Måske fuld af løgn

Den danske film »Til højre ved den gule hund« er original på sin egen skæve måde, men vellykket er den ikke.

Allerede titlen er en advarsel. Vellykkede film har korte og fyndige titler (»Arven«, »Dogville«), mens mere eller mindre mislykkede har lange og krukkede (»Humørkortstativsælgerens søn«), og Peter Ringgaards »Til højre ved den gule hund« bekræfter denne teori.

Udgangspunktet er ellers originalt. Den godt 40-årige arkitekt Philip Hoffmann er trods en køn kæreste en frustreret mand, for hans eks-kone befinder sig hos en guru i Indien, hans søn David er tvær og trodsig, og sin far har Philip ikke haft kontakt med i 25 år. Så da faderen dør på et plejehjem i Nordjylland, benytter Philip begravelsen til at invitere en af hjemmets øvrige beboere, den sære gamle knark Karl Bolt, på en ferie i Philips luksusvilla i København.

På den måde skaffer Philip sig så at sige en stedfortrædende far, og minsandten om ikke unge David og gamle Karl bliver venner og ryger hash sammen. Men små tegn tyder på, at Karl er fyldt med løgn, og helt besynderlig bliver situationen, da den godhjertede Philip for at forsyne reservefaderen med lidt jævnaldrende selskab inviterer endnu en beboer fra plejehjemmet til København, og hun viser sig at være en neurotisk tidligere skuespillerinde, som kendte Karl i en fjern fortid, da han vist nok var en slags dramatiker. Eller var han?

Svaret blæser i vinden, for »Til højre osv.« er baseret på et dybt problematisk manuskript præget af flagrende løse ender. Og da Peter Ringgaard ikke just er en rutineret instruktør - den seneste af hans tre tidligere spillefilm er »Et hjørne af paradis« fra 1997 - kan hans ujævne instruktion ikke camouflere, at handlingen med mellemrum er tæt på enten at gå helt i stå eller falde totalt fra hinanden.

Det bliver ikke bedre af, at George Kellers påtrængende musik slet ikke passer til denne midaldrende films mildt humoristiske og ret melankolske tonefald. Til gengæld kan man se det som en fordel, at filmen ikke er fast forankret i nogen genre og derfor i hvert tilfælde teoretisk rummer en forfriskende uforudsigelighed - man kan aldrig vide med sikkerhed, hvor handlingen i en genreløs film er på vej hen, men i dette tilfælde ligner uberegneligheden desværre kunstnerisk ubeslutsomhed og ser i sidste ende ud, som om filmen selv glemmer, hvor den egentlig ville hen.

Fotografen Bjørn Blixt har skabt attraktive billeder, og et plus er det selvfølgelig også, at Philip spilles af den altid glimrende Peter Gantzler, der jo ikke mindst er eminent til som her at fremstille bløde og velmenende knudemænd. At opleve den diskret neddæmpede Jesper Kleins mumlende og duknakkede Karl Bolt ville givetvis have været en fornøjelse, hvis ikke figuren havde været så umanerlig uklart defineret - irriterende inkonsekvent som filmen i det hele taget - og man ved ikke rigtig, om man skal være bevæget eller pinligt berørt ved gensynet med den engang stærkt populære og nu næsten glemte Judy Gringer i en teatralsk rolle som engang afholdt og nu afdanket skuespillerinde.

Rundt omkring i »Til højre ved den gule hund« gemmer sig interessante temaer, især vedrørende forholdet mellem generationerne, men filmens flaksende fortællestil og bratte humørsvingninger forhindrer dem i at folde sig ud. Resultatet har sin egen form for skæv charme og vakkelvorn originalitet - kulørt kommercialisme er det bestemt ikke - men som den alt for lange titel advarer os om, er der tale om en uforløst klumpedumpefilm.