Inkarnerede fans af popstjernen Taylor Swift – de såkaldte Swifties – er kendt for at være en af de største, mest loyale og også mest vokale fanbaser.
Selvom de oftest står for at hype og knuselske alt, hvad der kommer fra den 34-årige popstjerne, er de også i den grad klar til at tage hende i forsvar, når hun møder kritik.
Og lige netop frygten for hæren af vrede Swifties har fået musikmagasinet Paste Magazine til at anonymisere deres anmeldelse af Taylor Swifts nye album, »The Tortured Poets Departement«, af frygt for trusler.
Det skriver magasinet på X.
I opslaget på X skriver musikmagasinet blandt andet, at anmelderen er anonym, da anmelderen af Swift-albummet »Lover« tilbage i 2019 modtog trusler om vold fra uenige og utilfredse fans.
»Vi bekymrer os mere om vores ansattes sikkerhed end at knytte et navn til en artikel,« slutter de opslaget med.
Den anonyme anmelder fra Paper Magazine lægger da heller ikke fingre imellem i sin kritik af pladen, som indeholder noget af »Swifts værste lyrik til dato«. »The Tortured Poets Departement« får karakteren 3,6 ud af 10.
Taylor Swifts ellevte album udkom fredag, og mindre end 24 timer efter udgivelsen slog albummet rekord med over 200 millioner afspilninger på musikstreamingtjenesten Spotify.
Taylor Swift har ifølge Forbes en anslået formue på 1,1 milliard dollar – hvad der svarer til 7,7 milliarder danske kroner.