»Reckless Twin«

»Titlen på mit nye album og det overordnede tema for mit liv de seneste par år. Jeg har brugt en masse tid på at slutte fred med mine skyggesider. Og er på en eller anden måde kommet tilbage på sporet som et helt menneske efter at have været klassificeret som klassens pæne dreng. Det har også sat nogle spor i mit privatliv, som jeg har haft lyst til at løsrive mig fra. Noget af det handler også om, at toget har kørt rigtigt stærkt gennem fire-fem år i min karriere. Og dér har privatpersonen måske haft svært ved at følge med. Den ubalance har resulteret i frustration og en form for afmagt i forhold til at få den private og den offentlige person til at komme i sync.«

Opgør med den indre pleaser

»Den verden, jeg bevæger mig i, er selvfølgelig bundet op på musik, men der er også enormt meget selviscenesættelse og dyrkelse af ydre værdier. Det er fordærvende. Og det har tæret på nogle af mine grundsten. Det har jeg været nødt til at forholde mig til. Og så tror jeg også, at jeg på en eller anden måde har fået gjort op med min indre pleaser. Tidligere har jeg været enormt opmærksom på, hvad folk tænkte og syntes. Og blev ked af det, hvis folk syntes, jeg var det ene og det andet negative. I dag har jeg sluttet fred med det faktum, at jeg ikke kan gøre alle glade.«

Med Sune Wagner i Los Angeles

»Jeg trængte til at komme væk, trække stikket og fordybe mig i den her nye plade. Så jeg besluttede mig for at flytte til Los Angeles. Det var egentlig meningen, at jeg skulle arbejde med en masse etablerede producere derovre. Men min første session blev aflyst, og så ringede jeg til Sune Wagner (fra The Raveonettes, red.), fordi vi havde snakket sammen tidligere om at lave noget sammen. Og så klikkede det bare. Vi arbejdede nærmest uafbrudt sammen i de følgende otte måneder. Pladen blev lavet primært i hans tidligere lejlighed på tiende sal i en penthouse i downtown L.A. Når jeg lytter til de her sange, så har jeg meget den stemning i kroppen. Sune og jeg er blevet venner for livet.«

Bred musikalitet

»Tidligere har jeg været ret påvirkelig af mine omgivelser. Der har været mange mennesker omkring mig, og jeg har i perioder måske været lidt for påvirket af andre folks holdninger. Mit møde med Sune Wagner har givet mig styrken til at turde at udforske en bredere del af min musikalitet. Og jeg tror også, at jeg har fået et større behov for at bryde ud af de kasser, jeg er blevet puttet ned i. Det er jo min forbandelse og velsignelse på samme tid, at jeg har så bred en musikalitet og egentlig kan spille musik i mange forskellige genrer. Jeg har tit tænkt, hold kæft jeg gad godt, hvis jeg bare kunne synge og spille guitar som Bob Dylan. Så ville det bare være det. Men når jeg sætter mig ned med en blank side, så er det utroligt bredt, det, der kan komme til at foregå.«

»Toppen af poppen«

»Det var det første TV-program, jeg sagde ja til at lave. Og det gjorde jeg, fordi det handlede om musik. Jeg var jo ikke klar over, at det var noget, der skulle gøre mig til folkeeje. Men det var et vigtigt skridt i min karriere. Det havde det, som mange af de mennesker, som arbejder bag kunstnerne i pladeselskaberne, søger: et TV-moment. Sådan et landede jeg ned i med den sang, jeg har skrevet til Sanne Salomonsen, og som jeg fremførte for hende (»Overgi’r Mig Langsomt«, red.). Det var et ægte, musikalsk og følelsesladet øjeblik, hvor jeg virkelig kan kende mig selv og stå inde for mig selv. Jeg er glad for, at det var sådan et øjeblik, der skulle give min karriere et ekstra skub.«

Fans

»Jeg har et meget bredt publikum. Det er alt fra teenagepiger til pensionister. Der er folk, der besvimer til mine koncerter. Der er folk, der ligger flere dage foran et spillested for at komme forrest. Det er da vildt underligt, at der er nogen, der har det sådan med min musik. Jeg ser ikke mig selv som et idol. Jeg ser mig selv som en, der laver nogle sange. Det, mine fans giver mig, er, at når jeg sender noget ud, så sender de noget tilbage, der får mig til at føle, at jeg har en plads her i livet. At jeg bidrager og gør en forskel for de her mennesker. Det er jo virkeligt meningsfuldt. Og det er det, der gør, at jeg vælger at lægge mit hjerte på et sølvfad. Det ligger der et kæmpe paradoks i: Jeg er i virkeligheden et meget privat menneske, der har valgt at udpensle mit inderste følelsesliv i offentligheden.«

