Livet skal flå i os

Forfatteren Janne Teller har set døden og den store passionlige i øjnene. Nu er hun aktuel med en ny bog, som hudfletter europæernes selvgodhed.

Livet skal flå i os - 1
Som en fremmed fugl, der længe har været på træk, slår Janne Teller ned på vores europæiske selvforståelse og civilisationssyge. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Livet må ikke være alt for oprivende. Nej, så hellere kede os ihjel og satse på et nyt køkken. Måske er vi nået dertil, at vi beskytter os så meget mod farerne, at vi muligvis undgår at blive slået ihjel, men vi er heller ikke helt i live.

Lidt ligesom antilopen i Zoologisk Have. Der er tremmer, så den ikke bliver ædt af løven. Men den bliver sindssyg af ikke at bruge sine instinkter - og i hvert fald keder den sig bravt.

»Et eller andet sted er det jo lidt trist, for det er alle de store ting i livet, der river og flår i os og får os til at føle os levende. Livet er altså farligt, man dør af det,,« siger Janne Teller, som personligt har kigget både den store passion og døden i øjnene.

Og overlevet, selv om det til tider var tæt på.

Intenst i live virker den 40-årige forfatter ikke desto mindre, da hun byder indenfor i sin lyse 5. sals lejlighed med udsigt over Christianshavns spir og tårne, hvor hun over en kop grøn te og et fad vindruer beretter om sit liv og nye bog »Kattens tramp«.

»Død og sorg er også en del af livet, men i stedet for at tillade os at lade dem fylde os og vælte os, skynder vi os til psykolog for at få det væk,« siger forfatteren men understreger at der er situationer i livet, hvor man kan have behov for professionel hjælp. Selv måtte hun midtvejs i romanen søge hjælp til at komme ud af en krise.

Fire år har det taget Janne Teller at skrive »Kattens tramp«, der bygger på hendes egne erfaringer fra mange år i verdens brændpunkter.

Romanen udspiller sig i eks-Jugoslavien under og efter krigen. Krigens gru kender hun på sin egen krop fra ophold i bl.a. Mocambique.

»Jeg er ikke direkte blevet banket ned, men jeg har haft en revolver for hovedet, min bil er blevet stjålet, og mine vagter er blevet banket sønder og sammen for øjnene af mig. Engang var jeg omringet af tyve berusede mænd, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan jeg slap fra det. Men det lykkedes mig at komme ind i en bil og flygte.

Nødvendigt at skrive om krig
I Mocambique levede vi i en konstant trusselssituation. Internationalt ansatte blev taget som gidsler ligesom i Irak, men vi var så heldige, at ingen blev dræbt. Det var stjernefarligt, ikke mindst på grund af de mange traumatiserede unge mænd, som rendte rundt med deres geværer.

Når en tiårig dreng tvinges til at skyde sine forældre, kan du bagefter få ham til hvad som helst,« siger hun og erkender, at den terror, hun selv har oplevet, har været så voldsom, at hun var nødt til at skrive om krig.

Selve krigshistorien fra Sarajevo er derfor på ingen måde sekundær, selv om afsættet for romanen er kærlighedshistorien mellem den sorte kirurg Sem og den gifte kvinde Zoja Maria.

»Hvad er den store passion for en følelse, og kan man slå den ihjel? Det var det, jeg satte mig for at undersøge.«

Næsten som en fremmed fugl, der længe har været på træk, slår Janne Teller med sin sære og foruroligende bog ned på vores europæiske selvforståelse - og civilisationssyge, som hun kalder det.

Sin danske opvækst til trods gemmer der sig et »flygtninge-gen« i forfatteren, som er uddannet cand.polit og udstyret med et imponerende CV. Men dybest set altid vidst, at hun ville være forfatter.

»Jeg fik altid at vide, at det kunne jeg ikke leve af. Så jeg valgte at læse statsvidenskab, for så kunne jeg i det mindste komme ud og lære noget om verden og tage min del af ansvaret.«

Hun har skrevet taler til FNs generalsekretær, og hun har skrevet rapporter om tortur, massevoldtægter og massakrer. Hun har været rådgiver for den tanzanianske regering og arbejdet for UNDP i New York, hvorfra hun blev hentet til et job som højre hånd for chefen for FNs fredsoperation i Mocambique.

Ondskaben og passionen
Hun har set mere af verdens ondskab, end sundt er for noget menneske men hun har også oplevet den store passion.»Men min historie har intet at gøre med bogen i øvrigt. Jeg har blot forsøgt at fange essensen af følelsen.

Jeg skriver fiktion, ikke på mine private oplevelser. Men jeg skriver selvfølgelig på den indsigt og de erfaringer, jeg har fået i løbet af mit liv.«

»Kattens tramp« er andet og mere end en kærlighedshistorie. Bogen, der er skrevet næsten som ét langt digt, handler også om etnisk udrensning, om historiebevidsthed og ikke mindst om, hvad det vil sige at være europæer.

Det er ikke noget entydigt positivt billede, du tegner af europæerne?

»Det er som om, vi her i Europa altid synes, at vi er bedre. Men kigger vi en lille smule på Europas historie, så er vi ikke særligt gode, særligt humanistiske eller særligt civiliserede. Det er ikke længe siden, vi havde kolonier - vi skal kun 30-40 år tilbage.

