»Måske er tiden inde til at tale«

Inge Birgitte Siegumfeldt, ph.d. i litteraturteori, har over fem år haft ugelange samtaler med forfatteren Paul Auster i hans hus i Brooklyn. Hun fortæller her om det usædvanlige samarbejde, der blevet til bogen »En verden i ord«, som udkommer i dag.

Paul Auster og Inge Birgitte Siegumfeldt i samtale. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er første gang, Paul Auster går i en længere dialog om sit forfatterskab. Hvordan kom samarbejdet i stand?

»I 2011 havde jeg inviteret Paul Auster til en samtale i Københavns Universitets ph.d.- program, TRAMS. Vi var på scenen sammen ved flere arrangementer, og vi talte godt, og jeg kunne forstå, at han følte sig fejllæst af kritikerne. Jeg foreslog, at vi lavede et projekt sammen, som kunne rette misforståelserne omkring forfatterskabet. Han er generelt ikke begejstret for litterater og anmeldere. Efterfølgende præsenterede jeg ham for ideen om, at vi skulle lave en biografi. Ikke om forfatteren, men om værket – hans 16 romaner og fem selvbiografiske bøger. Se samlet på, hvad der sker hen over 35 års forfattervirksomhed. Det tiltalte ham, og han inviterede mig til New York. »Måske er tiden inde til at tale,« som han sagde.

Vi mødtes i hans og Siri Hustvedts hjem i Brooklyn. Typisk klokken ti om morgenen. Inden hvert møde forberedte vi os på samtalerne, og så havde vi revet en uge ud af kalenderen. Vi har talt om hver bog i kronologisk orden ud fra en række gennemgående temaer. Én samtale til hver bog. Nogle gange har vi siddet i Austers arbejdsværelse i husets stueplan og andre gange oppe i køkkenet ved Austers og Hustvedts berømte røde bord. Auster er kendt for at ryge tynde brune cigaretter, men nu er han gået over til en elegant udgave af en dampcigaret. Et tyndt rør, han sidder og fægter lidt med engang imellem. Det har været alvorlige samtaler, men vi har også haft det vældig sjovt.«

At lade forfatteren komme til orde

Inden for litteraturforskning beskæftiger man sig som regel kun med værkerne og ikke med forfatterne. Hvorfor er det overhovedet relevant for dig som forsker at tale med forfatteren?

»Jeg syntes, det kunne være spændende at lade forfatteren komme til orde for en gangs skyld. I flere årtier har litteraturkritikken jo ikke interesseret sig for forfatterens livs indvirkning på bogen. Det var interessant at bruge det, at jeg havde fået en god kontakt til en stor nulevende forfatter. Især fordi han selv sagde, at han følte sig fejllæst. Det kunne vi jo rette op på, og det er det, vi gør i bogen. Det har en god og usædvanlig effekt.«

Hvad fascinerer dig ved Paul Austers forfatterskab?

»Han er en fantastisk historiefortæller, og samtidig er der en understrøm af noget intellektuelt udfordrende. Der er altid de to spor i hans bøger. Jeg er interesseret i historierne fra det narrative perspektiv – hvordan skruer man en god historie sammen, hvordan virker det, hvordan er fortællevinklen, hvordan udvikles karaktererne? Den slags kredser vores bog meget om. Men Auster fortæller også meget om, hvordan bøgerne er blevet til, hvor inspirationen kommer fra, hvordan han finder et sprog til sine ideer.«

Hvordan bevarer man litteraturforskerens nøgterne blik på værket, når man sidder over for en forfatter, der også er et idol?

»Det er faldet mig nemt. Men det er også, fordi Auster er så nem at tale med. Han er en type forfatter, som ikke stiller sig an som en betydningens mester. Slet ikke. Han er bare den, der har skrevet teksten, han er meget lydhør og åben for mine læsninger af hans arbejde. Jeg har kunnet forblive kritikeren. Altså, jeg måtte lægge nogle af teorierne fra mig undervejs, for de var kun kilde til irritation. Jeg kommer fra universitetet og er vant til at arbejde teoretisk, men selv om teorierne stadig lå der, så var det fiktionen, der var i fokus i denne sammenhæng.«

jeba@berlingske.dk