Mænd og kvinder på kridtstregen

Vil det nogensinde få en ende? Bøgerne og filmene om besættelsestiden. Nej, for det var det afgørende øjeblik i vor samtid, og vi spejler os stadig i det moment. Lige for tiden myldrer det frem med bøger om de nazistiske medløbere, der vaklede på

Anna Lorenzen efter anholdelsen i 1945. Hun blev dødsdømt – men senere i stedet udvist – fordi hun sammen med sin mand havde mishandlet danske modstandsfolk. En ny bog forsøger at rehabilitere hende, men slipper dårligt fra det. Foto fra bogen »Anna«. Fold sammen
Læs mere

Mængden af bøger om Anden Verdenskrig tager ikke af – tværtimod. Det er ikke blot et bogfænomen, for de elektroniske medier sender til stadighed indslag om Anden Verdenskrig, og filmverdenen venter med spænding på den næste storfilm om besættelsestiden nemlig den om modstandsfolkene Flammen og Citronen. Hvad kan forklare denne fascination af Anden Verdenskrig og besættelsestiden? Vi vender tilbage med et svar til sidst i denne anmeldelse, men først noget om de nyeste bøger, nemlig fire stykker om nazistiske medløbere.

Et tvivlsomt valg
Det vakte for et halvt år siden gevaldig opsigt, at skribenten Erik Haaest fik 100.000 kr. af Kunstrådets Litteraturudvalg til at skrive en bog om nazisten Anna Lorenzen, der blev dømt til døden i retsopgøret. Haaest syntes ikke umiddelbart at være det bedste valg til jobbet. Han havde i tidligere udgivelser vist en vis sympati for nazistiske medløbere og havde relativeret skyld og ansvar, så man fik indtrykket, at frihedskæmperne moralsk set såmænd ikke var bedre end de danske nazister Desuden vidnede hans udgivelser ikke om stor faglig professionalisme.

Da Haaest fik løfte om penge, skrev en søn af de modstandsfolk, som Anna Lorenzen havde forhørt, forarget, at Haaests bog sikkert ville blive et helteskrift om den kvinde, som havde ødelagt hans fars liv. Men Erik Haaest fik pengene, og det var vel kun godt, fordi vi ikke kan udøve meningscensur, og man må bedømme resultatet, når det foreligger. Og det gør det nu.

En elendig investering
Bogen hedder »Anna. Hipochefens enke«. Hendes ansigt pryder forsiden, og forfatteren kendte hende, efter eget udsagn, særdeles godt. Erik Haaests bog er et forsøg på at rehabilitere Anna og vise, at hun ganske vist kom fortabelsen nær som konsekvens af sin forelskelse i hipomanden Jørgen Lorenzen, men at hun derefter viste sig at være et ejegodt menneske, der hjalp børn fra Vietnam. Bogens første 100 sider er fortællingen om dette humanistiske hjælpearbejde, og resten af bogen er en gennemgang af hendes meritter som medhjælper for Jørgen Lorenzens under besættelsen.

Anna og Jørgen Lorenzen blev begge dømt til døden for at have stået bag en række mishandlinger af mænd og kvinder. Haaests bog er ét langt forsøg på at undskylde hende. Hun kom kun ind i banden på grund af sin blinde forelskelse i Jørgen Lorenzen og hun var, ifølge Haaest, slet ikke skyldig i de mishandlinger, som hun blev dømt for. Ja, hun blev sikkert forvekslet med de andre piger på politigården, hvor Lorenzen-banden huserede. Haaest skriver: »Jeg er overbevist om, at Anna til sin død intet kendte til sandheden om sin mands gerninger før og under den tyske besættelse af Danmark«.

I de lange afsnit om hendes hjælpearbejde i Vietnam anvender Haaest bevidst udtryk som »herrefolk« og »undermennesker« for at beskrive de amerikanske soldaters aktiviteter i Vietnam, så ondskaben hele tiden relativeres.

Anna Lorenzen undgik dødsstraf, fordi hun var kvinde. Hun blev udvist til Tyskland i 1956 og døde først i 2006. Nogle af hendes ofre og deres børn lever endnu med de smertefulde erfaringer fra mødet med Anna Lorenzen, for retsmaterialet efterlader i mine øjne ikke megen tvivl om hendes skyld. Men ofrene hører vi intet om i bogen.

