Mads Langer glemmer belæg for sine påstande

Mads Langer mangler belæg for sine påstande, når han kritiserer regeringens uddannelsespolitik, mener Jakob Engel-Schmidt. Det er Thomas Blachman ikke enig i.

Foto: Camilla Rønde, Marie Hald og Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Efter at Mads Langer brugte sin taletid ved GAFFA-Prisen på at rette kritik mod den siddende regering, har Venstres uddannelsesordfører, Jakob Engel-Schmidt, på sin blog rettet kritikken den anden vej. Han mener, at Mads Langers tale var en »falsk debatmelodi«, fordi den manglede belæg for de fremførte påstande.

Beskyldningen om manglende belæg kommer på baggrund af, at han mener, at Mads Langer slet ikke begrundede, hvorfor regeringens udannelsespolitik, med det nyligt indførte uddannelsesloft og »udryddelsen af sabbatåret«, er ensbetydende med, at kunstnere som han selv, MØ og Lukas Graham i fremtiden bliver en mangelvare.

»Han stiller sig op og udtaler sig om noget, hvilket han har helt ret til. Problemet er, at når han udtaler sig negativt og kritiserer regeringens uddannelsespolitik, ved at påstå at den medfører dårligere vilkår i for kunstnere, så mangler han jo fuldstændigt belæg for at påstå det,« siger Jakob Engel-Schmidt.

Mads Langer begrundede påstanden med, at den nyligt indførte fremdriftsreform, hvilket ifølge ham presser vilkårene for det, der populært kaldes sabbatår, betyder, at langt færre kunstnere som ham selv kan blive til noget. Den begrundelse er dog langt fra tilstrækkelig ifølge Jakob Engel-Schmidt, der kalder det for »en stråmand af allerværste slags«.

»Når man påstår noget, så må man også kunne begrunde det med et sagligt belæg. Og når Mads Langer påstår, som han gør, så bruger han blandt andet Lukas Graham, MØ og ham selv som eksempler på store danske kunstnere, som vi altså ifølge Mads Langer ikke vil få flere af med den politik, vi fører. Men det er jo en stråmand. Sandheden er, at ingen af de nævnte har været i kontakt med uddannelsessystemet. Så hans belæg falder jo sammen,« siger Jakob Engel-Schmidt.

Ikke enighed fra Thomas Blachman

Thomas Blachman holder dog fast i, at Mads Langer gjorde klogt i at råbe op og åbne for debatten. Ikke mindst fordi han ifølge Thomas Blachman har ret i sine påstande.

»Det er fuldstændig på sin plads, og det er eddermame på tide. Musikere er følelsesmennesker, der sanser ting i tiden, som kun få politikere lægger mærke til. Det er jo delvist også Mads Langers pointe. Hvis man skal have tid og rum til at finde ud af hvilken vej, der er den rette at tage, så er det tidskrævende. Jeg husker fra 80’erne, at der kom mange gode ting ud af, at folk fik, hvad der dengang hed bistandshjælp.«

Men det argument køber Jakob Engel-Schmidt ikke. Han mener ikke, at kunstnere er hævet over andre, når det kommer til at måtte argumentere på et sagligt niveau. Han påpeger, at Mads Langer har samme pligt til at begrunde sine påstande som alle andre debattører.

»Det er jo ikke sådan, at bare fordi man er populær, så er der færre krav til de argumenter, man fremfører i debatten. Det er ikke sådan, at man kan slippe af sted med ikke at sætte sig ind i fakta, bare fordi man sælger mange plader,« siger Jakob Engel-Schmidt.

Thomas Blachman påpeger, at det er positivt for den politiske debat, at flere mennesker, herunder også kunstnere, deltager i den politiske debat. Han mener, at det er med til at skabe respekt for kunstnere, at de tør råbe op og udtrykke sig, som de føler behov.

»Jeg er meget enig med ham (Mads Langer, red.). I stedet for at stå og holde nogle røvsyge taler, der ikke er taler, men bare er sådan noget afstumpet: »Ej, tak.« Jeg synes, det er dejligt, der er en, der har forberedt sig en smule. Og man kan jo se reaktionerne på det. Tiden brister i sin længsel efter følelser, der kommer til udtryk. Og det skaber respekt, at musikere kan udtrykke sig verbalt og ikke kun gennem deres musik.«

Det er Jakob Engel-Schmidt for så vidt enig i. Han mener, det er positivt at kunstnere generelt deltager i den politiske debat, og han påpeger, at der er brug for flere stemmer og mere nuance – også fra kunstnere, såfremt de har noget begavet at bidrage med. Men det mener Jakob Engel-Schmidt altså ikke, at Mads Langer havde, da han langede ud efter Lars Løkke »og hans skytsengle«. Han kalder det i stedet for »billigt og ødelæggende for troværdigheden for andre kunstnere med argumenterne i orden og noget på sinde«.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Mads Langer.