Mærk verden

Kunst: Louisianas udstilling med interna­tional samtidskunst er vedkommende på flere planer. Der er noget at komme efter – og noget at gå hjem med.

Olafur Eliassons »Your mobile expectations« er en sammensat størrelse. Kunstværket er Et BMW H2R understel, rustfrit stål, rustfri stålspejle, is, kølesystem og monofrekvent lys. En smuk, kold og klaustrofobisk oplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louisiana/presse

»The World is Yours«, står der bøjet i neon over Louisianas hovedindgang. Gardar Eide Einarssons lysværk lægger titel til Louisianas udstilling med international samtidskunst. Verden er din – verden er jeres – og det er kunsten også på denne udstilling. Det er samtidskunst når det er mest relevant og vedkommende, en udstilling der både henvender sig til den enkelte og peger ud i den verden, der omgiver os.

De 24 kunstnere fra hele verden, som Louisiana har udvalgt, breder sig over film, interaktive installationer, lyd, skulptur, tekst, maleri, collage og noget så sjældent som et duftbaseret værk. Fælles for flere af værkerne på udstillingen er, at de involverer, ikke bare via en visuel styrke eller en god historie, men også formår at aktivere via krop og sanser.

Kropsbaseret kunst spiller ofte på det »in-our-face–konfronterende«. Som eksempelvis Elke Krystufek, der har masturberet som del af en performance, eller den tegn-markering som eksempelvis Claus Carstensen – og for dens sags skyld også Uve Max Jensen – har yndet at praktisere ved at pisse territorium af i forskellige sammenhænge.

Duftværk
Sissel Tolaas’ duftværk »Smell of Fear – Fear of Smell« går en helt anden vej, men er ikke mindre grænseoverskridende. Tolaas har udvundet svedmolekyler fra forskellige mænd, mens de var bange, og indkapslet det i maling. To vægge på Luisiana er herefter malet i stringent nummererede baner i varierende grå-hvide nuancer. De hvide vægge fjerner de sædvanlige kropslige henvisninger, og det er en underlig på én gang klinisk og intim oplevelse at stille sig tæt på de anonyme vægge og kradse lidt i overfladen. Den væmmelige odeur, der herefter rammer næseborene, gør værket dobbelt ubehageligt – en grim lugt og følelsen af at være trådt over en både kropslig og følelsesmæssig intimsfære, hvilket, når lugtchokket har lagt sig, giver anledning til overvejelser over lugte­sansens betydning for vores tolkning af andre mennesker og deres situation.

Et brud med intimsfæren er også på spil i Monica Bonvicinis toilet, der er placeret udenfor i Louisianas park. Udefra er toilettets vægge reflekterende spejle, indefra er de transparente. Selv om man lige selv har erfaret, at det ikke er muligt at se ind, er man stadig underlagt de andres blikke. Værket forener på den måde den amerikanske kunstner Dam Grahams arbejde med dobbeltspejlets magtdiskurs med en uhøjtidelig legemliggørelse af Sartres diktum om, at helvede er de andre. For pokker, der kræver mental styrke, at trække bukserne ned, når folk står to meter væk, med kameraerne løftet. En indre kamp mellem kropslig oplevelse, intellekt og reaktion.

Krop og koncept
Et lignende skisma mellem krop og de mere konceptuelle overvejelser udfoldes også i Olafur Eliassons værk. En koncept-brintbil overiset i et smukt mønster. Værket kan ses som et indlæg i den aktuelle klimadebat. Men værket i sig selv er langt fra CO2 neutralt, eftersom et helt kølerum er en integreret del af den altomfattende æstetiske og kropslige fornemmelse, man får, når kroppen bogstaveligt talt omsluttes af værkets kulde. En på én gang smuk, kold og klaustrofobisk oplevelse, der, eftersom man ikke kan opholde sig i værket i mere end et par minutter ad gangen, giver et markant fysisk udtryk for vores udtalte mangel på mentalt (og politisk) at kunne holde fast i forholdet mellem klima, transport og den æstetiske dyrkelse af maskinen.

Mere uklart er intentionen bag Superflex’ film, hvor kapital- og konsumkritikkens favorit hadeobjekt, McDonald’s, langsomt, men uigenkaldeligt oversvømmes og opløses i grumset vand. Verden er under nedsmeltning i et syndflodsscenarie, hvor man aldrig finder ud af, hvorfra vandet kommer, og om der overhovedet er nogen mennesker, der vil opdage det. Er kloden allerede forladt eller uddød, eller lever den videre uden for dette indkapslede rum, der kunne være hvor som helst på kloden?

Udstillingen dækker naturligvis ikke hele spektret på samtidskunstscenen. Der er tale om et udvalg. Men et udvalg af markante værker, hvor en aktiv forholden sig til verden på mange niveauer – kropslige såvel som intellektuelle – er det centrale. Og det er absolut udstillingens store styrke. Den er vedkommende på flere planer. Der er noget at komme efter – og noget at gå hjem med.