Livet som barnestjerne lyder som en drøm, men er det ikke altid

Selv om det kan være en leg at vokse op i filmbranchens spotlys, er det svært at omstille sig til et liv uden opmærksomhed. Og transformationen til en kunstnerisk voksenkarriere er ikke let.

Shirley Temple døde i år i en alder af 85. I 1930erne var hun en af Hollywoods mest populære stjerner. Hun medvirkede i mere end 20 film og tjente en formue. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Jeg hader Lille Connie«. Sådan lyder overskriften på en artikel fra et sjældent interview, hvor Lille Connie Meiling valgte at fortælle om sit liv som barnestjerne, hvor hun op gennem 1930erne medvirkede i en række film og blev nærmest nationaleje.

Connie Meiling er 83 år i dag og lever i bedste velgående et sted i København, men har ikke lyst til at dvæle ved fortiden.

»Jeg er et menneske, der vælger at se frem og ikke tilbage,« som hun siger.

Connie Meiling følte sig misbrugt som barn i filmens verden og sagde selv stop i en alder af kun ni år, selv om hun blev presset for at fortsætte. For eksempel blev hendes tænder malet kortere, da de var blevet for store.

På det tidspunkt havde Connie indspillet film hver sommer, fra hun var kun tre og et halvt år gammel. Før optagelserne begyndte, blev krøllerne sat i Shirley Temples billede, og så var det bare om at danse, steppe og charme sig igennem.

Senere blev Connie mobbet i skolen, og hendes forældre takkede nej til et tilbud fra ASA-Films dronning, instruktør Alice O’Fredericks, om at adoptere hende for et ukendt beløb. Selv om Connies forældre følte næsegrus beundring over deres barns muligheder i filmverdenen, svarede de høfligt nej.

Samme scenarie gentog sig i 1950erne, hvor Alice O’Fredericks stadig var lige så toneangivende. Hun havde nu rundet de 50 år, men havde stadig ingen børn selv. Derfor spurgte hun Ole Neumanns forældre, om ikke hun kunne adoptere hele Danmarks Lille Per for 200.000 kr., hvilket svarer til knap tre mio. i nutidskroner. Familien takkede pænt nej til tilbuddet, der set med nutidens øjne virker som regulær slavehandel.

Ole Neumann, der spillede Lille Per i otte film og indspillede den sidste som 14-årig i 1961, er 66 år i dag. Han kalder sig »specialarbejder emeritus« og er en venlig og humoristisk mand. Han gider bare ikke længere stille op til store interview, men på spørgsmålet om rigtigheden af Alice O’Fredericks tilbud, svarer han med et vist overskud:

»Adoptionshistorien er sand. Vi tog det som et kompliment. Jeg var jo adoptivbarn i forvejen.«

Fascinationen af børn med et særligt talent

Lille Connie og Lille Per er to af de fremmeste eksempler på barnestjerner i dansk film og TV. Men gennem tiden er en række andre også flammet op for siden at forsvinde fra rampelyset igen.

De kommende dage møder vi her i Berlingske fire af de kendte barnestjerner, som alle på én eller anden måde har fået resten af deres liv påvirket af den massive eksponering som børn.

For der er ingen tvivl om, at barnestjernerne bliver ved med at fascinere.

»Noget, som skubber på fænomenet barnestjerner, er den store fascination af børn, der kan noget ekstraordinært eller er vidunderbørn,« siger Ulrich Breuning, ekspert i familiefilm.

Han betragter amerikanske Shirley Temple som et af de største barnetalenter nogensinde i filmhistorien.

»Ud over at man i nogle af hendes mere nævenyttige roller ønsker sig pryglestraffen genindført, kan man ikke tage succesen fra hende. For eksempel fik hun hovedrollen i »Lille Willie Winkie« fra 1937 af John Ford, der er baseret på Rudyard Kipling, selv om der var tale om en dreng i den originale historie. Hun blev simpelthen »The All American Sweetheart«, som Mary Pickford havde været før hende,« siger Breuning, der ser en udvikling i brugen af barnestjerner:

»Jackie Coogan kunne godt lide Chaplin, så da han blev ført bort af politiet for øjnene af ham i »Chaplins plejebarn«, græd han rigtigt. Sådan gør man ikke længere. I dag er dét, som skiller gode og dårlige familiefilm med barnestjerner, hvordan børnene spiller sammen med de voksne. Det er en kunst at få børn til at spille, men det er en stor kunst at få dem til at spille sammen med de voksne, så de voksne skuespillere ikke bare spiller folkekomedie ud i luften ved siden af børnene,« siger Ulrich Breuning.

