Løgn, mord og forræderi

Historikeren Peter Møller Hansen står bag udgivelsen af den nu 93 årige danske SS-frivillige Ellef H. Rasmussens erindringer. Peter Møller Hansen har kaldt bogen »Troskab.« En bedre titel havde nok været »Løgn og landsforræderi«, for meget i beretningen står næppe for en nærmere undersøgelse.

»Troskab – Dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer 1940-45« af Peter Møller Hansen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan man stole på de danske SS-frivilliges erindringer fra deres tid i tysk tjeneste? Spørgsmålet melder sig, fordi vi i de senere år i Danmark har set interview med og erindringer af danske SS-soldater, hvor det var tydeligt, at disse mennesker undlod at fortælle sandheden om deres krigsdeltagelse. Deres hovedfortælling var, at de blot havde været friske soldater, der havde kæmpet bravt i den tyske hær. Når det drejede sig om forholdet til civile østpå, så havde det været glimrende. De behandlede russiske krigsfanger pænt, og overgreb på jøder havde de ikke rigtig hørt noget om og slet ikke været med til. Og så kunne de ikke forstå, at nogen mente, at de var landsforrædere, for de havde jo blot bekæmpet den jødisk-bolsjevikiske dæmon.

Historikeren Peter Møller Hansen har i flere år haft samtaler med Ellef H. Rasmussen, der kæmpede for SS-delinger i store dele af Europa. Han er i dag 93 år, og Peter Møller Hansen lader ham fortælle detaljeret over 500 sider om sin karriere i SS og om sine kamphandlinger.

Ellef H. Rasmussen er en af de danskere, der steg højt til vejrs i det nazistiske hierarki. Hans familie var fra Sønderjylland og blev tidligt nazistisk påvirket, og han blev involveret i nazistisk ungdomsarbejde og lod sig indrullere i det tyske Waffen-SS allerede et år før, det blev lovligt gennem oprettelsen af Frikorps Danmark i 1941. Han blev sendt på uddannelse i Østrig i sommeren 1940 og indgik i det nyoprettede Stadarte Nordland, der senere blev omdøbt til Regiment Nordland, og hvor han blev uddannet skarpskytte. Han kæmpede i store dele af Europa som SS-soldat i Division Wiking, og i krigens sidste tid blev han chef for II bataljon i SS-regimentet »Danmark« og stod i direkte kontakt med Adolf Hitlers højtrangerende general Felix Steiner. Han var altså blandt de højest rangerede danskere under krigen, og desuden kom han til at kende en lang række af de ledende danskere i tysk tjeneste, blandt andre Søren Kam.

Meget af Ellef H. Rasmussens beretning handler om kampe i Ukraine, Hviderusland, Kaukasus, de baltiske lande og til sidst i Tyskland, hvor hans deling skulle forhindre de fremrykkende sovjetiske tropper i at nå Berlin. Fortællingen er detaljeret og i passager dramatisk, og man får krigsoplevelser og uhyggelige scener beskrevet af en erfaren soldat, der synes at huske eminent. Hvad, man også får, er den sædvanlige SS-soldats fremstilling af sig selv og sine kammerater som modige soldater, der overholdt krigens love og stort set aldrig deltog i krigsforbydelser. Da Division Wiking i juni 1941 rykkede dybt ind i Polen og snart var inde i Rusland, mødte han og SS-folkene »til stadighed (...) stor glæde fra den lokale befolkning.« Der flød ganske vist med civile lig i området, men de var ifølge Ellef H. Rasmussen blevet myrdet af Sovjetunionens hemmelige politi. Rasmussen skriver dog: »Hertil kom, at bevæbnede ukrainske civilister nedskød jøder i Ternopols gader. Den slags blev også udført af indsatsgrupperne...« Med indsatsgrupperne hentyder Ellef H. Rasmussen til de tyske morderbander, der blev udsendt for at myrde jøder østpå. Men Rasmussen tilføjer: »Jeg kan med ro i sjælen sige, at jeg aldrig selv har set eller deltaget i den slags uhyrligheder.«

Autentiske krigsskildringer

Ofte er der i beretningen beskrivelser, der skal overbevise læserne om, at Ellef H. Rasmussen selv og hans kammerater overholdt krigens love, behandlede de civile og krigsfanger respektfuldt, og der er ikke et ord om overgreb på jøder. Selv da Ellef H. Rasmussen og hans kammerater fanger en russisk kommissær, som normalt blev henrettet under tortur, rørte de ham ikke: »Den justits og selvdisciplin, som gjorde sig gældende iblandt os, betød, at vi ikke hverken turde eller måtte skyde ham.« De grusomheder, der beskrives, blev begået af sovjetiske soldater, der blandt andet voldtog civile kvinder, som Ellef H. Rasmussen og hans kammerater søgte at beskytte.