Vi har haft fascisme i Europa ad flere omgange - to store verdenskrige. Men samtidig har vi en opfattelse af os selv som 'gode'. Så er der nogen, der vil sige: 'Jamen, vi har da et bedre menneskesyn her.' Men jeg siger ikke, at det nødvendigvis er bedre andre steder. Jeg siger bare, at vores ikke nødvendigvis er bedre.

Dobbeltmoralske Europa
Mit arbejde i den tredje verden har lært mig, hvor dobbeltmoralsk Europa tager sig ud i andres øjne, og hvor megen aggression denne dobbeltmoral i øvrigt avler,« siger hun og ser mange tegn på, at der er noget riv rav ruskende galt med vores samfund.

»Vi har spiseforstyrrelser, stress og unge, der skader sig selv. Vi har fjernet os så meget fra vores sanser. Det er usundt for os som biologiske væsener, og derfor tror jeg, vi får alle disse perverterede reaktioner. Også seksuelt, hvor det ikke kan blive vildt og skørt og for den sags skyld teknisk nok. Det ser jeg også som en slags civilisationssyge,« siger hun

»»Jeg forsøger ikke at romantisere fattigdom og sygdom. Men mine ophold i Afrika har lært mig at prioritere menneskelige værdier - på trods af de mange grusomheder, som jeg også oplevede der. Man respekterer nuet på en anden måde i Afrika. De kigger jo på én, som om man er sindssyg, hvis man synes, at et møde eller dét at skrive et vigtigt papir betyder mere end f.eks. at rejse til en begravelse.«

I dag er Janne Teller glad for, at hun gik den lange omvej, før hun blev forfatter.

»Specelt var det fantastisk at være med i Mocambique og se et land langsomt få fred. At være en lille del af den proces,« siger hun om sit job som højrehånd for chefen for FN's fredsoperation i landet.

I dag er nomadelivet og den etværelses københavnerhybel byttet ud med en smuk 5. sals lejlighed med udsigt over Christianhavns spir og tårne, også selv om hun stadig ofte er på rejse. Blandt andet til sin kæreste i Italien og til de mange venner rundt omkring i verden.

Janne Tellers er ganske vist født og opvokset i Danmaerk, men hendes danske rødder stikker ikke dybt. Hendes mor kom til Danmark efter 2. Verdenskrig for som østrigsk Røde Kors-barn at blive »fedet op«. Som voksen valgte hun at flytte permanent til Danmark, hvor hun mødte og giftede sig med Janne Tellers far. Han er andengenerations-indvandrer fra Tyskland.

»Jeg er opvokset med en følelse af, at jeg ligeså godt kunne høre til et andet sted. Jeg føler mig ikke specielt dansk, men jeg er meget taknemmelig over at været opvokset i Danmark, blandt andet fordi vi har lige ret mellem kvinder og mænd. Det har de ikke ret mange steder i verden. Heller ikke i Tyskland.«

Kulturkamp med mudderkast
Hvordan ser du egentlig med dine erfaringer på den såkaldte kulturkamp herhjemme?

»Jeg synes jo sådan set ikke, der har været nogen kulturkamp, for ingen har diskuteret hverken værdier eller visioner. For eksempel hvor vi skal være om tyve år i Danmark, og hvordan opnår vi det samfund, vi gerne vil have? Det har mest været mudderkastning og handlet om, hvem der sagde hvad i halvfjerdserne. På den led syntes jeg, det har været totalt uinteressant, og selve kulturkampen er jo også gået død. Og det er egentlig ærgerligt, for vi kunne godt trænge til en værdisnak.

Hvilke værdier vil vi gerne bevare eller videreudvikle i vores samfund, og hvilke bryder vi os egentlig ikke om? Hvordan håndterer vi de fremmede kulturer, der kommer herop og sikrer, at det hele går op i en højere enhed? Tolerance, for eksempel. Det opfattede vi jo for bare ti år siden som grundlæggende en smuk værdi. Og nu er den blevet fuldstændig undermineret, fordi det viste sig, at vi var tolerante både overfor det intolerante i os selv og de nyankomne.

Ved at være tolerante kom vi til at støtte det sorteste af indvandrermiljøet, og derfor mener jeg, at hvis vi skal have en værdi, der hedder tolerance, så skal den også være så stærk, at vi ikke vil acceptere intolerancen.

Èn af vores store værdier er jo, at kvinder og mænd er lige. Og så må man sige til folk, der kommer hertil: 'Vi behandler jer som ligeværdige, fordi det er vores værdi. Til gengæld kræver vi også, at I indbyrdes behandler hinanden som ligeværdige'. For at bevare de gode værdier i samfundet, må vi hele tiden udvide dem til at omfatte andre.

Og så synes jeg jo, det ville være enormt dejligt, hvis man ved samme lejlighed sagde: 'Vi smider Janteloven ud'. At livet ikke må være stort og flot, det smider vi ud, for det er da meget mere spændende, når livet er flot og stort, ikke? Tænk at glæde sig over, når nogen har gjort sig umage.

Smid dog Janteloven væk.«