Lystspilfabrik med Dirch Passer ved samlebåndet

John Olsen gik fra ASA Film og skabte Saga Studio, der blev en velfungerende lystspilsfabrik. Dirch Passer var den største stjerne – og hans manager, Sven Borre, skubbede på for at få procenter.

Makkerparret Dirch Passer og Ove Sprogøe gav den som den store dorske og den lille kvikke, og det blev en vanvittig stor succes. Her i »Styrmand Karlsen« med Jean Darville. Fold sammen
Læs mere
Foto: Willy Henriksen

Da én af ASA-Films stiftere, John Olsen, gik fra selskabet, havde han fået en såkaldt produktionsbevilling, fordi han var ved at realisere biografprojektet Saga Bio i Vestergade i København. Biografen åbnede i 1941 med 1.513 pladser og blev med en ny balkon i 1956 Nordeuropas største med 2.074 pladser, hvilket er næsten dobbelt så meget som Imperial-biografen i dag.

Filmmanden havde derfor en forpligtelse til at producere mindst én film om året, og det blev i Saga Studio, som Olsen etablerede i en villa på Annettevej i Charlottenlund. Denne gang stiftede han filmselskab alene, så han ikke risikerede at rage uklar med andre. På det tidspunkt var der brug for danske film i biograferne, da de amerikanske film ikke kom til landet på grund af Anden Verdenskrig. På den baggrund fik Olsen en flyvende start.

Først og fremmest købmand

Paw Kåre Pedersen, der før har skrevet to grundige bøger om ASAs direktør, Lau Lauritzen, er i gang med forarbejdet til en biografi om John Olsen. Han beskriver direktøren således:

»I de tidlige år på Saga Studio famlede han sig frem og kopierede ofte udenlandske film, men efterhånden fik John Olsen fod på selv at skrive manuskripter. Han var en filmkøbmand med en utrolig sans for, hvad folk ville have, og han kunne ud fra det ryste den ene filmsucces efter den anden ud af ærmet. At han tog så aktiv en del i den skabende proces bag filmene, adskiller ham fra mange af tidens andre filmproducenter. Han gjorde det dog ikke alene. Vigtige brikker var forfatteren Paul Sarauw, der ofte skrev de vittige replikker, og faste instruktører som Poul Bang og Annelise Reenberg,« siger Paw Kåre Pedersen og fortsætter:

»På Saga Studio kaldte de ham »Far John«, og det viser, at personalet holdt meget af ham. Han gav altid varm chokolade, når der var noget at fejre på Saga, men han var frem for alt filmkøbmanden, der på næsten enhver måde forsøgte at fremme sin forretning. Der er også noget, som tyder på, at han havde det bedst med at bestemme det hele selv. Ved siden af filmstudiet drev han biograf og uofficielt også filmudlejningsselskabet Teatrenes Films-Kontor. Som biograf­ejer måtte han nemlig ifølge lovgivningen ikke have med filmudlejning at gøre. Af og til tabte han penge på filmproduktionen, men udlejningen og premierebiografen kunne opveje tabet og mere til. Når han så kunne skabe et rigtigt tilløbsstykke af en film, var der altså for alvor gang i forretningen. Hans produktionsbevilling forpligtede ham dog også til at producere mere lødige film, som han ofte tabte penge på«.

Tidligere havde John Olsen haft patent på at tekste film herhjemme, og han havde en overgang haft de danske distributionsrettigheder på film fra Warner Brothers og selskabet First National. Man siger, at han skrev manuskripterne til mange af selskabets film for at spare udgifterne til en rigtig manuskriptforfatter. Olsen havde et økonomisk øje på hver en finger.

Ternet dug og brun sovs

John Olsen var glad, når der fulgte en Bodil-hæder med en film, som for eksempel besættelsesdramaet »Der kom en dag« (1955), og plakaterne fra de lødige film hang i forkontoret. Men helt inde på hans kontor, tættest på hjertet, hang plakaterne fra de største kommercielle succeser, film som »Den gamle mølle paa Mols« (1953), der var udført i stil med de Morten Korch-filmatiseringer, som konkurrenten ASA havde gigantisk succes med.

Saga Studio var langt mindre end de andre danske filmstudier, og det gav en hyggelig stemning, der blev næret af villaomgivelserne. Mellem scenerne kunne Dirch Passer, Ove Sprogøe, og hvem der ellers var med, spille fodbold i haven og hurtigt nå at komme ind på settet igen, inden næste indstilling var klar.

I 1959 døde John Olsen efter en hjerneblødning, og hans søn Flemming John Olsen, der var jurauddannet, overtog ledelsen af Saga Studio. I nekrologen i dagbladet Politiken stod der: »Der var noget ærligt og oprindeligt over denne filmmand i al hans primitivitet. Derfor kunne man li’ ham. Man vil savne hans store hjertelige skikkelse«.

