Liza Marklund: »Hele mit voksne liv har jeg været truet og hadet«

Romanaktuelle Liza Marklund valgte efter mange år intens deltagelse at trække sig fra den offentlige debat. Det var ikke sjovt længere. Vi talte med den verdenskendte forfatter om udviklingen i den medieverden, der blev et samlende tema i hendes krimier.

Den svenske forfatter Liza Marklund afslutter nu sin krimiserie med journalisten Annika Bengtzon og bogen »Jernblod«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Annika så op på facaden på Købmagergade. Øverst oppe i ejendommen huserede et bogforlag, i stueplan lå der et reklamebureau, og på den mellemliggende etage fandtes den it-virksomhed hvor Robin Bertelson arbejdede.«

Sådan lyder indledningen til et kapitel i den svenske forfatter Liza Marklunds seneste kriminalroman, »Jernblod«, der udkommer på dansk i dag. Hendes heltinde, den egensindige kriminalreporter Annika Bengtzon, er taget til København for at finde et vidne til en gammel forbrydelse, og adressen er en lille privat vittighed, for det forlag, der nævnes i forbifarten, er Liza Marklunds eget danske, og adressen er korrekt: Købmagergade 62.

Det er her, vi møder den ranke, velplejede forfatter med den professionelt imødekommende medievanthed, det faste håndtryk og det lige så faste blik.

Siden Liza Marklund i 1998 udgav den første bog i serien om Annika Bengtzon, har hun solgt 15 mio. bøger på verdensplan. Men nu er hun nået til vejs ende. Der kommer ikke flere bøger om den stædige Annika, som opklarer forbrydelser samtidig med, at hendes omskiftelige privatliv med mænd og børn samt den stressende tilværelse på den formiddagsavis, hun arbejder på, væver sig ind i plottet.

Ikke mindst livet på en avisredaktion har Marklund, der selv er journalist og blandt andet har arbejdet for svenske Aftonbladet og Expressen, beskrevet med indsigt og ikke uden et kritisk blik. Nu, hvor hun har sat det sidste punktum for de 11 Annika Bengtzon-bøger, hun hele tiden havde planlagt at skrive, er det ikke mindst mediernes udvikling i lyset af internettet, hun ser som det store, samlende tema i sagaen.

»Annika gennemlever den største medie-revolution siden Gutenberg,« siger hun.

»Det havde jeg ingen anelse om ville ske, da jeg begyndte at skrive serien.«

Medierne svigter

Da sommervikaren Annika starter på formiddagsbladet Kvällspressen, skriver hun med blyant, og internettet er kun lige i sin vorden. 17 år senere står hun og kollegerne over for deres hidtil største udfordring: Papiravisen skal lukke, og nyhederne nu kun udkomme online. Men den slags er ikke nødvendigvis noget, vi skal begræde, mener Liza Marklund.

»Jeg har svært ved at se, at vi om 20 år skal have nyhedsaviser trykt på papir. De er ulogiske. De er upraktiske. De er dårlige for miljøet,« siger hun. »En nyhed er kun en nyhed, det øjeblik, den sendes ud.«

»Rent nyhedsmæssigt er den digitale verden jo overlegen. Man har lyden. Man har billederne – også de levende. Man har den umiddelbare analyse. Man kan være på pletten med det samme. Læg dertil det faktum, at digitaliseringen har givet medieejerne en chance for at rationalisere. Der kan spares og tjenes penge på at formidle nyheder digitalt i stedet for på papir.«

Problemet er, at medierne svigter journalistikken i overgangen til nettet, mener hun.

»I stedet for at udnytte det momentum, digitaliseringen giver, til eftertanke og kvalitetssikring, har man valgt at spare penge. Medieejerne har svigtet. De er dovne og nærige.«

Argumentet om, at det er vanskeligt for medierne at tjene penge på nyheder i en digitaliseret verden, giver hun ikke meget for:

»Jo, folk må begynde at betale for nyheder igen. Men hidtil har man bare brugt digitaliseringen som en undskyldning for at spare. Samlet må man nå frem til en løsning på, hvordan kvalitetsjournalistikken kan eksistere på internettet.«

Det handler også om at insistere på saglighed og anstændighed, mener hun, for nettet har givet stemme til ekstreme meninger. Også i avisernes debatfora.

»Vi befinder os i en slags lovløst land lige nu. En masse mennesker har fået en offentlig magt, som publiceringsmulighederne på nettet har ført med sig. De anonyme mennesker, der fylder nettet med had, har fået magten uden at have ansvaret. Der er et af de spørgsmål, som vi må løse ganske hurtigt.«

Nettet skal reguleres

Netop det anonyme nethad spiller en rolle i de seneste bøger i serien om Annika Bengtzon, idet Liza Marklund lader citater fra virkelighedens skraldespand på nettet indgå i handlingen.

Hun griber ud efter et eksemplar af »Jernblod« og viser et citat, som er et netindlæg, som »Gregorius«, der skrev det, har en svensk domstols ord for er okay: »Ligestilling for mig er, at man stikker en sexistisk feministluder i vaginaen med en stor kniv. Det bedste, man kan gøre for ligestillingen i Sverige, er at gå ud med en baseballkølle og slå sexistiske feministkællinger ihjel.«

»Sådan må man udtrykke sig i Sverige i dag. Og sikkert også her. Det er resultatet af et kæmpe svigt fra etablissementet og fra myndighedernes side, at nethadet har fået lov til at florere,« mener Liza Marklund.

