyneladende trodser naturlovene og virker fuldstændig uigennemskuelige.

Sådan en magiker er Eisenheim, der optræder i Wien i begyndelsen af 1900-tallet og begejstrer publikum med sine forbløffende evner. Han er en succes, men han skaffer sig en farlig fjende i form af den brutale kronprins Leopold, da Eisenstein genoptager forholdet til sin pure ungdoms kæreste, Sophie von Teschen, som Leopold agter at gifte sig med af magtpolitiske grunde.

Den edderspændte kronprins sætter politichefen Uhl til at afsløre Eisenheim som en fupmager, hvad der imidlertid ikke lykkes - tværtimod bevæger handlingen sig i hvert tilfælde tilsyneladende fra tryllekunstnertricks til regulær spiritisme, da den brillante magiker mister sin elskede og begynder at kalde døde mennesker frem på scenen under sine sensationelle forestillinger.

Det går vist ikke an at røbe mere om handlingen, som ægger med sine dunkle mysterier, men man kan roligt udnævne »Illusionisten« til en usædvanlig film, der ganske vist er en amerikansk produktion, men i både tema og stil virker udpræget østeuropæisk - instruktøren Neil Burger har da også indspillet sin film i Prag med et overvejende tjekkisk filmhold, og resultatet er et æstetisk fængslende værk formet i udsøgte, næsten monokrome billeder fyldt med truende stemninger, lurende gåder og en imponerende detaljeret periodeskildring præget af pertentlig omhu.

Kærlighedshistorie

I sin kerne er »Illusionisten« en glødende romantisk kærlighedshistorie, men den er også en pirrende leg med virkelighed og illusion samt en samfundskritisk beretning om massivt magtmisbrug, og med Edward Norton som Eisenheim har den en af de allermest begavede og talentfulde unge amerikanske skuespillere som et stærkt trumfkort. Den altid heftigt intense Rufus Sewell gør ligeledes indtryk som kronprinsen, der er en usædvanlig frastødende stymper, mens den som vanligt veloplagte Paul Giamatti som politichefen samtidig fungerer som filmens fortæller, idet historien strengt taget fortælles i lange flashbacks, hvad man det meste af tiden glemmer alt om. Heldigvis.

I øvrigt spilles den aristokratiske skønhed Sophie von Teschen af Jessica Biel, og hvis hun virker bekendt, kan det skyldes, at man har set hende som desperat skrigende heltinde i Marcus Nispels nyfortolkning af »The Texas Chainsaw Massacre« fra 2003. Filmkunsten er i sandhed rummelig.

Nervepirrende

Med til at fortætte de skæbnetunge stemninger i den så godt som ublodige, men til tider nervepirrende »Illusionisten« er Philip Glass' tranceskabende musik - om end den hist og her lyder, som om den gamle minimalist citerer sig selv - og skønt Neil Burgers ferme film kan opleves som en lidt for forsiret og udspekuleret konstruktion, er den først og fremmest en snedigt drejet og visuelt attraktiv oplevelse forgyldt af formidable skuespillere.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse