Madanmeldelse: I Tyrens tegn

Der er gris på bordet og tyr i navnet, når Torvehallernes tapasbar Toro opgraderer til restaurant i Istedgade med både blodpølse, blæksprutter og tyrehaler på kortet.

Toro er en udvidet tapasbar, så man kan også sidde i baren og spise. Sortfodsskinke i egen holder hører til specialiteterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Så er tyren løs i Istedgade! Ganske vist med en gris som logo og en ordentlig sortfodsskinke af samme centralt placeret på baren, men tyren fra Torvehallerne er det immervæk. Toro står der i døren, og skulle det ikke være nok, så er der også tyrehaler på menuen. Og den er god nok: Det er holdet bag Torvehallernes populære tapasbar, Tapa del Toro, der i forstørret restaurantudgave er rykket ind på Istedgade.

Og ganske som i Torvehalerne, så lykkes det ganske godt for Toro at udstyre sig selv med et autentisk look. Der hænger ganske vist ikke skinker i loftet og lokalet er knap så tilrøget, som man oplever på den iberiske halvø, men i den halvdel af lokalet, der før rummede Kiin Kiin-aflæggeren Burger & Bun, kan man spise i baren, mens halvdelen ud mod Absalonsgadehjørnet er for dem, der foretrækker at sidde ved borde.

Vi havde fået plads i baren med udsigt til det åbne køkken, hvor en håndfuld kokke er travlt optaget med at braisere og såmænd også flambere, og med en prægtig udgave af en sortfodsskinke i sin traditionelle holder placeret lige foran os.

De fleste af Toros spanske retter indeholdes også i syvrettersmenuen til 365 kr., så den valgte vi med en dessert (75 kr.) og en deletallerken af sortfodsskinken (125 kr.) skudt ind. Sortfodsskinken – skåret lige for næsen af os – var herlig. Renavlet iberisk bellota og angiveligt lufttørret i minimum 30 måneder, men helt uden den indimellem lidt harske fornemmelse, så lang lagring af agernfodret svin kan give i fedtet.

Fornemt tilberedt

Den blev efterfulgt af menuens første flight, der blev serveret på deletallerkener: skiver af chorizopølse samt trevlet rilette af spædgris med aïoli og migas, der tilsammen var aftenens kedeligste spiser. Især riletten savnede knald i aïolien, og det opblødte og siden stegte brød i migasen gav ganske vist konsistens til retten, men gjorde ikke noget ved den fede smag.

Så var der mere smæk over næste ombæring: præcist tilberedte stykker citrusmarineret blæksprutte serveret med tynde skiver fennikel og siden drysset med bittersød spansk paprika, hvis varme styrke tydede på lidt hjælp fra chili.

En dejligt varm tallerken rummede huevos revueltos (røræg), dækket af tynde skiver morcilla (blodpølse), angiveligt også lavet på sortfodssvin – en skøn og knap så fed og røget/salt udgave af morgenmadsklassikeren med bacon. I halen kom en grøn romainesalat med stegte courgetter, dækket af fintrevet, lagret fåreost og ansjoscreme. Sidstnævnte var så dominerende, at jeg blev endnu mere glad for mit glas manzanila-sherry (Hidalgo, 30 kr.), der er en af de få drikke, som kan håndtere den salte ansjos.

Både mad og manzanilla var i godt selskab med to udgaver af den norske mikrobryggerøl, Nøgne Ø, hhv. en maltet og letkrydret india pale ale og den mere humlede og citrongræskrydrede asian pale ale til mig (begge 100 kr.).

Men nu var der behov for kraftigere sager, for der kom Vesterhavstorsk på bordet serveret med serveret med hvide bønner, tomat og ristet pancetta, i en sauce lavet på hønsefond og sennep. Torsken, et pænt stort stykke, var fornemt tilberedt og kødet stadig glasklart i al sin saftighed, men især saucen og det sprødristede, saltkrydrede pancetta-flæsk krævede sit.

Tre store stjerner

Vi testede en baskisk txakoli, men fandt den for citrusagtigt syrlig til denne hårdtstegte sennepsudgave af torsk, så vi fik lov at bytte til en pouilly-fume fra Loire, L’arret Buffate 2013 (90 kr.), hvis grønne sauvignon blanc-noter især hyggede sig med sennepssaucens høje indhold af persille.

Og gik så helt amok i rødvin til vores mørbrad af sortfodssvin – Q2 (andenvinen til Quinta Sardonia) fra den spanske dansker Peter Sisseck til hele 145 kr. glasset, men også noget af et særsyn på en glasmenu. Den kraftige vin på en masse forskellige druer passede med sine noter af brombær, peber og tobak perfekt til det meget møre og saftige stykke kød i en intens indkogt sauce, der fik bitterhed fra radicchiosalat og sødme fra ristede hasselnødder.

Desserten skulle tilkøbes og nu kom der ekstra blus på i køkkenet, for vore pandekager blev flamberet under store flammer, inden de blev serveret med en god vanilleis i selskab med et glas dessertvin fra newzealandske Konrad (90 kr.). De flamberede pandekager er vist mest for syns skyld, for nogen overvældende smag havde de ikke, og med bare to desserter (den anden er en cava-infuseret citronsorbet) er det heller ikke Toros signatur.

Sit ophav som tapasbar kan Den Med Tyren ikke løbe fra, og som sådan er den et meget velkomment bud på et sted at stikke hovedet indenfor til en uformel bid eller tre en efterårskold aften på Vesterbro.

Kokkenes evner udi det kun let opdaterede spanske køkken fejler intet, det beviste både torsk og mørbrad, men sammen med et vinkort (der fraset den yderst sympatiske regel om at alt kan fås glasvis, hvis man drikker mere end et glas) godt kunne justeres lidt opefter, så ender vi med tre store stjerner og kigger gerne ind igen.

Hvad: Toro. Hvor: Istedgade 60, 1650 København V, tlf. 31 35 30 51. Hvor meget: Vin fra 225 kr. Billigste hovedret 115 kr. Syvretters menu 365 kr.