Det er et propagandistisk forsvar for Anna Lorenzen, som man som læser ikke kan have tillid til. Det er samtidig en hån mod Anna Lorenzens ofre. De 100.000 kr. kan vi nu se, var givet dårligt ud.

Mysteriet om Jane
Man inddrog ofte seksualiteten for at forklare, hvorfor kvinder under besættelsen blev nazister eller befandt sig på den forkerte side af kridtstregen. Det var tilfældet med Anna Lorenzen og det samme gjorde sig gældende med Jane Horney, der havde affærer med både modstandsfolk og nazister og blev likvideret med to nakkeskud i 1945 i en båd på Øresund. Men hvem skød den smukke kvinde?

Journalisten Erik Nørgaard skrev for 20 år siden en bog om mordet på Jane Horney, og han vender i en ny bog fra Gyldendal tilbage til sagen. Han mener, at manden der affyrede skuddene, var næstkommanderende i modstandsgruppen Studenternes Efteretningstjeneste Hjalmar Ravnbo, og at mordet blev beordret af chefen for kontraspionagen, Niels Bjarke Schou.

Jane Horney bevægede sig i en skyggeverden af spioner, modstandsfolk og nazistiske officerer. Hun havde seksuelle forhold til en hel del af dem, herunder modstandsmanden Jørgen Winkel, den tyske spion Horst Gilbert, den danske politimand og tvetydig samarbejdspartner for både tyskere og danskere Vilhelm Leifer samt den tyske gestapomand Georg Feldmann. I denne spionverden udfordrede Horney skæbnen med løssluppen sex og tjenester for tyskerne og modstandsfolk. Det er vanskeligt at gennemskue intrigerne, men det virker forståeligt, at frihedskæmpere måtte nære mistanke til hende. De var i flere omgange ude efter hende, og modstandsmanden Flammen blev sat på opgaven.

Erik Nørgaard underspiller de politiske aspekter af hendes virke og formindsker betydningen af de klare udsagn om hendes virksomhed for tyskerne. Han gør hende til en erotoman og eventyrer, for hvem spænding betød alt og politik intet. Nørgaard indrømmer ganske vist, at hun nok i 1944 var en belastning, men at hun i 1945 frivilligt gik i samarbejde med Frihedsbevægelsen, og at hendes likvidering hvilede på forkerte rygter om hendes nazi-venlighed.

Men pengene passer ikke: Gestapo-chefen i Danmark, Karl-Heinz Hoffmann, sagde således selv til egne SS-kolleger, at hun arbejdede for ham. Behøver vi klarere bevis?

Men sagen er slet ikke fuldt opklaret med Nør­gaards bog. Det er nemlig ikke så sikkert, at det var kontraspionagechefen Schou, der beordrede likvideringen. For at få det afklaret må vi gå til en anden ny bog om de nazistiske medløbere. Jane Horney-sagen tages nemlig også op i en vanvittig spændende artikel i en antologi af professor i retshistorie Henrik Stevnsborg.

36 skæbner
Antologien »Over stregen - under besættelsen« har taget 36 skæbner fra krigens tid op.

I alt blev 40.000 danskere fængslet i befrielsesdagene som nazistiske medløbere, og af dem blev 12.877 mænd og 644 kvinder dømt. Af alle disse sager er Vilhelm Leifers en af de mærkeligste. Leifer arbejdede i det danske politi under krigen og havde ansvaret for visumkontoret. Han havde nær kontakt med frihedskæmpere og nazister. Efter krigen forsøgte myndighederne at få ham dømt for nazi-samarbejdet, men en af de vigtige frihedskæmpere sagde god for ham – nemlig selvsamme spionchef Schou. Leifer havde samarbejde med modstandsmanden Flammen og satte efter al sandsynlighed Flammen til at likvidere den tyske agent Horst Gilbert. Leifer havde sandsynligvis også et seksuelt forhold til Jane Horney, og det er Henrik Stevnsborgs vurdering, at Vilhelm Leifer stod bag mordet på Jane Horney, så hun ikke kunne fortælle detaljer om hans nazistiske kontakter. Der er en række heftige indicier for denne teori, bl.a. at Karl-Heinz Hoffmann og andre nazister efter krigen bevidnede over for svensk politi, at Vilhelm Leifer havede stået bag mordet. Artiklen er som andre i antologien et filmmanuskript værdigt, men det afgørende bevis for Leifers skyld har Stevnsborg ikke.

