90 minutter før den norske højreekstremistiske terrorist Anders Behring Breivik 22. juli 2011 detonerede den første bombe i Oslo-centrum, sendte han et såkaldt »manifest« til 1.003 mailadresser rundt omkring i verden.

Manifestet er siden blevet studeret nøje i håbet om på et tidspunkt at forstå, hvad det var for et menneske, der kunne få sig selv til sprænge en bombe midt i Oslo med otte menneskers død til følge og efterfølgende udføre den brutale massakre på øen Utøya, hvor 69 medlemmer af Arbeiderpartiets ungdomsafdeling blev skudt og dræbt.

Manifestet var fyldt med detaljer om Breiviks forberedelser op til terrorangrebet 22. juli. Om hvad han holdt af at lave, hvad han tænkte på og, måske mere overraskende, hvilken musik han lyttede til.

Det virker formentlig som en mindre detalje, men det er ikke uvæsentligt. Musikken har traditionelt haft stor betydning på højrefløjen, både som en form for rekrutteringsredskab og som socialt samlingspunkt, fortæller Rikke Peters, der forsker i højreekstremisme ved Aarhus Universitet.

»Musikken er med til at styrke det interne fællesskab i de højreradikale miljøer. Og så bliver den også en form for identitetsmarkør, som man kan identificere sig med, hvis man er tiltrukket af den subkulturelle gruppe, som knytter sig til de her musikmiljøer,« siger hun.

Højrefløjens Madonna

I sit manifest nævner Breivik blandt andre den svenske sangerinde Saga og kalder hende »verdens bedste og mest talentfulde engelsksprogede patriotiske musiker«.

Saga er blevet beskrevet som »højrefløjens Madonna« og har haft stor succes med sin kombination af nationalistiske tekster, som ofte kredser om kampen for den hvide races overlevelse, og et blødere musikalsk univers end mange af kollegerne på den højreradikale scene. Hun har blandt andet lavet en hyldestplade til det britiske nynazistiske band Skrewdriver og skrevet en sang over »Candle in the Wind« til den berygtede amerikanske nationalist og racist David Lane med titlen »Goodbye David Lane«.

Selvom Saga efterfølgende tog afstand fra Breivik og hans handlinger 22. juli, er hendes betydning som inspirationskilde for den nu fængslede højreekstremistiske terrorist ikke til at overse. Han nøjes ikke bare med at beskrive, hvordan han har hørt musikken om og om igen siden 2008, han anbefaler også andre ligesindede at gøre det samme.

Og så inkluderer han tilmed flere tekstudskrifter af sine yndlingssange med sangerinden – blandt andet af en af hendes mest populære sange »Ode to a Dying People«, som er et cover af et nummer af det canadiske white power-band RaHoWa, hvis navn er en forkortelse af »Racial Holy War«:

»It’s all over except for the crying/A whimper instead of the roar of a lion/The greatest race to ever walk the earth/Dying a slow death with insane mirth/The tomb has been prepared, our race betrayed/White man, fight the flight towards the grave/if this is the way it ends, if this is the way my race ends/If this is the way it ends, I can’t bear to witness«.

Skolegårds-CDer og YouTube-playlister

»Der er ikke noget, der tyder på, at man kan blive ekstremist blot af at høre musik med ekstreme budskaber. Men musikken kan være med til at drage de folk til, der bliver fascinerede af æstetikken eller fællesskabet i den tilhørende subkultur,« fortæller Rikke Peters.

De højreradikale bevægelser har da også siden deres opblomstring i 1980erne brugt musikken som værktøj til at få fat i potentielle nye tilhængere, siger Jacob Christiansen Senholt, der blandt andet forsker i højreradikalisme.

»Musikken har altid haft en ret stor indflydelse i højreradikale miljøer og har også flere steder været en del af en rekrutteringsstrategi. Både i Tyskland og Sverige har de for eksempel haft såkaldte »Schulhof-CDer« (»skolegårds-CDer«, red.), som var en CD med sange med højreradikale budskaber, som man så distribuerede i skolegårde, for at få fat i nye tilhængere mens de var unge og letpåvirkelige.«

I dag er CDerne udskiftet med playlister på populære mainstreamtjenester, som for eksempel YouTube. Her kan man på få klik støde på brugerskabte playlister med titler som »Neo-nazi Music«, »White nationalist music« og »Racist music«.

På Midgård Records, et svensk nationalistisk pladeselskab, mener man, at musik med nationalistiske budskaber er blevet mere populært efter internetstreaming kom til:

»Absolut! Der er mange nationalistiske pladeselskaber, der hver måned udgiver en række nye CDer. Sådan det har været i lang tid, bare her på Midgård har vi over 1.000 titler på lager. Når der er så meget musik i omløb, er det umuligt for forbrugerne at følge med, men tjenester som YouTube har givet dem bedre muligheder for at finde frem til musikken,« siger Tobias Jonsson der er chef og ejer af det nationalistiske svenske pladeselskab.

