Den allermest funklende af alle menneskelige følelser kommer nu på museum. Fra et endnu ikke fastlagt tidspunkt i maj åbner dørene til Danmarks første lykkemuseum, der kommer til at ligge i Admiralgade 19 i Indre By i København.

»Det bliver et lille museum, der ikke er bange for de store spørgsmål i livet,« siger Meik Wiking, der ud over at være initiativtager til Lykkemuseet er direktør for Institut for Lykkeforskning og forfatter til bøgerne »Den lille bog om lykke« og »Den lille bog om hygge«.