Lukker dit barn den virtuelle dør – så bliv ude

Tusindvis af teenagepiger logger hver dag ind på en online fanfiktion-platform. Men hvad foregår der egentlig derinde, og hvordan skal man som forælder forholde sig til sin teenagedatters fanfiktion-eventyr?

Foto: Halfpoint
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når ens teenagedatter tænder computeren eller hiver mobilen frem, kan det være svært at gennemskue, hvad hun egentlig foretager sig. Hvad læser hun? Hvad ser hun? Ja, hvad laver hun rent faktisk?

Én mulighed er, at hun logger ind på en online fanfiktion-platform som eksempelvis Movellas eller Wattpad. Her læser hun forskellige fiktive historier om eksempelvis boybandet Citybois eller sangeren Justin Bieber, der bliver kæreste med nabopigen. Måske skriver hun også selv en historie, som hun deler med resten af internettet. Spørgsmålet er, hvordan man som mor eller far skal forholde sig til sin datters færden på fanfiktion-platformene. To eksperter giver her gode råd.

Engager dig, men snag ikke

For det første er det vigtigt, at man engagerer sig i sin datters liv, og det gælder også hendes interesse for fanfiktion, lyder det fra Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, som er projektleder hos Medierådet for Børn og Unge.

»Man oplever sikkert som forælder, at det ofte kan være svært at tale til og med sin teenagedatter. Døren bliver ofte lukket, og det gælder også den virtuelle dør, som de voksne ikke får lov til at komme ind ad. Det er vigtigt, at man viser en oprigtig interesse i, hvad ens barn laver, og det gør man blandt andet ved at spørge til, hvad ens barn er optaget af, og ved at være tilgængelig hvis barnet kommer og har lyst til at fortælle om sit onlineliv,« siger hun.

Det kan måske være fristende at læse sit barns fanfiktion-historier, der ligger frit tilgængelige på internettet. Lisbeth Brunebjerg Holmegaard anerkender, at det kan være en svær balance at følge med i sit barns online liv, samtidig med at man respekterer barnets privatliv. Hun understreger, at dialog er afgørende.

»Med de digitale medier får man en mulighed for at kigge barnet over skulderen, men det skal man passe på med. Man skal tage snakken over aftensmaden. Ligesom man spørger til håndboldkampen, skal man spørge til, hvad barnet laver på nettet,« siger hun.

Nettet glemmer ikke

Det er vigtigt, at forældrene ved, hvordan medierne fungerer, så de er kompetente til at tage snakken, lyder det fra Jacob Brøndum Pedersen, som er partner hos Center for Digital Dannelse.

Det betyder, at man skal sætte sig ind i, hvad eksempelvis Movellas eller Wattpad er, så man ikke er helt på udebane, når man taler med sit barn.

Man skal som forælder også huske at tage snakken om, hvad de digitale medier fører med sig. Det gælder især det faktum, at hvis man deler noget, så deler man det med rigtig mange, og nettet glemmer ikke.

Flere teenagepiger i fanfiktion-miljøet deler indhold af seksuel karakter.

Det er der i sig selv ikke noget galt med, men man kan overveje, om man skal dele historierne under et pseudonym, foreslår Lisbeth Brunebjerg Holmegaard.

»Man skal overveje, om det kun er fantastisk lige nu og her, eller om det også er fint om fem til ti år. Unge har en »her-og-nu«-tankegang, hvor man ikke får konsekvensanalysen med, så den må man som forælder få på bordet,« siger hun.

Hvis man generelt har et godt og tæt forhold til sit barn, bør man ikke være bekymret, understreger Jacob Brøndum Pedersen:

»Hvis du føler, at de rammer, du har skabt, er trygge, så kan du sagtens lade dem lege. Hvis du bor ved siden af en stor motorvej, så vil du heller ikke lade dine børn lege frit i haven. Men hvis du ved, at haven har nogle trygge, velopbyggede rammer, er det helt fint at sende dem ud at lege på egne ben.«

Jacob Brøndum Pedersen har ikke en let opskrift på, hvordan den gode dialog bliver skabt. Det kræver tid at være en god forælder, påpeger han:

»Det er ligesom, når man ser en fodboldkamp i regnvejr. Man gider egentlig ikke se den, men man bliver der, fordi man gerne vil være en god forælder.«