»Måske kvinden også gerne vil have ros og et blow-job«

Forfatter Kirsten Hammann, der er aktuel med en næsten thriller-agtig parforholdsroman, elsker det pinlige, ynkelige og ubehagelige.

»Vi sidder i en enorm flødeskumskage og mæsker os som om vi overhovedet ikke har fattet, at alle andre har det ad helvede til.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

»Der er nærmest ikke længere andet end sex, der holder sammen på parforholdet i dag,« siger Kirsten Hammann et stykke inde i samtalen, da Berlingske møder hende i et smagfuldt indrettet mødelokale på forlaget Gyldendal i forbindelse med udgivelsen af hendes seneste roman, »Alene hjemme«.

Der er kaffe i kopperne, og i bogen, der er en næsten thrilleragtig parforholdsroman, er der mørkt, mistrøstigt og en anelse mystisk.

Hovedpersonen, den 38-årige freelancejournalist Sara, er utryg. Hun bekymrer sig om overforbrug og verdens snarlige undergang, får ikke arbejdet nok, sover det meste af dagen og higer efter at få barn med sin lækre og velhavende kæreste, Philip, der dog har nok i at være weekendfar til to. Ovenover bor den smukke, men lettere forstyrrede og temmelig forstyrrende Frederikke, og indeni og rundt om Sara hersker der mere og mere uorden.

»De fleste af os kender sikkert, at man via sine egne forestillinger og sådan, som man ser på andre, tolker på, hvordan andre tolker på én. Og så kommer man til at handle på dét. Det er en mærkelig dynamik, og måske gør man sig selv mere skade end gavn. Sara gør det ikke lettere for sig selv.«

Sara er på mange måder den lille i forholdet til kæresten, men på ét punkt udviser hun mere livskraft end han. Hun vil gerne have sex. Ikke kun fordi hun er desperat efter at få et barn, inden det biologiske ur går i stå, men også fordi hun har lyst.

»Siden jeg var 13, har jeg hørt på, at mænd skulle have mere lyst end kvinder. Men jo ældre jeg bliver, skal jeg nok love for, at det ser anderledes ud. Både ud fra hvad jeg selv har oplevet, og hvad jeg hører og læser. Det er jo en stor fed løgn. Man kan bare åbne Facebook eller dameblade eller tale med sine veninder for at få det bekræftet,« siger hun.

»Nye undersøgelser viser, at kvinder ikke mister lysten til sex, men til den mand, de er sammen med. Efter et par år bliver det – og nu taler vi altså helt generelt – meget hurtigt kedeligt for en kvinde, mens det er fint nok for mænd, hvis bare de ved, at de kan få noget de næste 30 år. Det er måske forklaringen på, at mange parforhold går i stå efter den første vilde forelskelsestid.«

»Vi lever i et eksperiment«

Noget andet er, at det stadig ikke er nær så acceptabelt at tale om kvinders begær, mener Hammann.

»Som kvinde går man jo ikke rundt og siger højt, at man tilfredsstiller sig selv. Mænd har til gengæld altid haft en udadvendt seksualitet, de har kunnet onanere i fællesskab og måle deres tissemænd med hinandens, hvor vores er skjult. Men det virker som om, der sker rigtig meget i dag. Unge kvinder står et helt andet sted, folk stiller krav og gør mere ud af deres sexliv,« siger hun og tilføjer så:

»Der er jo nærmest heller ikke længere andet end sex, der holder sammen på parforholdet.«

Det lyder, som om parforholdet er et dødfødt projekt?

»Ja, men man kan jo få det til at vare længere. Det kræver en vilje og en åbenhed fra begge sider. Og her er en hilsen til Carl-Mar Møller og andre, der siger, at man skal huske at rose sin mands pik hver dag. Den skal roses, og han skal også gerne have et blow-job. Åh Gud, mand! Måske kvinden også gerne vil have ros og et blow-job. Altså, er vi så forskellige? Vi ved jo godt, hvordan vi skal være over for hinanden som mænd og kvinder,« siger Kirsten Hammann.

»Jeg kan godt mærke, at der er en vrede mod kvinder hos nogle mænd. I de her programmer »Min kone er skide sur« sidder mænd og fortæller om, at gimpen derhjemme skal bestemme det hele. Så tænker man, åh Christ, hvorfor finder I jer i det! Men jeg tænker også, at vi lever midt i et kæmpe eksperiment i den her tid, hvor mor og far skal være lige, hvad de aldrig har været før. Det er ikke underligt, at det giver problemer. Det er meget lettere, når der er faste roller.«

Klynker mændene?

