Loppemarkeder: Er der noget godt?

En finanskrise og TV-programmer som »Skattejægerne« og »Gods i Købstæderne« har givet fornyet interesse for loppemarkeder. Men bag det, der måske kan ligne let tjente penge på gammelt skrammel, ligger der lidt af et arbejde, fortæller Rikke Rottensten, som selv har lang erfaring med loppemarkeder – både som sælger og køber.

Er man kender, kan man gøre et fund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sigrid Nygaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det sluttede den lørdag, hvor jeg fuldstændig gennemblødt kom tilbage til sommerhuset og hængte regnfrakken (købt ugen før på et loppemarked) op. Da jeg var færdig med at være forkølet et par uger efter, var jeg også færdig med loppemarkeder. Både med at stå på dem og sælge ting og med at komme på dem som køber. Jeg havde simpelthen fået nok.

Jeg er opvokset i tøj købt i et par finere secondhand-butikker i det indre København, fordi min mor nægtede at lade mig møde tilværelsen i 1970ernes modefarver og hjemmestrik.

Ligesom indkøbsturen altid slog et sving forbi baglokalerne hos et par obskure marskandisere, der var overvintret i det gamle Adelgade-Borgergade kvarter. Den første ting, jeg selv sparede sammen til, var et hestebillede fra en genbrugsforretning, som lå tæt på min mormors lejlighed. 15 kroner kostede det, og jeg betalte i tre rater.

Men loppemarkederne kom først for alvor til, da jeg som fattig studerende slog mig sammen med min altså garvede mor om en stand på et nyåbnet loppemarked på parkeringspladsen ved Dronningmølle Station. Man kunne bare møde op om morgenen og få en stand.

Det var en broget flok, der samledes på den parkeringsplads. Der var familien på førtidspension, for hvem det var et rart supplement til husholdningsbudgettet, men også - som manden en dag sagde det - var noget at stå op til og en måde at få talt med andre mennesker på - ikke bare med hinanden. Der var sommerhusejerne, som os selv, damen, der strikkede nisser i alle størrelser, og indimellem også et par semiprofessionelle kræmmere.

Hårdt arbejde

Efter et par somre rykkede vi til det, der i dag nok er Nordsjællands mest berømte sommerloppemarked, lørdagsmarkedet på Birkepladsen i Tisvilde. Her kom man ind i en verden, hvor loppemarkedet nok er hyggeligt, men det er også benhård business.

For de ukyndige kan det godt være, man tror, at det med at stå på et loppemarked er noget med at kaste nogle ting ned i en flyttekasse og næste morgen drysse det ud over et skrammet, halvmuggent bord. Glem det. Man møder op før solsortene har fået stemme, slår sit udvalg af borde op og dækker dem i en grad, som var det julebordene hos Royal Copenhagen, vi var udvalgt til at pynte.

De allermest ihærdige opsøger markeder på hele Sjælland året rundt for at fiske ting, der kan sælges videre eller istandsættes efter sommerhusmoden i Tisvildeleje.

Da vi mødte op første gang var det shabby chic-stilen, der hærgede sommerlandet. Den ene mere vakkelvorne stol efter den anden blev malet og slebet efter med sandpapir, så malingen skallede rigtigt. Det var også de år, hvor alle spurgte efter gamle haveredskaber. Helst med skafter, der var gnavet i af 50 år gamle biller.

Ligesom man ikke skal undre sig over, at der kan stå en kødrand af købere ved en bod, hvor priserne er høje og varerne af tilsvarende ringe beskaffenhed. Så handler det sikkert om personen, der sælger tingene. I Tisvilde kunne det for eksempel være en af de gamle familier fra Lejet, der solgte ud af skurets gemmer til begejstring for alle dem, der ikke gik minimum tre generationer tilbage i området. Her fik de chancen for at købe sig ind i historien i stedet.

Ikke blot salg

Når man kommer om morgenen på et loppemarked, især hvis det er et, hvor man kender andre, er noget af det første, man altid spørger om, om »der er nogle, der har noget godt med«.