Det er forskningschef ved Det kgl. Bibliotek John T. Lauridsen, der har redigeret storværket på 880 sider om danske nazimedløbere. Artiklerne er skrevet af både journalister og historikere, og der er tale om gennemarbejdet værk, der giver en gysende og meget menneskelig indsigt i danske skæbner, der lod sig lokke over på den forkerte side af stregen. Artiklerne viser, hvor vanskeligt det var for visse af disse mennesker at se stregen i tusmørkets tid. På den anden side er der artikler om rene djævle og sadister, som det er svært at sige noget positivt om. Alt i alt er der tale om 36 usædvanligt gode artikler, hvis samlede budskab vel er, at disse nazistiske medløbere rummer menneskelige historier, som er værd at læse om, fordi de udfordrer vor forståelse af ondt og godt. Budskabet er også, som John T. Lauridsen skriver, at den danske besættelsessituation ikke gav klare linjer for, hvem der gik nazisisternes ærinde, så det var vanskeligt både for samtiden og eftertiden at afgøre, hvem der havde fået ubalance.

Den største medløber
Den sidste store moppedreng af en bog er om den største af medløberne, nemlig lederen af det Nationalsocialistiske Parti, Frits Clausen. Allerede for fire år siden var John T. Lauridsen fremme med et større værk »Føreren har ordet. Frits Clausen om sig selv og DNSAP (Det National Socialistiske Parti)«, hvor han nuancerede billedet af Frits Clausen. Han var slet ikke en Berlin-dirigeret nazist eller hårdkogt antisemit, men en national mand, der var politisk forvirret, men slet ikke tyskvenlig. I den foreliggende bog af Ole Ravn udbygges dette tema og Frits Clausen fremstår om muligt endnu mere sympatisk og forvirret i denne bog. Han var en venlig, nationalsindet mand, der lod sig forvilde ind i samarbejdet med den tyske nazisme. Han opfattede sig selv som »en god dansker« og demokrat, men Ole Ravn viser, at denne selvopfattelse kom i stadig større modstrid med de politiske realiteter. Det er et spændende og nuanceret portræt af Frits Clausen, vi får, men spørgsmålet er, om Ole Ravn i sin iver efter at give en nyvurdering af den nationalsocialistiske fører ikke lægger for megen vægt på hans antityske og nationale sindelag og for lidt på det regulære forræderiske og provokerende indtryk, som han kom til at inkarnere i den danske befolkning.

De bedste historier
Hvorfor publiceres der stadig så mange bøger om Anden Verdenskrig? Svaret er delvist, at det stadig er den periode i vor samtid, der giver os de bedste menneskelige historier. Besættelsestiden giver os de menneskelige dramaer og de vanskelige moralske valg. En nylig rejse bragte mig til Israel, hvor jeg interviewede min fars fætter på 83 år. Han havde kæmpet i Den Røde Hær under Anden Verdenskrig og havde nær mistet to ben under Den Finske Vinterkrig. Hans familie anede ikke, hvad han havde lavet under krigen. Og da jeg spurgte hans barnebarn, hvorfor de dog ikke havde interviewet ham, svarede han: »Synes du ikke, der er nok drama hernede i forvejen?«

Svaret er vel, at Danmark har verdens hyggeligste og kedeligste historie, og at vi ikke har anden drama end netop Anden Verdenskrig. I Danmark har vi levet med neutralisme og manglende mod til at tage det 20. århundredes store udfordringer op. Konsekvensen var en vægelsindethed i tilværelsens store udfordringer, og vi går ustandselig tilbage til krigens tid for at finde de klare kridtstreger og de dubiøse skæbner, der forsøgte at finde balancen.

Erik Haaest. »Anna«. Hipochefens enke. 268 sider, 299 kr.
Documentas

Erik Nørgaard. »Jane Horney«. 244 sider, 299 kr., Gyldendal.

John T Lauridsen (red.). »Over stregen – under besættelsen«. 880 sider, 399 kr, Gyldendal.

Ole Ravn. »Fører uden folk. Frits Clausen og Danmarks National Socialistiske Arbejder-Parti«. 499 sider, 348 kr., Syddansk Universitetsforlag