Mærkelig morskab i Marokko

Den marokkanske film »WWW: What a Wonderful World« er fyldt med tusinde kuriøse indfald.

En mand med et stort surfbræt, som skjuler hans hoved for vores blik, kommer målbevidst gående hen ad fortovet. Hvem er han, og hvor er han på vej hen? Det ved vi ikke, og det er også ganske ligegyldigt, for manden er uden betydning for handlingen i den marokkanske »WWW: What a Wonderful World«. Han er bare et af de tusinde pudsige indfald, som instruktøren Faouzi Bensaïdi disker op med i en film, der konstant dyrker det kuriøse og meget bevidst sprænger alle genrer i en kakofoni af snurrige indfald. En handling i traditionel forstand rummer »WWW« strengt taget slet ikke, men dens mange mærkelige begivenheder cirkler om lejemorderen Kamel, den kvindelige politibetjent Kenza og hendes veninde Souad, der på skift arbejder som rengøringsdame og som prostitueret. Hendes kontakt med kunderne foregår via Kenzas mobiltelefon, og på den måde kommer betjenten og morderen til at tale med hinanden og forelsker sig i hinandens stemmer. En hacker ved navn Hickam har også en ret gådefuld vigtig rolle i dette kalejdoskopiske og fragmenterede forløb, der overvejende udspiller sig i Casablancas trøstesløse betonforstæder og skiftevis ligner en komedie, en thriller og et socialrealistisk drama. Mest af alt er tonen dog absurdistisk, og Faouzi Bensaïdi fylder filmen med snesevis af visuelle tricks her er slow-motion og skift mellem farver og sort/hvid, her er indslag af tegnefilm og kommenterende tekster midt i billederne, og her er dansescener, så»WWW« kortvarigt forvandler sig til en musical. Opfindsomheden fejler altså ingenting, heller ikke sansen for at skabe frapperende billeder, der får én til at mindes både Federico Fellini og Jacques Tati. Faoud Bensaïdi spiller selv den sortklædte lejemorder, der kunne være udlånt af Quentin Tarantino, og talrige bipersoner myldrer rundt og foretager sig ting, som man ikke fatter formålet med. Som en lunefuld og skælmsk leg med mediet er »WWW« en fantasifuld omgang gøgl, selv om den også er lidt for glad for sin egen originalitet og hist og her pludselig bliver prætentiøs, især i dialogen. Mest minder den