For Lotte Heise er døden nærværende. Hver eneste dag, hver eneste uge. Som en evig påmindelse og en note til sig selv. Og som en kontrast til det liv, hun insisterer på skal være sjovt.

»Måske kommer ham dér manden med leen nu på mandag. Eller han venter til om tirsdagen hen på eftermiddagen, man kan aldrig vide det.«