Lou og rock’n’roll-hjertet

Lou Reed satte strøm til nogle af karrierens stærkeste sange i Falconer Salen.

Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En stilfærdig trissen. Forbi trommesæt og keyboard og frem på scenen, hvor ansigtet nærmer sig mikrofonen. Mundvigene hænger, furerne i panden er dybe, og vidste man ikke bedre, ville man sige, at han ser vejrbidt ud.

Men Lewis Allan Reed, blandt fans og venner bare Lou, er ikke et naturmenneske. Han er derimod et bymenneske. Newyorker. Helt ind til benet. Og det kan også mærkes i hans sange, som altid er mærket af byen. Enten direkte med skildringer af byens mennesker - med særlig forkærlighed for dem på dens underside - eller i tonen, som de fleste der har opholdt sig i New York vil genkende. Nemlig et særligt blend af hårdhed og sensibilitet.

Mandag aften står han så foran mikrofonen i Falconer Salen. 70 år gammel og med en forhistorie, der løber fra The Velvet Underground, som stod bag nogle af de stærkeste album i rockhistorien, og op gennem en solokarriere, der nok har været svingende, men har budt på uforlignelige højdepunkter.

Og koncerten former sig som en rejse gennem alle årene. Fra mesterstykket »The Velvet Underground & Nico« fra 1967 til sidste års »Lulu« - det brogede samarbejde med Metallica.

Et hvidt glimt i hjernen

»I would cut my legs and tits off/When I think of Boris Karloff and Kinski«, er det første Lou synger, og siden falder det otte mand store band ind med en tyngde, som ikke står tilbage for Metallica.

De ligner da også prototypen på et metalband med langt hår, ærmeløse t-shirts og stramme sorte jeans. Men at de også har flair for nuance og stilhed, viste den efterfølgende »Heroin«, hvor musikken på mageløs vis mimer kroppens reaktion på et skud heroin. Med trommerne som et pulsslag, som veksler i kadence, med elguitaren som et hvidt glimt i hjernen, og med Lou som messer »It’s my wife, it’s my life« med en stemme, som stadig rammer rent.

Et andet højdepunkt er »Cremation - Ashes To Ashes« fra det undervurderede dødsalbum »Magic And Loss«, som i aften bliver givet med violin og en smukt, smægtende folk-fornemmelse. Stærkest står nu den trefløjede »Street Hassle«, hvor Bruce Springsteen oprindeligt leverede et stærkt stykke spoken word. Men det er det gennemgående strygertemas afklarede og popsensible styrke, som løfter kompositionen i Falconer Salen, hvor gennemsnitsalderen på sæderækkerne viser, at publikum har levet deres liv med Lou som soundtrack.

Med lukkede øjne

Lou er, i vanlig stil, ikke til smalltalk i aften, men ikke desto mindre veloplagt og med et band i ryggen, som langt hen ad vejen gør hans sange godt. Undtagelser er der dog, og den rockede, muskuløse tilgang er ikke altid lige velgørende. »Waiting For The Man«, »Walk On The Wild Side« og »Sweet Jane« vækker således genkendelsens glæde, men det er så også det.

Og Lou er blevet ældre, det kan hverken han eller publikum løbe fra. Men lukker man øjnene i Falconer Salen, er det altså ikke til at høre, at han længe har været berettiget til folkepension. Måske er det sangene som holder ham frisk. Og får hans gamle »Rock And Roll Heart« til at slå. Forhåbentlig langsommere og mere stabilt end i »Heroin«-dagene.