Må man få hunden med i Himlen?

Berlingskes filmredaktør, Kristian Lindberg, skriver fem sommerklummer om film, der fik os til at græde.

Barnestjernen Elizabeth Taylor med Lassie. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF

»Rigtige mænd græder ikke«.

Da jeg var barn, var det muligvis de voksnes dårligste råd til mig. Af hensyn til dem kæmpede jeg dengang ofte med tårerne, men som voksen har jeg lagt den kamp fra mig, og verden bliver hyppigt sløret for mine øjne, når vandet stiger i dem. Jeg føler mig ikke mindre rigtig som mand af den grund, da jeg er temmelig sikker på, at jeg ved at åbne for hanerne også åbner for de følelser, der gør tilværelsen bedre og dybere.

Tårer er et komplekst kemisk-kulturelt fænomen, der tillige varierer enormt fra verdensdel til verdensdel. Buddhister værdsætter det sind, der bevarer roen i alle slags storme og smiler uudgrundeligt til begravelser, mens shiamuslimer græder højt i solidaritet med deres afdøde slægtninge. De kristne har mangfoldige tolkninger af Bibelens korteste vers: »Jesus græd«, men den mest almindelige er, at Jesus ikke skammede sig over at græde. Han lod måske ikke Solen gå ned over sin vrede, men fældede gerne tårer, når følelserne overmandede ham.

Et bizart grædefænomen er den menneskelige trang til frivilligt at se film, der får dem til at græde, og netop den slags film er emnet for denne klumme i de kommende fem dage.

Psykologer har sammenlignet trangen til at se »tudefilm« (på engelsk »weepies«) med børns fantasilege. Der er simpelthen en overlevelsesgevinst i at bruge fantasiverdener til at lære at håndtere de små og store huller i livets lange landevej.

Et sorgfuldt hundeliv

Hvis det står til troende, er der millioner der har lært meget af »Lassie vender hjem« fra 1943, som formentlig er den film, der har fået flest biografgængere til at græde. Hårde tider har ramt den fattige familie Carradough og tvunget dem til at sælge deres fine hund til en rig aristokratisk familie. Drengen Joe i den fattige familie er utrøstelig, og Lassie er også ude af sig selv på den måde, hunde nu er det. Med lidt hjælp fra barnestjernen Elizabeth Taylor, begynder den en farefuld rejse hjem til Joe.

En moderne variation over Lassie-filmen er af den svenske instruktør Lasse Hallström, der i Hollywood har udviklet sig til at være Nordens store tudefilmsmester.

I »Hachiko – en ven for livet« (2009) spiller Richard Gere universitetsprofessoren Parker Wilson, der adopterer en hjemløs hund. Den kalder han Hachiko, og hver morgen følger den ham til toget. Ved slutningen af arbejdsdagen vender Hachiko tilbage til stationen og venter på sin herre, men en frygtelig aften er professoren pludselig ikke med toget. De næste mange år møder Hachiko forgæves ved stationen for at hente sin herre, og først da et langt, og, må man formode, sorgfuldt hundeliv er ved at være forbi, dukker dens herre atter op. Gensynsglæden er lige så stor som i »Lassie«, men desværre viser det sig, at mødet sker i Hachikos fantasi, for i virkeligheden har professoren været død i alle årene.

Ligesom i »Pigen med svovlstikkerne« var genforeningen Hachikos syn blot en sidste ønskedrøm, og til slut ligger Hachiko selv død i sneen foran stationen. Selv Buddha ville have brudt sammen over Hachikos endeligt.