Lysmageren

»Alt lys skaber en forventning i dig. At sige farvel i aftenlys betyder noget andet end en afsked i høj sol,« forklarer Jesper Kongshaug, der har viet sin karriere til det flygtigste af alle elementer. Nu er lysdesigneren aktuel med musicalen »Lyset over Skagen«.

Lys er stemning, og i »Lyset over Skagen« er der leget med lyset og den specielle tone det får ved de nordvendte kyster . Foto: Laura Stamer Fold sammen
Læs mere

Når Anna Ancher går tur på stranden i musicalen »Lyset over Skagen«, er det på en blinkende blå baggrund.

Her og der skimtes et lysglimt. Måske en bølge. Det virker, som om bagtæppet er levende.

I virkeligheden kommer effekten fra 200 lamper, en stor skærm og lysdesigner Jesper Kongshaugs hjerne.

Som forestillingens scenograf har han valgt at klæde scenen af i stedet for at dække den til. Magien ligger alene i det gigantiske bagtæppe, der lyser mørkeblåt og gråt.

Vi fornemmer, at det er aften.

»I virkeligheden skal scenografien bare få os til at tro på, at handlingen foregår i Skagen. Det er himlen, der er det vigtigste i denne forestilling. Det er her, vi fornemmer stemningen«, forklarer lysdesigner Jesper Kongshaug, der både har lavet forestillingens scenografi og lys.

Hierarkiet er tydeligt. Det er lamperne, som bestemmer, hvor publikum har sin opmærksomhed.

Lyset viser, hvor vi er. Jesper Kongshaug sammenligner teknikken med klipningen i en film. Begge dele handler om at skabe sammenhæng og få tingene til at glide.

»Fra den store scene kan lyset skifte, sådan at vi zoomer ind på skuespillerens ansigt. Hvis det gøres rigtigt, ryger publikum med. Helt ude fra den store handling og ind i stemningen. Når skuespillerinden kigger op i lyset, så kigger vi ind i hende. Fra at være i et konkret rum, bliver vi sat ind i et mentalt rum,« forklarer den danske lysdesigner.

Lysets nuancer
Lys bliver en stadig større del af dansk og internationalt teater.

I dag underviser de danske teaterskoler i lyssætning som et selvstændigt element. Det Kongelige Teater ansætter lysdesignere til samtlige forestillinger.

Lyset er blevet en kunstart. En metode som kan vise psykologiske dybder i et drama. Det er et element, der nævnes i anmeldelser, og som tages alvorligt i branchen. Med god grund, hvis man spørger Jesper Kongshaug.

»En levende lyssætning kan give nyt liv til en gammel klassiker. Det kan vise dybereliggende motiver. Det har teaterbranchen indset, og derfor er der kommet en meget større kvalitet i samarbejdet mellem lysdesignere og instruktører,« forklarer Kongshaug, der for alvor begyndte at lege med teaterdramatik i 1999.

Det var dengang, forestillingen »Operation Orfeo« brugte 12 malerier som udgangspunkt for 12 stemninger, der blev sat i scene af HotelProForma.

Siden har Jesper Kongshaug lyssat operaen »Nibelungens Ring«, gjort Betty Nansens »Hedda Gabler« til et sugende underbevidsthedsdrama og givet stemning til Det Kongelige Teaters friluftsforestilling »Thor«.

Han har arbejdet med Højbro Plads i København, det nye skuespilhus og en bar i Kastrup Lufthavn.

At være med i »Lyset over Skagen« beskriver han som »en helt oplagt idé«.

»Det var også lyset, der bandt kunstnerne sammen på Skagen. Her fandt de denne særlige tone, dette bløde lys, der er så karakteristisk for vores nordvendte kyster. De fandt ud af, at de kunne bruge det i deres teknik. Det inspirerede dem og gav dem nogle virkemidler,« siger Jesper Kongshaug, der gik på kraftig research i skagensmalernes værker, inden han byggende den endelige model til »Lyset over Skagen«.

»Stort set alle skagensmalerier har en lav vinkel i lyset, som tegner en almindelig hverdag heroppe. Kunstnerne var lige så optaget af dette lys, som vi danskere er det i dag. Hvor de sydlige lande bruger markiser og skodder til at skærme sig mod den skarpe sol, er meget af vores arkitektur henvendt til lyset. Vi bygger lavt, så vi får åbne rum mod himlen. Vi laver kaffekander og tøj, der har farver fra solen,« siger Jesper Kongshaug.

Smagen af rødvin
Mens han taler, glider skuespillerinden Maria Lucia over scenen. Himlen bag hende skifter fra mørkeblå til stille rosa. Hun holder en hvid paraply mellem hænderne.

Jesper Kongshaug smiler ved sig selv. Han ved godt, at det er svært at sætte ord på lys. At det er lidt ligesom at beskrive smagen af særlig god rødvin eller duften fra en skinke.

»At lave lys er et samarbejde mellem højre og venstre hjernehalvdel. Det er et spørgsmål om, at tingene skal fungere, men også om at skabe magi. Jeg lever af at beskrive denne flygtighed give den robusthed, sådan at det er det samme mentale rum, du træder ind i hver gang, du ser stykket«, forklarer han.

En af de ting, der skal fungere på»Lyset over Skagen« er sammenblandingen af stykkets kærlighedshistorie og præsentationen af en række malerier fra den danske kulturskat.

Jesper Kongshaug har løst problemet ved at gøre bagtæppet til et lærred.

Lyset er sat, så det passer lige præcis med skuespillernes placering på scenen. Pludselig står det hele sådan, at optrinet præcist mimer kompositionen i billedet »Hip, hip hurra«. En anden gang ses maleriet »Sommeraften på Skagens Sønderstrand« gå over scenen.

Jesper Kongshaug ville for alt i verden undgå et kørende diasshow på bagtæppet. Han virrer med hovedet.

»Jeg er altid forbeholden over for at blive banal,« fortæller han.

»Ligeså vel som opera kan blive for alvorligt, kan musicals ofte blive for pyntede. Vi forveksler det med skønhed. Men det er vigtigt, at et teaterunivers ikke bliver rykket så langt væk, at folk ikke længere tror på det, de ser. Hvis man interesserer sig for det, man ser, så hører man også bedre efter. Hvis man ikke tror på det, man ser, så tror man heller ikke på det, man hører,« siger Jesper Kongshaug.

»Prøv at tænke over det. Der er en eller anden forventning i dig om, at særlige begivenheder hænger sammen med nogle specifikke lysforhold. En afsked i aftenlys er anderledes end et farvel om morgenen, eller når solen står højt på himlen. Når den forventning bliver afkræftet eller bekræftet på scenen, så bliver det interessant at se på.«

Pludselig rejser han sig og løber ud på altanen.

»Kom her,« siger han, og måler solens placering med missende øjne.

»Prøv at se, hvordan lyset falder på din hånd,« siger han og griber fat i min arm.

Han fortsætter:

»Lyset lægger sig over din pande. Det får skæret i dine øjne til at se anderledes ud.« Jesper Konghaug holder øjenkontakten.

»Det er meget romantisk,« siger han så. Og griner:

»Sådan er lys. Det er stemning. Det er det eneste, der er værd at sige«.