»Der er en bevægelse i spiralens figur. Den udvider sig, men den bliver også mere inderlig. Alting slynger sig om sit eget ophav. Vi bevæger os rundt om det sted, vi kommer fra, men vi vokser også, og vi kommer lidt længere ud. Blomster dør, og nye blomster vokser ud af dem. Verden bliver i den forstand yngre og yngre.«

Filminstruktøren Daniel Dencik smiler lidt ad sine egne ord. Vi taler om de tilbagevendende visuelle motiver i hans nye film, »Guldkysten«, og deres sammenhæng med hovedkarakteren Wulff Frederik Wulffs indre verden.

»Guldkysten« foregår i 1836 på det danske kystfort Christiansborg i det nuværende Ghana. Slaveriet er afskaffet ved en kongelig forordning, men fortets ledelse har stadig sin egen illegale eksport af mennesker. »Guldkysten« er dog ingen almindelig historiefortælling. Den er mere »Dommedag nu« end »Peter von Scholten«, og Daniel Dencik har, med inspiration fra fraktalgeometrien, ladet filmen vokse i sine egne slyngede retninger.

Der er lange ordløse sekvenser, hvor skuespilleren Jakob Oftebro, udmagret og beskidt, er filmens spinkle røde tråd sammen med kameramanden Martin Munchs blide blik på den bugnende afrikanske fauna, konkylier og den bugtende flod ind i mørkets hjerte.

Daniel Dencik taler selv med en hypnotiserende stemme, der ligesom afsøger luften foran ham efter de ord, der kan forklare hans vision. Det er ikke så nemt, fordi en pointe med filmen netop er, at der skal være passager, der har at gøre med den mening eller følelse, der ikke kan udtrykkes med ord.

»Filmen beskæftiger sig med de steder, hvor ordene slipper op. Der er ganske få øjeblikke i ens liv, hvor man føler, at man forstår det hele, og man forstår sin egen plads i det hele. Wulff er i modsætning til andre en person, der er i stand til at lade sig gribe af den følelse og forblive grebet af den følelse, og »Guldkysten« forsøger at opholde sig i den følelse,« siger Daniel Dencik.

Han fortæller om at sidde som ung mand på en båd i Grækenland og tænke, at der har været millioner af mennesker før ham, og der vil komme millioner af mennesker efter ham. Det er en grådlabil følelse af livsintensitet, siger instruktøren. »Lykkeligt nær ved at græde«, som digteren Morten Nielsen skrev.

»Hvor man føler at alt er skabt af kærlighed, og hvor man føler, at lige nu ville det være okay at forsvinde,« siger Daniel Dencik.

Sindssyg og selvoptaget

Følelsen er lige så uforglemmelig som den er kortvarig, og han har kun følt den i længere perioder, når han som yngre var på ecstasy til store techno-raves. Sammen med hundreder af dansende blev han del af et fællesskab, der forstod hinanden uden brug af ord, og som oplevede verden som mere og mere »ny«, efterhånden som deres trip tog til.

»Jeg vil aldrig anbefale det til andre, men jeg har taget mange stoffer. Jeg kan kun sige, at det har beriget mit liv, og alt andet lige har det gjort mig til den, jeg er i dag. Jen kan bruge de oplevelser, når jeg laver film,« siger Daniel Dencik.

En af de vanskeligste opgaver for en filmselskaber er at se filmen med andres øjne, og den opgave bliver stedse vanskeligere under klipningen, hvor skaberen bliver suget længere og længere ind i sit eget univers. Daniel Dencik anslår, at han til dato har set »Guldkysten« 400 gange under dens gradvise tilblivelsesproces, der i perioder gjorde ham både »sindssyg og selvoptaget«.

»I klippefasen er det vigtigt at kunne se filmen »for første gang«, hver gang man ser den. Nogen kan løse det ved at have et andet menneske i klipperummet. Nogen skal drikke en øl. Jeg kan måske tænke tilbage på, hvordan det var at være ude af mig selv,« siger Daniel Dencik.

At lave film med udgangspunkt i danmarkshistorien er som at tigge om ballade. Ofte vil faghistorikere påpege faktuelle fejl og omskrivninger, hvilket sidste år kom til at ramme Ole Bornedals TV-serie »1864« som et aldrig hvilende bombardement. Daniel Dencik siger, at han har holdt sig inden for den ramme, som tiden sætter, men at han ikke har følt sig forpligtet til at levere en historielektion.

Filmen bygger delvist på den historiske Wulffs breve til Danmark, men filmens karakter er sammensat at to forskellige danskere, der boede i den danske koloni. Den ene var embedsmanden Wulff Joseph Wulff, den anden var kirurgen og slaverimodstanderen Paul Isert, der et halvt århundrede tidligere forsøgte at etablere kaffeplantager ved Fort Christiansborg.