Det er præcis så pusheragtigt, som det lyder. For hvis der er nogle nye med godbidder i kasserne, så er det om at kaste sig ind i kampen sammen med opkøberne - og så må ens egen udpakning og opstilling vente. Loppemarkeder er nok salg, men det er ligeså meget køb. Uanset hvor god omsætningen har været på et marked, så har det ikke været en god dag, hvis ikke jeg også selv har fået noget med hjem.

Det behøver ikke være ligesom den morgen, hvor vi stod ved siden af en yngre mor og hendes lille søn, der havde læsset en trækvogn. De havde lige købt et sommerhus, der også havde haft lægeklinik, og øverst i læsset stod to Wegner-savbukkestole fra venteværelset. Det vil sige, de stod ovre hos mig, allerede inden hun havde nået at sige, de skulle koste 300 kroner. De står stadig i min stue.

Det der med, at man køber selv, har jeg altid haft svært ved at få andre til at forstå. Min far blev aldrig træt af at gentage, at det måtte handle om, at man fik solgt det, man havde, og så slut.

Måske fordi han nogle år inde i loppemarkedsrusen måtte bygge et nyt skur, og senere også annektere mit gamle legehus til cykelskur. Det skur, hvor der ellers altid havde været fin plads til de gamle (usolgte) haveredskaber, en græsslåmaskine og de fire minicykler, sommerhusstanden rådede over, var nu fyldt op med borde og flyttekasser. Skuret har lige siden heddet »forretningen«.

Handler om mennesker

Men efter den lørdag i Tisvilde, hvor det havde regnet nonstop, nægtede jeg i flere år at sætte mine ben på et loppemarked igen. I en grad så jeg også kun sjældent besøgte ét for at lede efter noget selv.

Og så faldt jeg i gryden igen.

Egentlig er det ikke helt min skyld, men nogle af vores venners. Der var en vis afgang i ældre familiemedlemmer, og derfor voksede antallet af flyttekasser i deres kælder til en størrelse, som sendte dem - og dermed mig - tilbage på Frederiksberg Loppemarked efter mange års pause.

Det har taget mig tid at vænne mig til at stå der og pakke ting ud af avispapiret, sætte op, være på og snakke med alle dem, der i løbet af en dag kommer forbi ens stand.

Det var faktisk først i sommer, at jeg pludselig genopdagede, hvorfor det også kan være sjovt. Og det handlede hverken om pengekasse, egne fund eller glæden ved at få ryddet ud i gemmerne - det handlede om de mennesker, man møder sådan et sted.

Det er svært at forestille sig en større diversitet i mennesker, end dem, man har igennem ens stand henover en dag på et marked i især København. Og man taler med rigtig mange af dem, fordi der er ting på ens bord eller tøjstativer, der vækker minder eller tanker.

Ting med en historie

Som den lørdag for mange år siden, hvor en kvinde i 40erne spurgte på en vase hos mig, og jeg sagde, at den var fra Illona. »Det ved jeg godt,« svarede hun »for det er mig, der er Illona. Det er min far, der har lavet den«. Jeg tænker på hende hver gang, jeg sætter blomster i de vaser, jeg stadig har, med hendes navn i bunden.

Denne sommermorgen på Frederiksberg var det en lang snak med to opkøbere om keramikmærker, Arne Bangs rillede vaser, det organiske ved Saxbos krukker og hvorfor stentøj har sin egen rustikke charme, der vækkede min begejstring ved markeder igen.

Dagen efter var mit gamle jeg kommet brusende tilbage. Jeg stoppede bilen ved loppemarkedet ved Holte Station og fandt snart mig selv småsnakkende med de forskellige handlende.

»Det har været min farmors«, sagde en ung pige, da jeg spurgte på en rød uldjakke med guldknapper. »Jeg kan næsten ikke sælge den«.

»Du kan være helt sikker på, at jeg nok skal sørge for, der bliver passet på den.« lovede jeg. Og det har jeg holdt. Forleden fiskede jeg den op af min mors vasketøjskurv på plejehjemmet for selv at håndvaske den.

Det er det, der sker, når man køber ting med en historie. De får en betydning. Også selv om det »bare« er en rød uldjakke med guldknapper.