Lysende spor

Pædagogisk anlagt udstilling på Kunstmuseet Køge Skitsesamling fortæller om viera collaros arbejde med lyset og giver eksempler på nogle af hendes senere udsmykninger.

Undertiden er det så lidt, der skal til. Også når det gælder kunst i det offentlige rum.

Det bliver man mindet om, når man ser Kunstmuseet Køge Skitsesamlings udstilling om nogle af Viera Collaros udsmykninger af byggerier.

Viera Collaro (født 1946) beskæftiger sig fortrinsvis med lys, og kunstneren beskriver sig selv som en maler, der arbejder med lys. Det gør de fleste malere, kunne man indvende, men det mest karakteristiske ved hendes arbejder gennem snart mange år er imidlertid, at hun arbejder med elektrisk lys og det i store flader og lange baner og undertiden bøjelige former. Hun er med værkernes ofte geometriske og objektformede karakter beslægtet med minimalisterne og på anden vis med de store amerikanske lyskunstnere, men har formået at udvikle en særegen følsomhed.

Udstillingen rummer eksempler på hendes egentlige billeder-på-væg-arbejder, men ikke unaturligt er vægten, som antydet, lagt på værkerne til det offentlige rum gennem en håndfuld eksempler. Blandt dem nogle så markante og vellykkede udsmykninger som på og i en af bygningerne på Landbohøjskolen på Frederiksberg, en laboratoriebygning på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, på Aarhus Universitet og senest Bikuben-kollegiet på Amager.

I sidstnævnte har Collaro løst opgaven noget anderledes end i de andre eksempler. Hun har nemlig bøjet i neon for os nogle begreber, der er mangelvarer - alle vegne. Ord som »Respekt« og »Tolerance«. Spørgsmålet er, hvor lang tid, ordene skal stå og blinke i kollegiets indgangsparti, før de bliver til ren form?

Ren form er det, der er styrken ved mange andre af Viera Collaros lysværker. I de arbejder har hun placeret forskellige flader på ydermure, i indgangspartier og i gangarealer, men hun har gjort det med en afdæmpet og blød strenghed, der gør oplevelsen til alt andet end kulørte lamper i forbifarten. Navnlig i de arbejder, hun har udført til ydermure, kan man glæde sig over de fine klange, der opstår i takt med lysets døgnrytme, og måske aller smukkest er Viera Collaros lysværker i tiden, hvor lyset svinder, og mørket får magt. I dagtimerne kan de douche farver næsten forsvinde, om natten står de klare som signaler, men i den blå time kommer deres gennemarbejdede og omhyggeligt kalkulerede farver måske mest til deres ret. Eller er måske blot mest poetiske eller mest indlysende smukke.

Udstillingen i Skitsesamlingen fortæller om udsmykningerne og især om deres forudsætninger. Mere af praktisk og mindre af filosofisk karakter. Den er pædagogisk tilrettelagt, og den peger på en vigtig del af en kunstners arbejde på en måde, så man får lyst til at gå ud og se værkerne lyse i virkeligheden.