Løven, grænsen og senneppen

Istedløven har i snart 150 år været et symbol for det omskiftelige forhold mellem Danmark og Tyskland. I dag indvies en forynget udgave i Flensborg. Den kan stadig oprøre sindene.

Efter en omskiftelig tilværelse er Istedløven nu kommet tilbage til sit udgangspunkt på kirkegården i Flensborg, hvor den i dag bliver afsløret af prins Joachim. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benjamin Nolte
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FLENSBORG: Det ville være forkert at sige, at Istedløven ser farlig ud. Den er nogle meter høj, og når den i dag afsløres i sin foryngede udgave af prins Joachim på kirkegården i Flensborg, vil den rage op over gravstene og prydplanter som en general over sine tropper. Men kigger man nærmere efter, minder den om varemærket for en tysk sennep. Den såkaldte Löwensenf har rovdyret som symbol, men ingen er bange for den. Det er en stærk sennep, men det værste, der kan ske, er, at man kan brænde tungen.

Sådan er det også med Istedløven. Den kan, snart 150 år efter at den for første gang blev rejst på kirkegården, stadig bringe gemytter i kog, men ligesom senneppen findes den også i en mildere udgave. Det kommer an på øjnene, der betragter den.

Ejderen

Lad os tage den positive fortælling først. Istedløven, udført af billedhuggeren H. W. Bissen til minde om de danske faldne i krigen mod slesvig-holstenske oprørere 1848-1850, er efter en omskiftelig tilværelse kommet tilbage til sit udgangspunkt. Den blev fjernet af prøjserne efter krigen 1864 og bragt til Berlin. Da Anden Verdenskrig var slut, blev den flyttet fra indgangen til en SS-kaserne og af amerikanske besættelsestropper kørt til København, hvor den blev modtaget af en sygdomssvækket Kong Christian X og stillet bag Tøjhusmuseet. Herfra er den nu efter anmodning fra byrådet i Flensborg blevet transporteret tilbage til kirkegården syd for grænsen med venlig hilsen fra den danske stat, der har ladet den restaurere på Nationalmuseet. Kulturminister Per Stig Møller ventes at deltage i ceremonien i dag, ligesom de to landes ambassadører. På soklen forkyndes, at arrangementet er et »tegn på venskab og tillid mellem danskere og tyskere«.

Hvad er der galt i det efter århundreder med krig og fjendskab? En hel del, siger modstanderne. Dem behøver man ikke tilbringe mere end et par timer i Flensborg for at møde eller høre om. På kirkegården viser en tysk pensionist andre ældre rundt og peger på løven, der et kort øjeblik optræder i fri luft, inden den overdækkes med et klæde, som prins Joachim kan trække væk.

»Hvorfor,« spørger manden, »investerer Danmark millioner for at få Istedløven herned«? Han ser sig triumferende omkring og har selv svaret: »Det er udtryk for den danske Ejder-politik« altså, at København mener, at kongerigets grænse i virkeligheden er ved floden mellem Slesvig og Holsten. Danskerne mistænkes således, med et smil på læben, for at nære imperialistiske drømme.

Andre har rejst spørgsmålet, hvad man mon ville sige, hvis Tyskland sendte gamle sejrsmonumenter over Frankrig til Paris. Løven markerer danskernes sejr ved Isted, så en smule uelegant er det, lyder kritikken. Selv i det lærde Selskab for slesvig-holstensk Historie er der opstået en fejde om det betimelige i i projektet. Historikere overhælder hinanden med næsten injurierende udtalelser i medlemsbladet.

Rasende læserbreve

Debatten minder om den strid, der er opstået i Danmark efter et forslag fra kunstneren Kenn André Stilling om et fælles dansk-tysk mindesmærke for 1864 på Dybbøl Banke. Grænseforeningens ledelse er for ideen, mange medlemmer imod, der skrives rasende læserbreve, og der tales om udmeldelser af den danske organisation. Er glasset altså halvt fuldt eller halvt tomt, når man ser på forholdet mellem Danmark og Tyskland?

»Det er helt fuldt,« svarer Danmarks ambassadør i Berlin, Per Poulsen-Hansen. »Der har været en forsoning mellem danskere og tyskere, så det ikke længere er et afgørende tema. Det vigtige er, at vi kan håndtere de forskelle, der altid vil være. Og at man overhovedet kan tale om et fælles mindesmærke for 1864 viser, hvor langt vi er kommet.«

Flensborgs overborgmester, Simon Faber, er enig. »Vi lader os ikke irritere,« siger Faber, der tilhører det danske mindretal. Og byens museumsdirektør Michael Fuhr, der i aftes åbnede en udstilling om løven, mener, at det vigtige er, at »danskere og tyskere for første gang er blevet enige om, hvor den skal stilles«. Det væsentlige er altså processen, synes det. Men det betyder også, at diskussionen fortsætter.