Mads Langer indtager dansens univers

Alexander Kølpins Sommerballet er i år først og fremmest en koncert med Mads Langer, hvor dansen næsten bliver overflødig.

Mads Langer i Sommerballet på Bellevue Teatret. Pressefoto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som leder af Sommerballet i nu 24 år har Alexander Kølpin altid haft et prisværdigt mod til at gå nye veje og afprøve nye ting. Dansen har varieret lige fra tåspidsdans til hiphop og fra det abstrakte til det historiefortællende, ofte ledsaget af levende musik på scenen. Men den kunstneriske kvalitet har været stærkt svingende.

I år virker overskriften Sommerballet næsten misvisende. For det er ikke dansen, men popsangeren, guitaristen og pianisten Mads Langer, der er i centrum. Og som Alexander Kølpin skriver i det trykte program, er årets forestilling »Gravity« – som Kølpin selv har konciperet, instrueret og skabt scenografi til – faktisk en koreograferet koncert.

Koreografien til de seks medvirkende dansere plus Mads Langer har Kølpin lagt i hænderne på Anja Gaardbo, der tidligere år på Sommerballet har vist sig som en glimrende koreograf, når det gælder energisk og showpræget hiphopdans. Men i samspil med Mads Langers følsomme sange og ballader kommer hun nu noget til kort og har da også klogeligt valgt dansen helt fra i flere numre.

Læs mere: En stille og rolig fyr fra Jylland

For Mads Langer klarer sig egentlig glimrende alene på scenen som f.eks. i sangen »Helpless«, hvor han sætter sig til flyglet og brænder stærkt igennem med stemmens mange facetter. Ellers er han i de fleste andre numre musikalsk rigtigt godt hjulpet af keyboardspilleren Mikkel Damgaard og trommeslageren Asger Møller, der sidder bagest på scenen.

Kejtet møde

Både i sange og scenografi er vi stemningsmæssigt i et mørkt og melankolsk univers med Raphael Frisenvænge Solholms flotte lysdesign som en vigtig medspiller.

Uden at tage direkte afsæt i sangenes engelsksprogede tekster bruger Anja Gaardbo i høj grad de seks dansere, der kommer fra både ballettens, den moderne dans’ og hiphoppens verden, til at skabe figurative scenebilleder med danserne klædt i bl.a. Maja Ziskas spansk inspirerede hatte og lange kapper, der dækker over et mere nøgent og moderne outfit.

Ganske effektfuldt svinger de rundt med kapperne, men i længden bliver det ensformigt ligesom de kantede gestiske bevægelser, og første akt er ret fattig på dans. Efter anden akts åbningssang »No gravity« kommer der mere gang i bevægelserne i bl.a. et rent, men lidt ligegyldigt dansenummer til dunkende rytmer, og man ærgrer sig over, at dansernes potentiale ikke udnyttes bedre, f.eks. i det kejtede møde mellem Mads Langer og Femke Mølbach Slot i »The Rivers has run wild«.

Hvis man er vild med Mads Langer, der i sig selv kunne fortjene fire stjerner, skal man selvfølgelig skynde sig til Bellevue Teatret. Men hvis man er vild med dans og ballet, er Kølpins Sommerballet i år noget skuffende, og mødet mellem Mads Langers musik og dansen befrugter ikke hinanden synderligt.

Hvad: »Gravity«, Sommerballet 2014

Hvem: Idé, instruktion og scenografi: Alexander Kølpin

Koreografi: Anja Gaardbo

Kostumer: Maja Ziska

Musik: Mads Langer, Mikkel Damgaard, Ager Møller

Hvor: Bellevue Teatret, sidste dag 2. september