Bagsiden af medaljen

»Berømmelse er ikke noget, man kan forberede sig på. Det er stadig noget, jeg er ved at lære. Det værste er helt klart tabet af anonymitet. Altså at du ikke kan gå i Netto, uden at folk kigger i din indkøbskurv. Eller måske er det bare mig, der føler, at de gør det? Der følger en selvbevidsthed med berømmelsen, som ikke er fed. Og som jeg prøver at bekæmpe og lægge fra mig. Men det er skide svært. Det er sådan noget med at tage sig selv i at tænke over, hvordan man ser ud, bare fordi man skal ned og hente en liter mælk. Tidligere havde jeg bare taget et par træsko og et par joggingbukser på og så hentet den skide mælk. Jeg tror ikke på, at der er nogen mennesker, der er skabt til at få meget mere opmærksomhed end alle de andre. Det er usundt grundvilkår.«

Familien bliver også ramt

»Dengang jeg drømte om at stå på scenen og spille foran mange tusinde mennesker, havde jeg overhovedet ikke tænkt over, at berømmelsen også kunne blive en udfordring for min familie og venner. Det kunne f.eks. være en fyr, der er interesseret i min søster, fordi jeg er hendes storebror. Og ikke fordi han synes, at hun er sød. Eller at sladderpressen ringer til mine forældre på upassende tidspunkter, fordi de vil have ting at vide om mig. Eller at deres kolleger spørger, om jeg ikke kan komme og spille til deres datters konfirmation. Det er jo ilandsproblemer, men min karriere fylder stadig meget i mange af mine pårørendes liv. Det kan jeg godt blive en lille smule ked af engang imellem.«

»Attention Please«

»Titlen på min første plade, der udkom for ti år siden. Verden lå for mine fødder, og jeg havde en glad og naiv forventning om, hvad der lå foran mig. Men pladen blev et kæmpe flop. Måske fordi jeg var blevet overhyped. Inden jeg overhovedet var kommet med et lille pip, havde folk fået proppet ned i halsen, at jeg ville blive den næste store stjerne. Jeg kom ind med firetoget fra Jylland og blev signet af Copenhagen Records, som på det tidspunkt lykkedes med alt: Nephew, Carpark North, Saybia, Nik & Jay, Johnny Deluxe, Alphabeat. De var forståeligt nok begyndt at få en vi-kan-det-hele-attitude, så da de sagde »det kan godt være, at Carpark North har solgt 100.000 plader, og at Nephew har solgt 200.000. Men ham her Mads Langer? Han sælger 300.000!!!«, så var der rigtigt mange mennesker, der var klar til, at det ikke skulle lykkes for dem igen. Og det led jeg helt klart under. Men set i bakspejlet tror jeg faktisk, at det er godt, at succesen ikke kom i første hug. For da det endelig begyndte at lykkes, satte jeg jo meget mere pris på det. Jeg kan huske, at jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville tage succesen for givet, hvis den kom.«

Dårlige anmeldelser

»Jeg har været vildt ked af det, når jeg har fået dårlige anmeldelser. Og det bliver jeg stadig. Den her nye plade er to års arbejde og mange tusinde timers blod, sved og tårer. Det er en flad fornemmelse, når ens musik så bliver sendt ud til en eller anden anmelder, der på forhånd synes, at jeg er en kedelig, blød popdreng fra Skive. Han vil egentlig hellere høre en ny Leonard Cohen-plade, men okay, han hører den og prutter lige ti linjer ud og giver den to stjerner. Det er pisse irriterende. Og det gør mig skide sur. Omvendt er det jo alligevel gået meget godt. For mig er det også en slags anmeldelse at spille foran en masse glade mennesker, som sender en masse kærlighed op på scenen. Det betyder meget mere for mig, end om jeg rammer ned i en eller anden kulturelitær persons smag. Jeg bliver ofte beskyldt for at lave banaliteter. Men hvad er banaliteter? Jamen, det er noget, som vi allesammen kan forholde os til. Er det en dårlig ting? Ikke i min verden.«

Lyt til Mads Langers nye album her: