Lockout og elefantunger gav Zoo rekordår

Lærer-lockouten og nye elefantunger gjorde 2013 til et rekordår for København Zoo. Det er blot en af de mange store attraktioner i Danmark, der oplevede en markant fremgang i besøgstallet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke alle dyreunger, der kan få gæsterne til at strømme i zoologisk have. Men i 2013 fik både elefanterne, tigerne og løverne i København Zoo nye børn, så besøgstallet boomede.

Med næsten 1,5 millioner besøgende blev det Zoos bedste år nogensinde, og dyreparken på Frederiksberg har dermed været medvirkende til en samlet stigning i besøgstallet hos Danmarks 50 førende attraktioner på 8,2 procent i 2013.

»Vi havde stor eksponering med de her meget markante dyreunger. Løve- og tigerunger ser vi lidt oftere, men en elefantunge er sjælden,« siger Sami Widell, der er arrangementschef i Zoo København.

Foruden dyrebørnene var der også andre faktorer, der hjalp Zoo til en publikumsrekord. For eksempel bød 2013 på rigtig godt sommervejr. Zoo åbnede Den Arktiske Ring. Og så var der også lige en masse folkeskolelærere, der blev lockoutet.

»Lockouten gav os flere besøg end normalt i hverdagene i den periode,« siger Sami Widell.

Men det er ikke kun eksotiske dyrebørn, der kan tiltrække gæster. Den helt rigtige rutchebane kan trække mange ekstra besøgende til.

Sådan en har de i Djurs Sommerland, hvor åbningen af rutchebanen Juvelen i 2013 har givet forlystelsesparken en markant stigning i antallet af besøgende. 20 procent flere gæster er taget til parken mellem Randers og Grenå.

»Det var selvfølgelig godt vejr, men den altovervejende grund til stigningen i besøgstallet er den nye rutchebane,« siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

»Det, der fungerede sidste år, var, at vi havde muligheden for at kommunikere, at det er Danmarks længste rutchebane. Og som den eneste i Europa har den dobbelt launch. Det betyder, at man bliver skudt af sted to gange under turen,« forklarer han.

Listen over de mest besøgte danske attraktioner toppes igen af Tivoli i København. Og så må årets højdespringer siges at være Den Blå Planet, det tidligere Danmarks Akvarium, der er flyttet i en markant ny bygning på Amager. Akvariet er hoppet fra plads nummer 47 i 2012 til pladsen som nummer fem i 2013.

Samlet havde de 50 førende attraktioner 24,4 millioner gæster, cirka to millioner flere end året før, oplyser VisitDanmark.