Den nu 44-årige amerikanske sangerinde Madeleine Peyroux er lidt af et fænomen. De, der kan huske hendes optræden i Operaen under Copenhagen Jazz Festival 2005, vil nok erindre sig en let forpjusket og utrygskabende forestilling, samt at hun efterfølgende forsvandt i flere måneder. Til gengæld kan de, der har kendskab til hendes plader, ikke kan andet end at beundre hende. Og det giver hendes nyudsendte album også lejlighed til.
Repertoiremæssigt har Madeleine Peyroux gennem årene været pænt omkring, ofte med basis i ældre jazz og blues, ligesom hun i 2013 gav en flot og personlig hyldest til de countryplader, som soulsangeren Ray Charles indsang i begyndelsen af 1960erne.
Og nu er hun så ude med albummet »Anthem«, hvor hun sammen med et hold af fine medmusikere, primært den navnkundige producer Larry Klein, har skabt 10 af de 13 sange – med tilhørende indpakning.
Generelt er der tale om en dyster sag, idet teksterne, der er skrevet i forbindelse med præsidentvalget i efteråret 2016, kredser om samfundets skyggesider og dets tilhørende eksistenser. Der er en linje tilbage til 1960ernes protestsange, men ganske uden betonparoler. Her oplever man mere en sammensmeltning af magtesløshed og empati.
Ret beset kan det hele virke knugende, men på den anden side har sangene en kraft og en styrke, idet gode ord og gode toner uophørligt går op i en højere enhed. Og så er der på én gang melankoli og livsvilje i sangerindens ærlige og udtryksfulde stemme, som fortsat giver mindelser om den legendariske jazzvokalist Billie Holiday, men som da bestemt er Madeleine Peyroux' egen.
Når pop bliver til jazz
Det er et utroligt velklingende og helstøbt album, hvor stilen på mange måder tangerer singer-songwriter-pop og så alligevel bliver jazz i kraft af den akustiske instrumentering og sangerindens frasering. Ja, et nummer som »The Ghosts of Tomorrow«, der har fremragende solospil fra trompetisten John »Scrapper« Sneider, fremstår som en slags opdatering af 1920er-klassikeren »Nobody Knows You When You're Down and Out«.
Albummets titelnummer, »Anthem«, er en Leonard Cohen-klassiker med slaglinjen »There is a crack in everything, that's how the light gets in«. Og det er vel, hvad albummet handler om, altså at der selv i de mørkeste stunder altid er en revne, hvor lyset kan slippe ind. Og dertil har sangerinden, der har boet en stor del af sin ungdom i Frankrig, også skabt en fin sang over den franske poet Paul Éluards berømte 1942-digt »Liberté«.
Og slutteligt er der hentet en sang fra den store amerikanske sangbog, nemlig Harold Arlens »Last Night When We Were Young«, som siges at være komponistens egen favoritsang, og hvis stil og stemning passer perfekt ind i det peyroux'ske univers.
..
Madeleine Peyroux
Anthem
Decca/Universal