Livet som stjerne – og hvordan man holder det ud

To af verdens største stjerner inden for klassisk musik er i København for tiden – violinisten Anne-Sophie Mutter og pianisten Lang Lang. Kunstnere i deres klasse har ikke sjældent nerver og halvstore særheder. Og de har altid en strategi for overlevelse.

Anne-Sophie Mutter spiller i DR Koncerthuset fredag aften. Den tyske violinvirtuos optrådte ved en meget omtalt »Yellow Lounge« på Deutsche Grammo­phon tidligere i år og har for kort tid siden udgivet albummet »Club« med musik fra arrangementet. Foto: Stefan Höderath Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når ungarske András Schiff skal optræde, har han gerne sit eget flygel med – og sin egen flygelpasser.

Den sidste er legendarisk i international musikliv. For hvor Schiff selv ser yderst velplejet ud, så kan hans flygelpasser minde om en type på stoffer. Assistenten får i parentes bemærket et honorar på størrelse med Schiffs eget og må derfor være mangemillionær efterhånden.

Tivoli i København kom endda galt af sted under Schiffs første besøg for nogle år siden: Man var uforberedt på klaverpasserens besynderlige udstråling og troede ikke på hans historie. Han blev slet og ret afvist ved indgangen!

Rejsende i musik tænker og føler grundlæggende som alle andre. De har måske nok 100 optrædener på et år, kender ikke til køer ved lufthavnens security og er dus med samtlige portierer på Hotel D’Angleterre. Men deres liv i musiklivets øverste jetlag kommer ikke uden omkostninger og akkompagneres for nogles vedkommende af både sceneskræk og overtro.

To af vor tids største kommer til København de næste dage:

Anne-Sophie Mutter har efterhånden rundet de 52 år og turnerer med en gruppe talenter af yngre årgang. Den tyske violinstarlet blev opdaget af salige Herbert von Karajan midt i 1970erne og har lige siden været en af fagets mest efterspurgte.

Og kinesiske Lang Lang opdagede efter sigende klaveret, da han som toårig så Tom og Jerry i TV – nærmere bestemt den meget morsomme »The Cat Concerto«. Han kører i dag et heftigt program og har allerede optrådt i både Det Hvide Hus og ved åbningen af OL i Beijing.

Aldrig rutine

Forudsætningen for de glade tilhørere og gode penge er øvelse. Langt de fleste virtuoser har stort set ikke brugt tid på andet i livet. En amerikansk blogger fik for nylig opgjort det gennemsnitlige tal til 14.600 timer over ti år. Hvis man har talent og øver 14.600 timer over ti år på klaveret eller violinen, kan man regne sig for virtuos bagefter.

Selve arrangementet bliver til gengæld aldrig rutine. Man skal kunne hver eneste detalje i de mange tusinde toner til fingerspidserne – men ikke kede sig selv og lytterne til døde. De fleste kendisser har derfor sådan noget som Tjajkovskijs klaverkoncert eller Brahms’ violinkoncert på repertoiret et års tid ad gangen og skifter den så ud med andre standardværker.

Selv de største stjerner ankommer som regel i ganske god tid, helst en dags tid i forvejen – hvis deres kalender ellers tillader det. Også fordi akustikken er enhver musikers andet instrument og altid forskellig. Den ene sal ligner ikke den anden.

Honorarerne ligger i meget runde tal mellem 20.000 og 100.000 kroner for en aften. Det kan lyde gigantisk for mere almindelige lønmodtagere, men er peanuts for eksempelvis popstjerner.

Solisterne skal desuden gemme til knap så gode tider. Forbløffende få af de omrejsende stjerner i klassisk musik er over 40 år. Man orker ikke rakkerlivet længere og grundlægger en diskret festival med alle de andre koncertudkørte kolleger som gæster.

Menneske mellem mennesker

Virtuoser kan også blive mere nervøse med alderen. Når man ser aftenens berømthed gå ind på scenen, har der ikke sjældent udspillet sig et drama ude bagved. Rygter om tømninger af maven og halve besvimelser er overordentligt almindelige og bør håndteres med megen takt.