Anders Refn arbejdede som instruktør og ung mand i den danske filmverden fra 1965. Han fortæller:

»Hos Saga Studio gik det for sig med ternede duge og brun sovs til maden. Man skulle hygge sig, og kantinedamen blev kaldt for »mor«. Var man Saga-mand, så var man det med hud og hår. Det var enten eller. Nærmest som i den sort-hvide handling i de folkekomedier, man lavede. Som ung mand syntes man jo, at omgangsformen, hvor man bukkede og skrabede for direktøren og sagde »De« til selv yngre skuespillere som Ghita Nørby, var helt håbløs. Og så spinkede og sparede man på det hele. Skuespillerne spillede på en måde, som jeg vil kalde »med røv og albuer forrest«, som de gjorde på teatret. Det var et adelsmærke, hvis man kunne lave en one take, altså lykkedes med en scene i første forsøg, og dem var der mange af. Skuespillerne blev sjældent instrueret, og der blev slet ikke eksperimenteret.«

Dirch Passer var stjernen

Det var idérige Ib Schønberg, der kom på, at man kunne gøre et makkerpar ud af Dirch Passer og Ove Sprogøe som den store dorske og den lille kvikke, og det blev en vanvittig stor succes. Først i »Ved Kongelunden« i 1953 og senere i syv andre film. Allerede i løbet af de tidlige 1960ere købte den tidligere Ekstra Bladet-journalist Sven Borre sammen med Dirch Passer 49 procent af aktierne i Saga Film Studio for 150.000 kr.

Fra 1968 blev Sven Borre også Passers manager. Det var godt for skuespillerens umiddelbare økonomi, for han skyldte på det tidspunkt skattevæsenet 886.000 kr., hvilket svarer til syv mio. kr. i nutidspenge. Senere fik Borre ry for at presse Dirch Passer for hårdt – som en oberst Tom Parker, der kørte Elvis Presley på den måde, at man sagde ja til de film, hvor man fik en mio. dollar på forhånd – uden hensyn til indholdet.

Anders Refn beskriver Borre som »en benhård forhandler« og som en del af et old boys-network i film og teater med Aage Stentoft og andre, »der opererede som i en frimurerloge«. Instruktør Jens Ravn, der også har arbejdet sammen med Sven Borre, går skridtet videre: »Borre var højt begavet, meget charmerende, men også en særdeles snedig forretningsmand. Borre var ikke en mand, jeg kunne tænke mig at have noget økonomisk i klemme hos. Han er blevet anklaget for at malke Dirch Passer for hårdt, men det tror jeg ikke helt på, for han var jo ikke hverken dum eller primitiv.«

Hvor meget Sven Borre har været redningsmand eller plageånd for Dirch Passer, er således et åbent spørgsmål. Både Passers mor og datter har udtalt sig negativt om Sven Borres indflydelse på Passer, og Lise Nørgaard har kaldt Borre for »Passers onde ånd«. Det er i hvert tilfælde uomtvisteligt, at Borre ikke bekymrede sig om Dirch Passers kunstneriske eftermæle.

Stor øgle blev endnu større fiasko

De største succeser hos Saga Studio – film som »Fra den gamle købmandsgaard« (1951) med tre mio. solgte billetter, »Frøken Nitouche« (1963) med mere end to mio. solgte billetter og »Min søsters børn«-serien kunne i sidste ende ikke redde Saga Studios. Efterhånden som TV vandt indpas i Danmark, blev der solgt færre biografbilletter. Af rationaliseringsgrunde flyttede Saga Studio i 1965 ud til Palladium efter lukning af egne studier. I 1970 blev Borre indsat som direktør på Saga, der ophørte med at producere film i 1974. Senere brugte Sven Borre sin gode næse for forretning ved at sælge videorettighederne til Saga Studios film dyrt. Han boede i Sydfrankrig og London i pensionistdagene og døde i 2002.

Længe før var der dog én film, der alene var ved at tvinge Saga Studio i knæ. En dag i 1961 henvendte en amerikansk filmmand ved navn Sidney W. Pink sig til Flemming John Olsen, der senere til Ekstra Bladet forklarede, hvad der skete:

»Der kom en amerikaner og ville ha’ os med i en co-produktion. Han mente, vi havde erfaring, og påstod, han selv havde penge. Da vi var færdige, ejede vi i hvert fald masser af erfaring, men ikke en skilling.«

Filmen, »Reptilicus«, handler om en forhistorisk øgle, der raserer København. Filmen blev indspillet i både en dansk og engelsk udgave, men effekterne er hjælpeløse, og der er nok ingen kliché i science-fiction-film-verdenen, der er set mere fladtrådt andre steder.

Ifølge Saga Studio var det den film fra selskabet, der blev set af færrest mennesker. I resten af selskabets levetid kostede det fem øl i kantinen at sige titlen højt i filmstudierne i Charlottenlund.

Dette er den fjerde artikel i serien om dansk filmhistorie. 8. juli handlede det om Nordisk Film, 10. juli om Palladium, 11. juli om ASA og i dag om Saga Studio. Serien fortsætter 13. juli.

 

Er bragt: Nordisk Film, Palladium og ASA Film.

I dag: Saga Studio.

I morgen: Zentropa.