Livets ulidelige elendighed

Mike Leighs »All or Nothing« hæver sig på trods af nuancerede portrætter ikke over gennemsnittet. Dertil er den som helhed for ujævn.

»All or Nothing« er ikke Mike Leighs bedste film. Så er det sagt. Men når den alligevel er værd at se, skyldes det hovedsageligt at personerne i filmen med ihærdigt slid får kæmpet sig fri af lærredet og springer frem som troværdige, tre-dimensionelle mennesker af den genkendelige slags.

Sædvanen tro for den britiske instruktør, der efterhånden har lavet både TV- og spillefilm siden 1971, foregår hans seneste film lige der, hvor hans hjerte altid har banket. Nemlig hos de jævne englændere med dybe forankringer i arbejderklassen. Hos de typer, vi kun kender alt for godt fra de dårlige statistikker. Og som han har beskrevet i tidligere film som »High Hopes«, »Life is Sweet«, den atypiske »Naked« og den vellykkede Guldpalmevinder, »Hemmeligheder og løgne«.

Omdrejningspunktet i »All or Nothing« er familien Bassett fra betonslummet, der i deres stilfærdige dysfunktionalitet skal virke ret almindelige. Der er faderen, Phil, der resigneret prøver at spæde til husholdningen ved at køre taxa, men som regel står lidt for sent op til at få de gode, indbringende ture. Moderen, Penny, der kæmper for at få dagligdagen med fuldtidsjob som kassedame og lige så meget husholdningsarbejde til at hænge sammen og under den arbejdsbyrde er blevet til et følelsesmæssigt fossil. Datteren, forsagt og forsømt, men som passer sit arbejde som rengøringsassistent på et plejehjem. Og sønnen, fed, flintrende aggressiv og forsumpet i trøstespiseri foran fjerneren. Som sagt, en hel almindelig familie. Tænk, hvilke hyggelige stunder der er omkring aftensmaden. Or not.

Men noget skal der jo ske for at lave en film ud af disse menneskers trøstesløse tilværelse og det gør der, da sønnens hjerte kollapser og han bliver bragt på hospitalet. Hans hjertestop virker til gengæld som en jumpstarter, der sætter liv i forældrenes og får dem til at tage deres indbyrdes, indtørrede kærlighedsforhold op til revision. Mor Penny får røde kinder igen, morgendagen gryr og håbet om et lykkeligere, mere opløftet liv vejrer forude. Forandringen af de fire familiemedlemmer er filmens røde tråd og nerve. Men det går først op for en i sidste halvdel af filmen. For den første går med at præsentere alle de alkoholiserede naboer, samspilsramte venner og luddovne kollegaer, der omgiver Bassett-familien.

Figurerne fjerner fokus

Portrætteringerne af dem alle er fine nok. De er nuancerede og gennemarbejdede, hvilket i høj grad skyldes den arbejdsmetode Mike Leigh er kendt og særegen for: I mange måneder lader han skuespillerne improvisere og bruge tid på at skabe deres figur. Risikoen ved arbejdsmetoden er dog, at begejstringen for resultatet - de gode figurer - desværre tager overhånd. De får alt for meget plads og filmen mister fokus. Derved bliver den bærende historie, om hvordan de fire Bassetts løfter sig ud af den rille, de har kørt i i årevis, ladt i stikken. Og det er en af de afgørende ting, der er med til at gøre filmen som helhed til en ujævn tur gennem social-ghettoen.

En anden medvirkende årsag er, at Leigh tydeligvis finder et vis filmisk behag i at beskrive disse skæbners trøstesløse liv ud i monotonien. Og det gør han godt. Alligevel kan han ikke nære sig for at inddrage en brat hændelse, der i bund og grund kun skal vise, at godt nok er disse mennesker fattige i mange henseender, men på bunden har de hjerter af guld og med familiens fælles hjælp kan de tage ansvar for sig selv og derved få håbet om et bedre liv tilbage.

Spørgsmålet er bare, hvem det håb er nødvendigt for. For historien og en virkelighedsnær beskrivelse af disse menneskers liv? Eller i et misforstået hensyn til publikum, så vi kan udholde at se på den uendelige kedsomhed, tyngende træthed og grundlæggende ensomhedsfølelse, figurerne afgiver? Sådan virker det og derfor synes den rosenrøde slutning også en anelse letkøbt. Den får filmen til at klinge hult og er i sidste ende med til at undergrave den ægthed, Mike Leigh ellers arbejder så hårdt på at fremstille.

Længde: 129 minutter.