Lysten til at skubbe til en nationalscene

Nytårsaften forlader Mads Øvlisen sin faste plads på balkonen i Det Kgl. Teater efter otte år som aktiv bestyrelsesformand med en blanding af pligt og lyst til at skubbe til nationalscenen.

Nytårsaften bliver en vemodig stund for Mads Øvlisen, når han rejser sig fra sin faste plads på balkonen i Det Kgl. Teater med blanke blå øjne. For teatret gør ham så bevæget, og han og konen Lise har siddet på de samme pladser tre aftener hver uge i de samfulde otte år, hvor han har været bestyrelsesformand for nationalscenen.

»Det hører jo med til ansvaret. Og det har været en kær pligt,« siger Mads Øvlisen.

Det gælder også arbejdet i kulissen, hvor han har været med til at hive i snoretrækket og sikret Det Kgl. Teater en fysisk oprustning som ingen anden nationalscene i verden på bare syv år med:

Et nyt skuespilhus, som er blevet skamrost før gallaåbningen til februar.

Nordens største opera- og ballethus.

Europas mest moderne kulissefabrik.

Mads Øvlisen blev udnævnt i 1999 for at skabe ro på en nationalscene, hvor der var ledelseskrise og åben kamp mellem operaen, skuespillet og balletten om at få et nyt hus.

Han turde ikke love, at hans entré kom til at gå stille af. Han betingede sig tvært imod, at han – om nødvendigt – kunne udstede røde kort til ledelsen.

»Jeg havde sagt, at der godt kunne blive lidt larm, før der blev ro om teatret,« lyder Mads Øvlisens diplomatiske udlægning: »For teatret befandt sig i en syreregn, og stemningen var ikke rar. Det var vel også derfor, at jeg blev bedt om at komme fra en virksomhed, hvis omdømme man måske kunne bruge lidt. Men jeg mødte en teaterchef og en samlet chefgruppe, som var meget modtagelige over for ideen om at gøre tingene lidt anderledes,« siger Mads Øvlisen.

Det er ikke gået helt stille af, fordi der har været knas i både balletten og i skuespillet efter et par problematiske chef-udnævnelser.

Men selve ledelseskrisen forsvandt næsten som dug for solen.

Er der to, der har stået sammen i dansk teater i de senere år, så er det den noble diplomat Mads Øvlisen og den lidenskabelige strateg til teaterchef, Michael Christiansen.

»Vi har med en meget forskellig baggrund og vel også forskellig facon haft en fælles drøm om, at det her teater skulle være det ypperste,« siger Mads Øvlisen.

Og det har givet bonus.

Der er investeret for over tre milliarder kroner i nye mursten og glas, som også betyder, at Mads Øvlisen forlader en nationalscene, hvor de tre kunstarter for første gang i historien skal stå på egne ben i hver sit mere eller mindre isolerede hus under en fælles, overordnet ledelse.

»Og det bliver da en udfordring,« erkender han over en kop kaffe i plastic­krus på teatret i sit diminutive kontor.

Der er ikke ekstra penge til indhold i de nye huse. Teatrets aktuelle bevilling er fastholdt uændret i regeringens udspil til ny, fire-årig aftale, og de ekstra penge, der er givet til Operaen, sluges næsten rub og stub af husets enorme klimaanlæg. Det koster en bondegård at drive den opera, bare i elektricitet, selv om personalet gør en dyd ud af at spare, så Operaens lange gange henligger i mørke.

Skuespillet trænger til et løft
Det betyder, at der ikke er råd til den udvidelse af skuespillets ensemble på 19 skuespillere, som den kommende ny skuespilchef Emmet Feigenberg drømmer højt om til et kunstnerisk løft op på operaens og ballettens niveau og skabe »en europæisk kulturbastion«, som også kan trække 30 procent flere tilskuere til det ny skuespilhus.

Hvorfor er skuespillet sakket agterud?

Mads Øvlisen slår ud med armene og holder en – for ham – sjælden, lang tænkepause: »For jeg ville ønske, at jeg kunne give et svar og vidste, hvad vi skulle gøre. Hvis der er en kunstart, der er nødvendig, så er det skuespillet, mens operaen og balletten overvejende skaber traditionelle eller nye opførelser af velkendte værker. Men der har været langt mellem snapsene, og skuespillet har ikke evnet at ryste og skabe debat i tilstrækkelig grad, selv om jeg er oprigtig glad for den aktuelle sæson.«

Er ensemblet af skuespillere for lille?

»Ja, det er det. Jeg er meget stemt for ensembletanken, og det skal have en vis størrelse med de repertoirekrav, der stilles til os om f.eks. at kunne tale på aleksandriner, så det ikke lyder som en radbrækket komedie. Men hvor gerne jeg end vil, så kan jeg ikke se, hvordan vi skal få penge til markante personaleudvidelser med den aktuelle økonomi,« siger Mads Øvlisen.

Alligevel har du ikke – i hvert fald ikke offentligt – bedt om flere penge?

»Nej. Jeg har sagt, at jeg aldrig vil komme og klynke. Vi argumenterer for vores ting, og så vil man se konsekvenserne. Jeg kan jo også se, at det er svært for kulturministeren at trænge igennem med sine ønsker for øjeblikket, hvor alt handler om kommunalreform, kvalitetsreform og sygehuse.«

Det er ikke fordi, den liberale tænketank CEPOS har ret i, at kunsten må kunne klare sig selv?

»Til det vil jeg svare med et spørgsmål: Hvilken kulturarv ville vi have haft i dag, hvis ikke der havde været mæcener som Medicierne og Guggenheimerne osv, osv. I dag har vores skattesystem hjulpet med til, at der ikke er så mange mæcener tilbage, og så må staten altså bidrage med støtte.«

Det kunne også være sponsorer?