»Film er for så vidt en enfoldig kunstart, og derfor er det netop nødvendigt at fjerne facts fra historien for at give plads til de nuancer, man vil have med. Den historiske Wulff kom eksempelvis ud af en jødisk familie, hvilket givetvis har bidraget til hans følelse af at være outsider. Men jeg ønsker at fortælle en mere universel historie og undlod derfor at gøre spørgsmålet om hans ophav til en del af filmens fortælling,« siger Daniel Dencik.

Selv om at han erkender, at kvaliteten af faghistorikeres arbejde beror på præcision, anser han sin egen opgave for en anden. Han har eksempelvis fået den legendariske filmkomponist Angelo Badalamenti til at levere en hypermoderne, elektronisk lydside til filmen, og han har indflettet den kvindelige karakter Caroline, som er bevidst anakronistisk, i og med at hun har fået en taletid i filmen, som ingen datidige kvinder ville have fået lov til i datidens virkelighed.

»Jeg kan ikke kun interessere mig for fortiden. Min film skal være så moderne som overhovedet muligt. Den skal først og fremmest tale til nutiden. Andet kan jeg ikke tillade mig over for publikum. Filmen skal save sin egen gren over. Den skal opfinde noget og så afskaffe det igen. Den skal være en drøm, men en drøm er jo ikke mindre sand end et andet lag af virkeligheden. Den opererer bare på et andet niveau,« siger Daniel Dencik.

Filmen som skov

Daniel Dencik, der også er forfatter, springer fra metafor til metafor, når han skal beskrive sit arbejde som filminstruktør, og han sammenligner blandt andet filmen med »en skov«. Dens enkelte træer har deres eget liv og vokser i retninger, han ikke selv ønsker at være herre over.

»Filmen er darwinistisk i forhold til sine omgivelser. Den suger det, den kan bruge, til sig, og frastøder andet, den ikke kan bruge. Der skal jeg som instruktør turde slippe den,« siger Daniel Dencik.

Den metode er helt afgørende i forhold til filmens skuespillere og statister. Danica Curcic, der spiller førnævnte Caroline, gjorde rollen til sit personlige projekt og bidrog med mange ideer, såsom at spille og synge salmen »Op al den ting«. Sammensætningen af de smukke toner på baggrund af Ghanas fugtige grønne skove er en af »Guldkysten«s mange usædvanlige oplevelser.

Optagelserne blev til under et to måneder langt ophold i Ghana, og Daniel Dencik reviderede flere gange filmens forhold til de afrikanske medvirkende, hvilket i sidste ende resulterede i, at han slap kontrollen med deres input til filmen.

»Jeg frygtede mest af alt at komme ned og gentage de gamle koloniherrers forhold til afrikanerne. Men fordi vi ikke havde en eksakt produktionsplan, var jeg i stand til at lade tingene udvikle sig, som de gjorde, uden at eksempelvis statisterne behøvede at få at vide, hvad de skulle gøre. Der er statister, der kigger ind i kameraet, og det er helt fint. Det giver en slags pinlighed, der fungerer. Under alle omstændigheder er det jo bare en konvention, at skuespillere ikke må kigge i kameraet. I scenerne med statisterne betød Jakob Oftebro også meget. Han er en stærk personlighed, der tager hånd om de scener, han er med i,« siger Daniel Dencik.

Daniel Dencik benyttede selv uortodokse metoder til at forberede sine skuespillere. Han inviterede eksempelvis diverse naturvidenskabelige forskere og andre fagfolk til at afholde »inspirationsforedrag« for de medvirkende, heriblandt en botaniker og en præst og geologen Minik Rosing, der fortalte om universets skabelse og teorien om entropi. Ved siden af det ordinære manuskript udformede Daniel Dencik et appendiks på 40 sider af løsrevne replikker og tekster, som skuespillerne frit kunne plukke fra i udformningen af deres egne karakterer. Det betød, at flere af karaktererne sagde de samme replikker under optagelserne, det er dog blevet klippet fra i den endelige version.

Blandingen af videnskab og kunst har Daniel Dencik ikke hentet ud af det blå. Han har tværtimod ladet sig inspirere af den danske Guldalders »åndfulde videnskab«, hvor man søgte væk fra rationalismens mere systematiske kortlægning af naturen og i stedet søgte at indkredse naturens samlede mening, sådan som H.C. Ørsted forsøgte i sin bog fra 1850 »Ånden i Naturen«.

»Jeg ser mange paralleller til vores nutid. Vi har været gennem 1900-tallet og er ikke længere så interesserede i, hvorvidt teknologien kan effektiviseres endnu mere. Vi har løftet blikket fra det strømlinjede og det rationelle og får nu øje på andre værdier, det inderlige og sværmeriske. Nu skal vi finde rigdommen i os selv. Vi skal turde elske igen. Og græde,« siger Daniel Dencik.

»Guldkysten« har premiere torsdag 2. juli.