Mads Mikkelsen joker om Nicolas Winding Refn: »Jeg forventer bestikkelse«

Hvordan forholder man sig til at skulle vurdere sine venners film, når man sidder i Cannes-festivalens øverste jury? »Neutralt,« siger Mads Mikkelsen.

Mads Mikkelsen mødte pressen som jurymedlem for den 69. filmfestival i Cannes. Foto: EPA/SEBASTIEN NOGIER Fold sammen
Læs mere
Foto: SEBASTIEN NOGIER

Cannes-festivalen præsenterede i dag sin konkurrencejury for pressen, hvor blandt andre jurymedlem Mads Mikkelsen fik forklaret sit syn på arbejdet med at skulle udpege en kommende vinder af den prestigiøse Guldpalme.

Selv om Mads Mikkelsen spøgende tyssede på Berlingskes spørgsmål til venskabet mellem ham selv og instruktøren Nicolas Winding Refn, der har filmen »The Neon Demon« i festivalens hovedkonkurrence, gjorde han det klart, at det ikke vil få lov at spille en rolle, når han som jurymedlem selv skal pege på vinderfilmen om ti dage.

»Vi havde et arbejdsmøde i går med vores boss (den australske filminstruktør George Miller, red.), og vi besluttede, at vi bare skulle komme i gang med at se filmene. I sidste ende er det en enkel sag, hvis alle elsker den samme film, og hvis der er en film, som ingen ønsker skal vinde, er det også enkelt. Hvis stemmerne er delt, tager vi den diskussion, og jeg tror, vi er alle kan være objektive og neutrale. Jeg elsker Nicolas’ film, men jeg tror, at jeg er i stand til at se dem på lige fod med de øvrige film,« sagde Mads Mikkelsen og tilføjede en joke, der blev belønnet med stor latter fra journalisterne.

»Men jeg forventer selvfølgelig bestikkelse!«

Mads Mikkelsen forklarede dog også, at han i nogle dage havde været småbekymret for om sin plads i juryen, da det blev offentliggjort, at vennen Nicolas Winding Refns film havde fået en plads i konkurrencen.

Traditionen tro blev spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er rimeligt at holde konkurrencer i kunstnerisk udfoldelse rejst overfor de ni medlemmer, der alle fik formuleret sig diplomatisk om deres forestående arbejde.

Klarest i mælet var den italienske skuespiller og instruktør Valeria Golino.

»At fravælge noget, der ikke er smukt, er nemt. Men at vælge mellem to smukke kunstneriske produkter er svært, og det hører klart til det, jeg mindst bryder mig om, når jeg sidder i en jury,« sagde Valeria Golino.

Tidligere på dagen var filminstruktøren Woody Allen blevet spurgt om, hvorfor han aldrig tilmelder sine film til  konkurrencen om Guldpalmen (hans åbningsfilm »Café Society« bliver vist uden for konkurrencen), og Woody Allen lagde ikke fingrene imellem.

»At være med i en gruppe mennesker, der skal vurdere andre menneskers arbejde, er noget, jeg aldrig ville kunne finde på at gøre. Jeg tror ikke på, at man kan erklære noget til at være »det bedste«, og dermed underforstå, at der findes en objektiv måde at gøre det op på. Derfor vil jeg ikke deltage,« sagde Woody Allen.

Cannes-juryen udgøres af fem mænd: juryformand George Miller, instruktøren Arnaud Desplechin, Mads Mikkelsen, instruktøren Laszló Nemes og skuespilleren Donald Sutherland, samt fire kvinder: filmproducer Katayoon Shahabi, sangeren og skuespiller Vanessa Paradis, instruktør og skuespiller Valeria Golino og skuespilleren Kirsten Dunst.

Sidstnævnte forsvarede filmfestivalernes arbejde med at finde årets bedste film.

»Hvis ikke det var for filmfestivalerne, ville alle her sikkert være uden arbejde,« sagde Kirsten Dunst.

Filmfestivalen i Cannes fortsætter til 22. maj, hvor vinderen af Guldpalmen vil blive kåret.