»Ja, det er så moderne at sige. Men godmorgen! Det Kgl. Teater har et sponsorbudget på mellem 18 og 23 mio. kr., og det må ikke blive større, for så kan vi risikere, at det er sponsorerne, der bestemmer, hvad vi skal spille, og det går ikke! Og hvad billetpriserne angår, så tror jeg, at vi har ramt loftet nu.«

Betyder det et repertoire med færre eksperimenter og mere mainstream?

»Vi skal have flere i teatret, og det mål skal vi nok også nå. Men vi kan ikke leve som nationalscene, hvis repertoiret bliver en stribe af operetter som »Flagermusen« og »Den glade Enke«, for vi skal også spille de snævre, snævre forestillinger. Hvis der skrues ned for bevillinger, så må vores svar blive færre store nye produktioner og flere co-produktioner. Men jeg håber da, at det på et tidspunkt vil være muligt at vende den politiske stemning,« siger Mads Øvlisen.

Han får endnu mere brug for den optimisme i sit nye formandsjob for det statslige støtteorgan Kunstrådet, der skal fremme udviklingen af al den danske kunst, som ikke er sikret anden statsstøtte, både nationalt og internationalt.

Kunstrådets fagudvalg for litteratur, billedkunst, scenekunst og musik har med sine ca. 600 mio. kr. kun lidt over halvdelen af Det Kgl. Teaters milliard-budget. Selve Kunstrådet, som er på ti medlemmer, har en snes millioner kroner at gøre godt med.

»Den pulje er blevet kraftigt beskåret. Men vi må så bidrage, så godt vi kan, med at synliggøre kunsten og sætte kunststøtten til debat.«

Var det en ubehagelig overraskelse, at Kunstrådets midler er så begrænsede?

»Ja, det var det. Jeg skulle selvfølgelig have spurgt før, jeg sagde ja til at blive ny formand. Men jeg blev bare så glad for at få muligheden,« siger Mads Øvlisen.

Lysten til at skubbe
Hans eget bud på, hvad det er, der driver det adrætte, gennemkultiverede renæssancemenneske på 67 år til at blive ved og ved med at ville gøre en forskel humanitært, socialt og kulturelt er: »Vel en følelse af pligt på den ene side og en meget stor lyst til at skubbe og gøre noget meningsfyldt. Det er måske begrænset, hvor meget man kan skubbe til en nationalscene. Men noget er der da sket,« siger Mads Øvlisen, der også er medlem af FN Global Compact Board og af bestyrelsen for kunstparken Wanås, som er Sveriges svar på Louisiana Museet.

Han var allerede i spil som Det Kgl. Teaters første bestyrelsesformand i 1991, hvor valget endte med at falde på Tivoli-direktør Niels-Jørgen Kaiser.

»Jeg var med til at strikke hele lovforslaget sammen om at nedsætte en bestyrelse for teatret og omdanne det til en koncern med selvstændige kunstneriske chefer. Det ville også have været fantastisk for mig at få en aktie i teatret allerede den gang. Men Novo havde netop fusioneret med Nordisk, og så var Niels-Jørgen Kaiser med sin baggrund fra Danmarks Radio og Tivoli det åbenlyst rigtige valg. Men jeg blev rigtig, rigtig glad, da man så kontaktede mig igen i 1999.«

Den gang var du – lige som teaterchefen – fortaler for, at kunstarterne skulle forblive samlet, og at det var skuespillet, der skulle have et nyt hus. Hvad sagde du, da A.P. Møllers Fond kom og ville forære et operahus i stedet?

»Tak. For det var en fantastisk gestus, og byggeriet har givet operaen et gevaldigt løft, men er dyrt at drive for os og har en isoleret beliggenhed. Vi kan mærke, at nyhedens interesse er slidt af, og at folk ikke længere gider bruge en time på at finde en parkeringsplads. Det er et fremskridt, at vi i det mindste nu får en bro. Men det er ret enestående, at man i Københavns Kommune ikke vil have en samlet løsning med en bro og et p-hus til 650 mio. kr. forærende på Kvæsthusmolen.«

Ligger skuespilhuset også for isoleret?

»Ikke med den gangbro, som arkitekterne har skabt rundt om huset, så det næsten er kommet til at hænge sammen med Nyhavn. Med de krav, som publikum stiller i dag, så må vi nok også erkende, at vi ikke på lang sigt kunne have holdt kunstarterne sammen på Kgs. Nytorv.«

Alligevel er du stadig fortaler for, at de nu fysisk adskilte kunstarter skal fremstå som ét kongeligt teater?

»Ja, for det er det, som de kunstneriske chefer ønsker. De vil også spille på hinandens scener, og det vil give en dynamik og en sammenhæng over for publikum. Nu er det ikke mere bygningerne, der binder nationalscenen sammen, men en fælles opfattelse af, hvad vi kan og vil.«

Tror du ikke at cheferne får travlt med at skabe en identitet i hver sit hus?

»Måske. Men der ligger også et gensidigt forsikringsprincip, som taler imod en opsplitning. Hvis det går mindre godt for en kunstart, så går det forhåbentlig godt for en anden.«

Og hvad skal vi så med en nationalscene?

»Det skal være nationens festplads. Når man har siddet her et par timer og slukket for kontakten til omverdenen, så skal man opleve, at tilværelsen pludselig ser anderledes ud. Måske varer den følelse kun i nogle få øjeblikke. Men det må være det, der er vores opgave: At publikum holder op med at tænke vanemæssigt og ser nogle samfundsproblemer i et nyt lys, som man kan glæde sig over eller blive foruroliget over. Vi skal, banalt sagt, gøre en forskel.«