Nej til prinser og prinsesser

Shirley Temples karriere blev kun til noget, fordi hun havde en mor, der overførte sine egne desillusionerede skuespillerdrømme til sit barn, og sådan kan det godt stadigvæk være.

Jette Termann har castet børn til danske film og TV-serier siden »Matador« i 1978 og har haft mere end 100 opgaver.

»Sjovt nok har det mest været i forbindelse med forskellige »Bølle Bob«-projekter, at der lige var en mor, der havde set sig selv som Lise-Mette som barn, og nu skulle hendes datter prøve det samme. Det er lidt anderledes i dag. Medierne er så fyldt med informationer om det at være barneskuespiller og film i det hele taget, at det ofte er børnene, der presser forældrene for at komme til casting,« siger Jette Termann, der ikke vil gøre børnene til små prinser og prinsesser.

»Der er altså ikke noget med at tale pussenusset, for så risikerer det at gå galt. Jeg kan heller ikke fordrage fokus på konkurrenceelementer a la X Factor. Det er meget usundt. Og det er forbudt at blære sig med sine roller, og man skal lade være med at fortælle om et castingforløb, inden man har fået en rolle. Selvfølgelig skal du kunne noget for at være med i en film, men hvis du ikke bliver valgt, kan det også være, fordi du ikke har højden eller drøjden eller ikke taler den rigtige dialekt«, siger Jette Termann.

Hun lægger til gengæld vægt på, at børnene respekteres på lige fod med voksne skuespillere.

»Man skal passe på med ikke at forkæle for meget, så de kan klare forandringen i forhold til hverdagen bagefter, hvor man måske ikke altid får 100 procent opmærksomhed«, siger Jette Termann.

Producer Ib Tardini har været med på talrige danske børne- og familiefilm gennem tiderne fra »Gummi-Tarzan«, over »Kundskabens træ« til »Zappa«. Han advarer skarpt mod faldgruberne.

»Det er ind imellem sket, at en børneskuespiller blev fuldstændig forskruet og løb ind i store problemer. Jeg påstår, at børnene typisk bliver halvandet år ældre, fordi de får så stort et ansvar. Der er altså fandens til forskel på at have en filmrolle og på at gå med aviser. Børnene tjener penge begge steder, men mærker lynhurtigt i en filmrolle, at de er uundværlige, og det lægger et kæmpestort pres på dem, som de tager på sig«, siger Ib Tardini og fortsætter:

»På et filmhold er man nødt til at være meget opmærksom på børneskuespillere, og man skal blandt andet sørge for at involvere børnenes skoleklasser så meget som muligt. Både for at afmystificere selve filmprocessen og gøre den til en slags hverdag, men også for at skabe et fællesskab omkring barneskuespilleren. På den måde tager man noget af presset af, når de kommer tilbage i skolen og hverdagen.«

Den svære forvandling

Langtfra alle barnestjerner fortsætter i filmbranchen, når de bliver voksne. I det hele taget er transformationen fra at være kendt og populær som barn til at skabe sig en kunstnerisk karriere som voksen svær.

For de stjerner, der fascinerer et stort publikum som børn, gælder det, at de resten af livet bliver konfronteret med deres tidlige succes. Det er fascinerende for os at følge med i, om de bliver en af dem, som forsvinder ud i glemslen, en af dem, hvis karriere får kortvarige revivals af mere hostende art, eller om de vitterligt kan forvandle sig til fine skuespillere som voksne.

Overgangen er ikke let, men det kan lykkes. Tag for eksempel Laus Høybye, der som barn i begyndelsen af 1990erne blev kendt som Krumme i filmatiseringerne af Thøger Birkelands populære bøger om familien Krumborg, og i dag er en travl og respekteret skuespiller.

»Man kan let drukne i spekulationer om, hvorfor man får det ene job og ikke det andet. Derfor har jeg aldrig overvejet, om det har været en fordel eller en ulempe, at jeg var barnestjerne,« fortæller Laus Høybye.

»Efter den tid ville jeg i øvrigt helst være musiker, men ved lidt af en tilfældighed tog jeg med en af mine venner til et impro-forløb i skuespil, og langsomt blev jeg bidt af det. Interessen kom så at sige snigende, og da jeg kom ind på skuespillerskolen i Odense, opdagede jeg, at jeg var vild med skuespillet og iøvrigt var ret god til det, og så blev det mit aktive valg,« siger han.

Ifølge Laus Høybye er det grundlæggende den samme indlevelsesevne, han bruger nu, som da han spillede Krumme.

»Men selvfølgelig har jeg senere fået frigjort min krop og stemme, så jeg er blevet bedre og bredere rent teknisk. Men kernen er overvejende den samme,« siger Laus Høybye.