Må 2018 blive året, hvor du tør noget mere

Der er tre dage tilbage af 2017, og aviserne har bragt deres lister over årets bedste og vigtigste. Højdepunkter og lavpunkter. Skidt og kanel. Jeg har også tænkt over, hvad der gjorde 2017 til noget særligt, og med på listen er efterårets tur til Lemvig, hvor jeg besøgte en veninde.

Et halvt år tidligere havde hun siddet med hvilepuls i bløde bukser og set »Far, mor og Børn« på DR1 og tænkt; »Det ville jeg også gerne have gjort. Jeg ville også have haft et hus på landet«. Og så lagde hun mærke det til: I en alder af 40 år havde hun omtalt sine drømme som noget, der lå bag hende. Ikke foran. Dette burde skrives i nutid. Så Sofie solgte huset i Kokkedal, tog børnene ud af skolen og flyttede til Lemvig.

Ikke til et sikkert parcelhus men til en bondegård med Bobcat og traktor og staldbygning og mudderhul. Og 23 gigantiske svin, der skreg som sindssyge børn, da vi gik ind i laden. Jeg fik et chok, men Sofie var glad. Hun var i gang med at indfri sin drøm.

Jeg var vild med det. Vennekredsen bugner med folk, der tager til Berlin eller London, men ikke en eneste er tidligere draget mod vest og væk fra byen. At sige alting op for at købe en bondegård, når man er enlig mor og den praktiske erfaring begrænser sig til et grundkursus i kaninpleje, er vildt. Det er det, man kalder et sats. Derfor var Sofie den mest modige person, jeg mødte i 2017.

Alt kunne gå galt med den bondegårdsdrøm, men hvad kunne i virkeligheden går galt, når man tænker efter? Det kunne koste penge, og det kunne skuffe. Men mon ikke glæden ved at gøre det, ville opveje det hele?

Vi taler hele tiden om at gøre vilde ting og udfordre os selv, men når det kommer til stykket, bliver eksperimenterne ofte ved det ufarlige. En ny farve i stuen. Et jobskifte til noget, der ligner det gamle. En gentagelse af de gamle mønstre.

Da jeg skrev Sofie på listen over årets gode ting, lovede jeg mig selv at beholde modet til at turde. Der er godt nok ingen vilde steder, jeg gerne vil flytte hen i 2108, og jeg har ingen konkrete fantasier, der skal udleves. Men mit nytårsfortsæt vil være at holde døren åben for alle de små ting, der kan få mig til at prøve nyt.

Jeg har også begået mine fejl, satset på de forkerte og stolet på de utroværdige. Jeg ved, hvor ondt det gør, når drømmene pakkes ned i en flyttekasse og man lukker kapitler, før de for alvor føltes færdige. Men jeg vil nødigt begynde at holde mig til det sikre, det fornuftige job eller den kedelig rute. Jeg vil hellere beholde modet til at satse og begå fejl.

Og derfor er dette mit nytårsfortsæt: At beholde evnen til at blive begejstret uden forbehold. At turde stille spørgsmål til alting og blive klogere. At tage chancer - og at blive forelsket.  Det er måske ikke sådan, man bliver rig og velnæret, men jeg tror, at det er sådan, man holder sig levende. Og fordi jeg har det sådan, tror jeg også, at 2018 bliver helt fantastisk. Rigtig godt nytår.