Mænd af ære

Taleban-militsen, som de danske soldater bekriger i Afghanistan, har rødder i den pashtunske kultur, og det forklarer, hvorfor det er så svært at knække de turbanklædte, hellige krigere. Berlingske Tidende har besøgt PASHTUNERNE i det nordvestlige Pakistan, hvor Taleban også hærger.

Foto: Erik Refner

Kig godt på disse mænd. De er tilfældigt udvalgte pashtunere, som for nylig var villige til at lade sig fotografere i basaren i pashtunernes hovedby i det nordvestlige Pakistan. Et uroligt verdenshjørne, der i de senere år er blevet kaldt Talebanistan, fordi det er på disse kanter, at den afghanske Taleban-milits og terrornetværket al-Qaeda har fundet sig et fristed.

Bortset fra et par unge mænd i talebanernes kulsorte turban er der dog ingen synlige tegn på fjendtlighed over for os to fremmede. Langt de fleste forbipasserende mænd ville gerne fotograferes, og det er der ifølge Ijaz Khan, en lokal professor ved universitetet i Peshawar, der kender pashtunerne rigtigt godt, flere forklaringer på. For det første er pashtunerne her i området godt trætte af den islamisering, som lokale talebanere i de senere år har gennemtrumfet. For det andet er pashtunske mænd – uanset placering på den sociale rangstige – stolte og lettere forfængelige mennesker, og desuden er fremmede som udgangspunkt velkomne i deres land og i de deres hjem.

Faktisk er gæstfrihed en af de helt grundlæggende elementer i pashtunernes særegne kultur. Selv en fjende er omfattet af gæstfriheden – melmastia på det lokale sprog – hvis han beder om det. Men gæstfriheden har også en grænse. Eksempelvis er NATO-styrkerne ikke specielt velkomne i de områder af Afghanistan, hvor pashtunerne udgør flertallet, og det gør de ikke mindst i Helmand-provinsen, hvor den danske styrke opererer.

Gæstfriheden er en del af pashtunernes ældgamle og indgroede adfærdsmønster. Det går under navnet pashtunwali, og det regulerer næsten alle aspekter af pashtunernes liv fra konfliktløsning stammerne, klanerne og familierne imellem til sager, der vedrører den enkeltes ære.

Og æresbegrebet – nang på det lokale sprog pashto – er ikke noget, man spøger med. Det er øje for øje og tand for tand, hvis en pashtun føler sig krænket, og som regel får man hele familien/klanen/stammen på nakken. En uretfærdighed – også selvom den ikke er tilsigtet – skal besvares med hævn (badal), og briterne, der tilbage i 1800-tallet med uforrettet sag prøvede kræfter med pashtunerne, har oversat et af deres mundheld: Revenge is a dish best served cold.

Pashtunernes særegne stammelove tager dog også højde for konfliktløsning uden voldelige midler: Hvis eksempelvis en landsby dræber en person fra en anden landsby, kan forbrydelsen sones ved at landsbyen, hvor drabsmanden kommer fra, afleverer en pige til den forurettede landsby, hvor pigen så kan giftes bort.

Det er heller ikke tilfældigt, at kun mænd er blevet fotograferet. Det er mændene, der fører ordet i den pashtunske kultur. Manden skal til gengæld med alle midler beskytte zan, zar og zameen: kvinden, guldet og jorden. Og det går ikke altid stille af. Mens fotografen skød sine portrætter i basaren, skød to familier med morterer i en strid om en bakketop nord for Peshawar.

Pashtunerne er i det hele taget glade for våben. Og de får det næsten bogstaveligt talt ind med modermælken, i hvert fald hvis de er drengebørn. Det første en nyfødt dreng hører, er lyden af et gevær, der fyres af op i luften for at fejre fødslen.

Men selv pashtunerne er ikke helt immune over for forandringer. Og det vil være meget forkert at opfatte dem alle som talebanere. Tværtimod er pash­tunerne i Peshawar og omegn begyndt at vende sig mod de lokale talebanere, der blandt andet har lukket de musikglade pashtuneres CD-forretninger og tvunget kvinderne til at dække sig mere til, end de er vant til.

Det påpeger professor Ijaz Khan.

»Omverdenens syn på pashtunerne er helt forkert. De fleste talebanere er pashtunere, men tro mig: Det overvejende flertal af pashtunere er ikke talebanere,« siger han og understreger, at de unge i stigende grad gør oprør mod de gamle traditioner.

Han peger også på, at pashtunerne her i det nordvestlige Pakistan har vendt ryggen til de lokale islamistiske partier, der har siddet på magten i de seneste fem år. Ved det pakistanske parlamentsvalg for en lille måned siden stemte pashtunerne i stort tal på et sekulært, lokalpatriotisk parti, der vil gøre op med Talebans og al-Qaedas hærgen her i området.

»Det giver håb for fremtiden her i området, og da de afghanske og pakistanske pashtunere påvirker hinanden på tværs af grænsen, kan optimismen også smitte af på Afghanistan,« siger Ijaz Khan.