Lost in technology

Foto: Linda Kastrup. Gertrud Højlund, Journalist
Læs mere
Fold sammen

Forstår du egentlig din smartphone? Ville du med det rette udstyr kunne bygge en ny, hvis der ikke længere var nogen til at bygge den for dig? Ville du kunne genoprette dit wifi (og her taler jeg ikke om at genstarte routeren), hvis hele systemet brød sammen?

Ved du egentlig hvor dine data er lagret henne? Hvor ligger dine billeder i virkeligheden? På telefonen? Computeren? I en sky, og hvor er den så henne, og hvordan kan det være, at din smartphone kan finde dem der?

Jeg ved jo ikke, hvem du er. Måske er du uddannet inden for netop dette. Måske er du lige den person, der faktisk til bunds forstår den teknologiske infrastruktur, som bærer hele den moderne verden. I så fald forestiller jeg mig, at du sidder på Olympens tinde og i visdom skuer ud over en verden, hvor vi andre fårehoveder render rundt og trykker på dingenoter, uden at ane hvad fanden vi laver.

For jeg er helt fortabt. Bevares: Jeg har styr på funktionaliteterne, er du vild, jeg har styr på dem, det bimler og bamler med notifikationer og opdateringer, kryds- henvisninger og MobilePay-overførsler. Symbiosen er fuldstændig.

Men spørger du, hvordan det i virkeligheden virker, ja, bare hvordan wifi kommer henne fra min router og ind i den computer, jeg skriver denne tekst på? No clue.

Når jeg ikke skriver klummer, laver jeg TV, og jeg aner ikke, hvordan ting kommer fra studiet og ud i verden og ind i fjernsynet. Hvordan fungerer satellitteknologi egentlig? Jeg aner det ikke. Præmissen for hele mit liv er, at jeg ved, hvordan jeg benytter mig af teknologiens muligheder, men jeg aner ikke, hvordan de fungerer, og det skaber en ubehagelig fremmedgørelse. Som om jeg dagligt kommunikerer på et sprog, jeg kun lader, som om jeg forstår. Hvor jeg har memoreret lydene, men ikke forstår ordenes faktiske betydning. Og mere angstfremkaldende betyder det, at jeg overlever på ryggen af en kultur, som jeg ikke selv mestrer - andre skal opretholde rammen for mig, for at jeg kan opretholde min eksistens.

Og måske har det altid været sådan; intet menneske har vel nogensinde været en ø, men det føles alligevel u-livsdueligt. Hvis den kultur, som tiden tilfældigt har bygget op omkring mig, skulle falde sammen, har jeg ingenting at falde tilbage på. Jeg ville ikke kunne bygge noget op igen, jeg ville ikke kunne overleve på mine egne evner.

Jeg tænker, at det må være nemmere at føle sig som herre i eget hus, hvis man rent faktisk var i stand til at genskabe dette hus, hvis det skvattede sammen. Men den slags fortidsromantik hører sagaerne til. Og hvis man ikke har tænkt sig at blive selvbygger off the grid eller videreuddanne sig inden for moderne teknologier, må man acceptere at leve på andres bevilling. Hvilket til tider får mig til at tvivle: bruger jeg teknologien - eller bruger den mig? Kan man være herre over noget, som man ikke forstår, og hvis man ikke er herre over sine primære kommunikationsveje, hvem er så?