Alt det var selvfølgelig forventeligt. Vi ved fra andre udgivelser, at de danske frivillige lige siden 1945 gav denne version af deres indsats og i senere udgivelser ikke har fraveget den. Derfor kan erindringerne jo alligevel være af kildemæssig betydning, fordi Ellef H. Rasmussens krigsskildringer virker autentiske, og fordi man under alle omstændigheder kan bruge bogen som kilde til en dansk SS-frivilligs fortolkning af krigen. Forudsætningen for, at et respekteret dansk forlag kan udsende den slags, er selvfølgelig, at en historiker eller forlaget kildekritisk eftergår erindringerne og sætte dem ind i en større sammenhæng for ellers vil det jo være en hån mod ofrene og en vildledning af yngre læsere, hvis forhåndsviden om danske nazisters ugerninger ikke kan forudskikkes. Det var ulykkeligvis, hvad der ikke skete, da Gyldendal i 2011 udsendte erindringer af den danske SS-frivillige Jens Berg med titlen »Fanget på Østfronten: tvunget i tysk uniform,« hvor Berg påstod, at han intet havde set til grusomheder mod jøder, krigsfanger eller civile. Han havde ellers været alle de steder, hvor der blev begået krigsforbrydelser, endda som ordonnans, så han kom vidt omkring. Forlaget havde ikke forsynet bogen med et forord, så yngre læsere kunne forstå, at det ikke var hele sandheden. Forlagsmæssigt var det en skandale, men Gyldendal afviste arrogant kritikken.

Jødehad var en vigtig del af uddannelsen

I dette tilfælde har Peter Møller Hansen heldigvis forsynet erindringerne med et kritisk efterskrift, hvor han forsøger at forklare og efterprøve Rasmussens liv og beretning. Han når da også et stykke af vejen med at demaskere SS-soldatens myter. Han forklarer, at hele SSernes verdensbillede hvilede på et »Lebensraum«, hvor civile østpå var undermennesker, at jøderne skulle fjernes, og at jødehadet var en væsentlig del af SS-uddannelsen, hvad Rasmussen har udeladt i sin beretning. Og Peter Møller Hansen stiller også spørgsmålstegn ved Rasmussens påstand om, at han og hans deling ikke deltog i jødeudryddelser. Det fremgår nemlig af den faghistoriske litteratur, at Waffen-SS og Division Wiking rent faktisk deltog i den slags ugerninger.

Problemet er blot, at Peter Møller Hansen ikke har konfronteret Ellef H. Rasmussen med disse oplysninger, for han skriver, at Ellef H. Rasmussen i deres mange samtaler lukkede af, når de nærmede sig den slags emner. Der er ellers nok at tage fat i, for Peter Møller Hansen nævner konkrete landsbyer, hvor Ellef H. Rasmussen faktisk var til stede, da jøder blev myrdet. I byen Zborov blev byens jøder myrdet, da Rasmussens deling var i området, og Peter Møller Hansen nævner fortjenstfuldt, at medlemmer af Division Wiking var aktive med at myrde 600 jøder i området i juli 1941, da Rasmussen var i området. Men videre kommer Peter Møller Hansen ikke, for som han skriver, så blev det aldrig afklaret, hvilken deling af Division Wiking, der medvirkede i mordene. Men han henviser i noterne til ældre litteratur og synes ikke selvstændigt at have efterforsket sagen i primære kilder.

Ellef H. Rasmussen fortæller, hvordan han var med til at erobre byen Rostov i juli 1942. Det er velbeskrevet, at jøderne i Rostov i begyndelsen af august måned blev myrdet, og Peter Møller Hansen kunne systematisk have undersøgt den nyere holocaust-forsknings spor, der fører til de områder og landsbyer, hvor Ellef H. Rasmussen var, men Peter Møller Hansen synes ikke at have gjort det. Og han svækker sin egen kritiske efterprøvelse ved at skrive: »Hvad angår hans påstand om, at han først efter krigen blev bekendt med de mange millioner jøders uhyggelige skæbne, er efter alt at dømme sand.«

Myrderier var ingen hemmelighed

Man kan ikke afvise, at Ellef H. Rasmussen og hans kammerater ikke var vidende om hvert eneste aspekt af folkemordet, men i betragtning af, at Rasmussen var i de områder, hvor massemord foregik, og at vi ved, at myrderierne på jøder ikke var nogen hemmelighed hverken for frontsøstre i Tysk Røde Kors, soldater eller civile, så går Peter Møller Hansen meget langt i sin imødekommenhed over for Ellef H. Rasmussens påståede uvidenhed.

Det gik Ellef H. Rasmussen fint efter krigen. Han fik den sædvanlige milde dom som SS-frivillig, og da han var en dygtig mand, skabte han sig i 1970erne en formue ved skibssejlads og buskørsel. Hans efterskrift tyder ikke på, at han har fortrudt noget som helst. Der påhviler selvfølgelig udgiveren af disse erindringer en moralsk forpligtelse til at se kritisk på påstandene. Det har Peter Møller Hansen i en vis udstrækning gjort, men han har ikke gravet dybt nok i den betændte fortid.

Titel: »Troskab. Dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer 1940-45«. Forfatter: Peter Møller Hansen. Antal sider: 560 sider. Pris: 350 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.