Nye toner fra højre

Den nyere højreradikale musikscene har sine rødder i skinheadkulturen, der voksede frem af den britiske arbejderklasse i 1970erne. I Norden skete der en opblomstring i white power-musikken og vikingerocken i løbet af 1980erne, som medvirkende til, at den radikale nationalisme også blev en populær politisk strømning, fortæller Benjamin Raphael Teitelbaum, der er etnograf med speciale i moderne europæisk radikalisme, leder af nordiske studier på University of Colorado og aktuel med bogen »Lions of the North: Sounds of the New Nordic Radical Nationalism«.

»Når den radikale nationalisme eksploderede i Norden omkring 1980erne og 1990erne var det ikke på grund af fremkomsten af et populært politisk parti, men på grund af opblomstringen i white power-musik og vikingerock – begge stilarter, der fik skinheadsubkulturen til at vokse. Nationalistisk aktivisme var på det tidspunkt ikke særligt samlet i Skandinavien. Det bestod af mange små grupper med en karismatisk leder, de fleste af dem brugte ligeså meget energi på at bekrige hinanden, som de gjorde på at bekrige minoriteter og venstreorienterede. Musikken og skinheadismen var blandt de få ting, der kunne samle den fraktionerede scene,« fortæller han.

I 00erne led den skrøbelige musikscene et knæk, da mange af de oprindelige skinheads begyndte at nedtone deres image og blive partipolitikere med partier som Svenskarnas Parti og Danskernes Parti som centrale spillere. Samtidig gjorde internetdownloading det svært for musikerne at leve af deres musiksalg.

»Aktivisterne kunne forholde sig til musikken og den nye form for nationalisme på to måder: Mange vendte sig helt væk fra musikken, og koncentrerede sig om andre aktiviteter, som de anså for mere seriøse eller politisk produktive som journalistik, partipolitik og demonstrationer. Andre brugte nye typer af musik til at vise en reformeret side af dem selv. Aktivisterne begyndte at bruge musikken til at portrættere dem selv som ofre, de undertryktes beskyttere eller intellektuelle,« fortæller Bejamin Raphael Teitelbaum.

Det har også betydet, at nye genrer har fundet vej til den yderste højrefløj. Hvor 80erne og 90ernes nationalistiske musikscene var præget af hård punk, metal og hatecore, findes i dag både nationalistisk pop, neofolk, hiphop og endda mere bizarre genrer, som en DJ Adolf, der spiller såkaldt »nazi-trance«-musik eller Nordiisk Ungdoms reggaenummer »Tänk«.

Fra skinhead til slipsedreng

Ligesom at de højreradikale musikere er begyndt eksperimentere med moderne genrer, er grupperne også i dag meget bevidste om at tilpasse deres musik til moderne mainstreamkanaler, fortæller Rikke Peters:

»Mange af grupperne bliver jo også enormt dygtige til at anvende symboler og omskrivninger af racistisk indhold. De bruger en form for kodesprog til at udbrede deres budskaber. Så musikken og teksterne skal først afkodes, før det går op for én, at der er tale om dybt højreekstremistisk indhold.«

Tilpasningen til mainstreamkulturen foregår på flere planer, fortæller Jacob Christiansen Senholt:

»Det er en del af en større bevægelse, hvor partier, der er højreradikale i deres ideologi flytter sig fra at et meget subkulturelt udtryk over i det mere mainstream. Et godt eksempel er Svenskernes Parti, som i 1990erne hed Nationalsocialistisk Front og afholdt uniformerede demonstrationer, hvor de gik rundt med skrårem, brune skjorter, støvler og det hele. Nu er partitoppen altid i slips og jakkesæt. Det er et imageskift, som er sket over hele Europa. Man prøver at vise en anden side, der er lidt mere tiltalende og folkelig,« siger han.

Nationalister i offerrollen

Ser man på Breiviks yndlingssangerinde, har hun undergået en forvandling, der på mange måder svarer til den yderste højrefløjs, fortæller Benjamin Raphael Teitelbaum.

»Sagas første sange var covers af sange fra det britiske white power-band Skrewdriver. Disse blev ret populære, både fordi kvaliteten i produktionen var en del højere end på originalerne, men også fordi Saga er en kompetent sangerinde sammenlignet med mange andre på den scene, fordi der generelt er få kvinder involveret, og fordi hun er karismatisk. Men da skinheadstilen gik af mode, begyndte hun også at bevæge sig mod en ny musikalsk stil, som hun kalder »frihedspop«. Hendes seneste materiale kombinerer denne frihedspop med tekster, der portrætterer hvide som ofre, ikke aggressorer, og hun bruger sin kvindelighed til at farve den portrættering,« siger han.

Breiviks syn på Saga som højrefløjens heltinde var ikke grebet ud af blå luft. Saga gør med sin musik sig selv til frontfigur for de hvide nationalister, siger Benjamin Raphael Teitelbaum:

»I sin musik gør hun sig selv til repræsentant for den hvide race, og ved at kombinere det med kvindelige stereotyper som hjælpeløshed og afhængighed maler hun et billede af hvide som et sårbart folk. Tydeligst er det i »Ode to a Dying People«, der er meget på linje med de retoriske trends, vi ser i den bredere radikale nationalisme i dag.«