»Almindelige, unge mennesker udsættes jo for frygtelige ting på nettet. Det er ikke demokratisk forsvarligt, at man har lov til at være anonym, når man skriver noget i offentligheden. Der skal i hvert fald findes en ansvarshavende udgiver, som ved, hvem du er, og som tager publicistisk ansvar for det, du siger. Magt og ansvar skal altid gå hånd i hånd. Har man det ene, må man også tage det andet på sig. Sådan er det.«

Beslutningstagere og politikere er nødt til at turde regulere internettet, men man er bange for at pille i alt, der har med lovgivning om ytringsfriheden at gøre, mener hun.

»Man vil ikke være en censor, man vil ikke lægge sig ud med de stærke medier. Men man skal sådan set bare lade nettet omfatte af den almindelige lovgivning. Kapitalismen fungerer smaddergodt, men den kan ikke være helt uden regulering. På samme måde er det med netdebatten. Vi er nødt til at have en fællesnævner for, hvad der er anstændigt, og eftersom der er nogen, der tydeligvis ikke fatter det, så må vi fortælle dem det.«

Nettet har også gjort debatten i samfundet hårdere, mener Liza Marklund.

»At der er så meget had og vrede gør også, at tolerancen er blevet mindre. Og debatten bliver mere og mere ensrettet, fordi folk er bange for at stikke næsen frem. Jeg kan se det på journalistikken og debatten. Man er bange for at sige noget kontroversielt, for man bliver myrdet, druknet i lort.«

Store omkostninger

Liza Marklund har selv i mange år været en del af den offentlige debat. Som journalist har hun især været optaget af kvinders rettigheder og undertrykkelse, noget, der også gennemstrømmer bøgerne om Annika Bengtzon. Men nu har hun trukket sig fra den offentlige debat i Sverige.

Hun har ikke givet et interview i hjemlandet i tre år, og i forbindelse med »Jernblod«s udgivelse har hun kun talt med et enkelt dameblad – som en gammel vennetjeneste.

»Jeg ser det ikke som et nederlag. De har ikke vundet, fordi jeg er tavs. Tværtimod. Jeg synes, jeg vandt, fordi jeg orkede at blive ved så længe. Jeg har skrevet min bøger. Jeg har skrevet over tusind klummer i 25 år, et kvart århundrede. Men jeg synes, jeg begyndte at lyde som en papegøje. Det var ikke sjovt længere. Jeg har sagt det, jeg ville sige, og nu er der andre, der siger det. Jeg har gjort mit, og mit mål var at holde ud så længe som muligt.«

De personlige omskostninger har været store, medgiver hun.

»Jeg har været udsat for personlige hadkampagner. Hele min familie har haft beskyttede personoplysninger i mange år. Jeg er blevet sendt af sted midt om natten med livvagter – jeg blev installeret på Grand Hotel, hvor man åbenbart var vant til at passe på folk. En galning er blevet dømt for at have forfulgt både min datter og mig. Jeg er blevet sendt til udlandet med fly, fordi jeg var truet på livet, mens jeg var gravid med min søn.«

»Hele mit voksne liv har jeg været truet og hadet. Men man bliver vant til det. På samme måde, som man bliver immun, hvis man hele tiden rejser til flygtningelejre,« siger hun med reference til, at hun også har opgivet sit hverv som goodwill-ambassadør for UNICEF.

»Jeg har mødt så mange aidssyge børn, så jeg ikke længere kan sige det, der bør siges, med samme eftertryk. Det er bedre, at en anden rejser af sted og ser forholdene med egne øjne. Man bliver immun.«

Må forsvare feminismen

Hvad der nu skal ske, aner Liza Marklund, som til daglig bor i Marbella i Spanien, ikke. Hun ved slet ikke, om hun vil skrive mere.

»Jeg begyndte med at få børn. Så fik jeg en karriere. Måske kan jeg nu få en rigtig uddannelse? Et rigtigt arbejde, måske? Måske blive udenrigskorrespondent igen? Jeg har ikke besluttet mig. Jeg skal rejse lidt rundt med bogen. Og så skal jeg til Indien. Sverige er det første land i verden, som har en feministisk udenrigspolitik, og jeg er blevet indbudt til at være taler.«

Det er dog ikke alle steder, Liza Marklund på sine rejser som bestsellerforfatter har følt sig lige velkommen. I Dayton, Ohio, chokerede hun sine tilhørere ved at mene, at »vi kvinder jo er mennesker, selv om vi ikke altid behandles sådan«. Hun solgte ikke en eneste bog og måtte på resten af turneen pakke sin »drabelige, svenske feministpropaganda« ind i historien om sin stærke farmor, der drev en gård med mange ansatte tæt på polarcirklen.

Og navnlig i Danmark har hun måttet forsvare den svenske »femikrimi«, som hun selv satte i søen med sine romaner, hvor den ambitiøse, kantede og komplekse Annika Bengtzon, en hovedperson med moderne, kvindelige vilkår, ofte er en torn i øjet på omgivelserne. Når Liza Marklund for eksempel er blevet interviewet i Deadline af »de store handyr«, er det kun feminismen, hun har skullet forsvare.

»De ting, vi griner ad i Sverige, som er så idiotiske, og som folk kunne finde på at sige i 1960erne, dem hører jeg her. »Bliver I aldrig tilfredse, I feminister, nu må I jo både arbejde og studere og køre bil?« som der var en, der sagde på BogForum. Jeg har fået stukket i næsen, at jeg i stedet burde kæmpe for de stakkels, undertrykte kvinder i Afghanistan eller Saudi-Arabien.«

»Der var også engang en dame på Den Sorte Diamant, der spurgte »Hvordan kan det her være et problem i Skandinavien i dag? Alle Skandinaviske kvinder har råd til en au pair.« Og så var der den bedste af dem allesammen, en mand som hvæsede: »Jeg synes, dine bøger stinker af menstruationsblod.«

»Du er en idiot,« svarede jeg.

»Jernblod« udkommer i dag. Liza Marklund deltager på BogForum i Bella Center til november.