En musiker som pianisten og dirigenten Daniel Barenboim bliver efter eget udsagn aldrig nervøs – og ser det træk som en af de vigtigste forudsætninger for hans ekstraordinære karriere.

Renée Fleming er sopranstjerne på 56 år og ville dermed være pensionsparat i eksempelvis Det Kongelige Teaters forstand.

Den amerikanske berømthed blev skilt – og siden buhet ad under en optræden på operahuset La Scala i Milano for nogle år siden. Hun gik ned med flaget, fik sceneskræk og aflyste alt.

En af verdens største operasolister drømte om en anden tilværelse. »Om at finde et rart job som sanglærer i Midtvesten, se mine piger vokse op og være almindelig,« siger hun.

Nøglen for hendes vedkommende var et nyt fokus på musikken og de konkrete optrædener. Man må være realistisk om sig selv.

Julia Fischer siger noget lignende. Den tyske violinist og pianist har på en vis måde sin ynde imod sig. Hun måtte for nogle år siden finde sig i et tilbud fra herrebladet Playboy og fik endda sin »fire tommers kavalergang« anmeldt af en kendt blogger. Løsningen for hende hedder igen fokus på det egentlige.

»Jeg ser slet ikke mig selv som solist i den forstand,« siger hun. »Når jeg går ind på scenen, ser jeg mig selv som musiker mellem andre musikere.«

Instrumentet har altid været en særlig udfordring: Blæserne køber sig grundlæggende til et ordentligt arbejdsredskab. Strygerne låner sig gerne frem – en Stradivarius kan koste op mod 20 mio. kroner og ejes derfor ofte af kapitalfonde.

Og pianisterne er så henvist til koncerthusets faste flygel. Som regel et Steinway & Sons af den største slags. Ifølge kontrakten med fem eller højst ti år på bagen.

En fordyrende transport

Altså medmindre man hedder András Schiff eller for den sags skyld Daniel Barenboim. Den slags mennesker forventer ikke sjældent deres eget flygel transporteret hele vejen fra privaten til spillestedet. Indlysende nok både en logistisk udfordring af dimensioner og en potentiel fordyrelse på rigtigt mange tusinde kroner.

Grigorij Sokolov er en virtuos helt for sig i den retning: Den russiske stjerne har altid sin lille kuffert med eget værktøj med på koncertturné – bare så klaveret kan få en ordentlig overhaling før aftenens koncert. Han kan skille flyglet ad, lægge sig på gulvet og stramme det hele efter. Lige indtil det lyder helt perfekt.

»Når man har haft besøg af Sokolov, får man altid sit flygel tilbage i tiptop stand,« siger Lars Fenger fra Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.

Anne-Sophie Mutter har haft en karriere på snart fire årtier. Tyskeren udholder den ved hjælp af hyppige udskiftninger i repertoiret og et voksende engagement i andre mennesker. Hun spiller jævnligt til velgørenhed og har kastet sig over alt fra leukæmi til forældreløse børn, ældre og handicappede.

»Musik er et fantastisk middel til at udføre velgørende arbejde og kaste lys på sager, der har brug for opmærksomhed og en stemme,« sagde hun til Berlingske i vinter.

»Jeg kan godt lide den tanke, at du kan hive folk ud af deres daglige rutine og få dem til at fokusere på noget, de muligvis ikke ville have tænkt på ellers. Få dem til at indse, at der findes andre mennesker, andre ting og andre problemer i verden end deres egne.«

Lang Lang går i en lidt anden retning: Han ser sig selv som en art ambassadør for den skønne kunst. Som en af dem, der kan og vil række ud og få flere ind i folden. Når fremmede hilser på ham, får de for eksempel en »high five« med hele klør fem.

»Vi må være mere åbne i klassisk musik,« siger han.

»Ellers får vi ikke flere lyttere. Det var også derfor, jeg sagde ja til OL.«