Livet som en drøm

Katrine Wiedemann forløser Strindbergs »Et drømmespil« som forførende billedpotent forestilling på Betty Nansen Teatret.

»Det er synd for menneskene«. Sådan lyder den centrale replik i Strindbergs »Et drømmespil«. Gentaget om og om af guden Indras datter, der er sendt ned på jorden af sin far i himlen som iagttager af den misfornøjede menneskehed. Men er det nu også synd for menneskene? Nej, det er det egentlig ikke – men deres brist består i, at de synes, det er det. Menneskene i jammerdalen forspilder deres muligheder. De er utaknemmelige. Ude af stand til at være tilfredse. Ude af stand til at udnytte de muligheder, livet trods alt giver dem. De vil hellere drømme om den tilværelse, der kunne have været, og tilsidesætter det liv, de rent faktisk har fået. Ude af stand til at tage imod befrielsen, hvis de fik den tilbudt. Lammet af selvmedlidenhed. Hvad enten de er underlagt deres eget mindreværd, er ofre for deres ambitioner og illusioner eller deres følelse af at have svigtet. Knækket og tæmmet af de »rettroende« allerede fra barnsben. Det er det, »Et drømmespil« handler om.

Kvindelig Jesus På Betty Nansen Teatret tager iscenesætteren Katrine Wiedemann titlen alvorligt. Sammen med scenografen Maja Ravn sætter hun Strindbergs syrede, svære tekst på scenen som en forførende strøm af drømmesyner, som vender op og ned på op og ned – som konstant forrykker perspektivet i en leg med illusionen, så øjet hele tiden bedrages og Indras datters følelse af at være kastebold i en ejendommeligt indrettet verden bliver vores. Med den skrå scene som det lærred, hvorpå det meste projiceres og med skuespillerne som et atletisk beredt ensemble, der er med til at føre drømmesynerne ud i livet med kropslig ekspressivitet. Sofie Gråbøls flot administrerede gudedatter ligger helt alene på den mørke scene i åbningsbilledet, drømmer sig til hele sin rejse ind i den menneskelige eksistens, hvor hun som en anden kvindelig Jesus skal gennemleve jordelivets smertensvej. Uden at kunne stille meget op for at ændre på tilværelsen for de mennesker, hun har så ondt af. I begyndelsen vandrer hun rundt som et optimistisk, undrende naturbarn med strålesmil, men hun får snart rynket panden i takt med, at hun selv prøver kræfter med og opsluges af det menneskeliv, der er sporet galt ind på livets mening – og mister uskylden i det »mudderbad«, den menneskelige tilværelse søber hende til i – ikke mindst ægteskabet med advokaten. For til sidst af sitre flot på dødslejet, inden hun kan klatre mod den blå himmel for at tale de dødeliges sag for guderne, mens de stakkels mennesker ser håbefuldt ud af vinduerne efter hende. Kan miraklet virkelig ske? Indfinder frelsen og forløsningen sig alligevel til sidst? Det er lige før, man tror det.

Livgivende komik Er der håb til sidst i Katrine Wiedemanns visuelt frapperende og spillevende forestilling, så er der grusom smerte nok undervejs i de groteske syner. En smerte, som får sit klareste udtryk i Frank Thiels flotte klageskrig som den halvgale digter, Indra møder undervejs – stykket er jo i det hele taget en slags sammenfatning af Strindbergs opfattelse af den menneskelige præmis og af sit eget plagede selvbillede. Den digter, der føler, han har svigtet ved at følge sin drøm, og skriger sin pinsel ud: »Hvorfor?«

Men heldigvis er Katrine Widemann ikke uden blik for den livgivende komik i de mange af hverdagslivets små, latterlige tragedier, vi præsenteres for i denne temmelig virkelige uvirkelighed.

Og ensemblet er som sagt glimrende. Olaf Johannessen er blegt betændt og snerrende intens som den selvhadende advokat, mens Jens Jørn Spottag først og fremmest får en pragtfuld, skæg vignet ud af den koleriske skolelærer, der er ude af stand til selv at gøre rede for undervisningens mening. Ole Westh-Madsen visner passende og ganske pudsigt som officeren, fanget i sine egne romantiske forestillinger, mens Christiane Koch er tæt på at blive helt rørende som den grimme ulykkelige pige, fortabt mellem alle de smukke. Laura Bro får først og fremmest lov til at være pigen med klisterpotten, der lukker alle sprækker, så gudedatteren er ved at kvæles i sit ægteskab: »Jeg klistrer, jeg klistrer!« Og endelig står Lily Weiding, der også tager sig af portnerkonen, for forestillingens mest skære og bevægende øjeblikke som den blinde, der har alt, men som personificerer et af det menneskelige grundvilkår: Afskeden.

Slutningen er svær – Strindbergs verdsligt-religiøse evangelium kører i ring og ordene bliver let for abstrakte, for tågede. Men ikke i Katrine Wiedemanns kraftpræstation af en iscenesættelse, hvor ordene heldigvis er beskåret radikalt, frisat fra realismen. Hvor billedrigdommen aldrig bliver demonstrativ, fordi forestillingen er sig så bevidst som den teaterrejse, den har valgt at være. Den følger drømmens logik, hvor alting kan ske. Hvor tid og sted ikke eksisterer. Præcis som Strindberg selv foreskrev det. En drøm af en forestilling? Det synes jeg.