»Ja, det synes jeg godt nok. Det er måske anderledes med yngre mænd, men der er en tendens til, at mange 40-60 årige synes, at mor bestemmer over dem. Jeg har mødt det i mit eget liv, og jeg kan fornemme, at når folk bliver skilt, kommer der en frustration fra mange mænd, hvor noget skal afgives til faren, og han skal ind og erobre en ret. Tag bare de mange statsforvaltningssager. Jeg har ingen løsning på det, men det er en svær tid, vi lever i.«

Forkælet og priviligeret

Det forkælede overflodssamfund er et andet tema i »Alene hjemme«. Hammann spidder forbrugssamfundet og vores vestlige forkælethed med en spydig pen.

»Vi sidder i en enorm flødeskumskage og mæsker os som om vi overhovedet ikke har fattet, at alle andre har det ad helvede til. Jeg forstår ikke, at vi kan blive ved med at sidde på denne guldkrone og have det hele for os selv. Jeg lever jo også selv godt med det. Vi glemmer det. Men det får mig til at tænke på Den Franske Revolution: nu må de snart komme og hugge hovederne af os. For hvilken ret har vi til at eje alt det her? Vi er jo blevet grever og grevinder alle sammen. Vi bekymrer os om, hvilken trøje vi skal have på i dag, og »jeg kan da også bare gå ned og købe en ny, hvis det skulle være«. Jeg er ikke rig, og jeg ved godt, at mange har meget mindre end mig, men bare at bo i Danmark er for vildt. Det er sindssygt privilegeret.«

Privilegeret eller ej, så bekymrer Sara i »Alene hjemme« og flere andre kvinder i Hammanns bøger sig om miljøet, fremtiden og Jordens snarlige undergang.

»Kvinder er formentlig mere pylrede og generelt mere urolige. Jeg takker bagerst i bogen min svoger, Finn Kjær Jensen, der er risikoforsker og det eneste modstykke til min egen uro. Han ser tingene på en anden måde, ligesom Pascal Bruckner, der gør tykt nar ad al vores uro og pessimisme. I stedet for at tro på fremtiden og prøve at løse problemerne forsøger man med flæben og angst at afvikle samfundet, fordi alt er ved at gå galt.«

»Måske er det bare i denne her lille perfekte boble, vi bekymrer os om dyr, der bliver behandlet dårligt, og mennesker der behandler hinanden dårligt. Alt skal være perfekt, og det er ikke godt nok, før det er paradis. Ellers må der være et sted, man kan klage. Men ting sker faktisk. Jeg har tidligere citeret Dalai Lama for at sige, at vi tror, det er en fejl, når der er sygdom og katastrofer og den slags i verden, men sådan er livet faktisk for mange mennesker. Det er ikke uretfærdigt, at nogen bliver syge. Jeg siger ikke, at man i andre lande ikke bliver kede af det og bekymrede, men det er nok mere et vilkår her. Vi lever ekstremt beskyttet.«

Fascineret af ynkeligheden

Mens Hammanns hovedperson bekymrer sig om både stort og småt, tager hendes omgivelser lettere på tingene. Sara har svært ved at se virkeligheden i øjnene, gemmer sig under dynen og tør ikke stille de spørgsmål, der nødvendigvis må stilles.

»Når der er angst i et parforhold, er det kendetegnende ved, at folk ikke tør være åbne. Man går om den varme grød og håber, at det bliver bedre. Og jeg kan godt forstå det. Det gælder alle steder, også på arbejdspladser. Man er i tvivl om, hvad og hvor meget man kan sige. Det er jo det, de fleste menneskelige problemer handler om. Vi spiller roller for at få tingene til at glide og omgås hinanden, men så kommer vi ind imellem i klemme eller til at lyve, måske i flere år, og kan ikke slippe ud af det igen.«

»Jeg har da heller ikke lyst til, at alle folk gik og sagde alt, hvad de mente. Jeg ville ikke selv være i stand til at sige min mening altid. Det er der gode, sunde hæmninger, der vil stoppe. Det er jo ikke alt, man har inden i hovedet, man kan sige.«

Men så skriver du en bog og siger det, du ikke fik sagt?

»Ja, det er en god måde at se det på. Jeg kender Pernille Melsted, der skriver om skyggearbejde, som går helt tilbage til Jung, og det handler om, at vi har alle egenskaber inde i os. Vi er både den lille forsagte mus og den store dræber, det er bare om at komme i kontakt med dem. Bare, ik’! Og de fleste romaner handler om skygger og det, vi normalt ikke er så gode til at se eller dele. Det er det totalt fede ved mange romaner: at komme ind i skallen på fremmede personer, blive forundrede over hvordan de tænker, men også at føle os genkendt. Vi kommer alle sammen af den samme grød af følelser, egenskaber og kræfter, som man mere eller mindre kan dosere til hverdag,« siger Hammann.

»Det er det, som også morer mig ved at skrive. Det er sjovt og pinligt og ubehageligt at skrælle personer ned som en gulerod. Lidt som at se »Klovn«, det er top pinligt og sjovt. Jeg er fascineret af, hvor ynkelige vi er, ynkelige og i visse situationer uden værdighed.«

Kirsten Hammanns »Alene Hjemme« er netop udkommet på Gyldendal.