Livet set i bakspejlet

Kirsten Thorups roman »Ingenmandsland« giver mål og mæle til en gammel mand, der har mistet sin frihed, men stadig har et liv i sproget og fantasien.

»Det at en Litteratur lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat« proklamerede dansk litteraturkritiks mest indflydelsesrige begavelse, Georg Brandes, i sidste halvdel af det 19. århundrede. Og måske har Kirsten Thorup haft den berømte sentens i baghovedet, da hun satte sig ned og skrev sin nye roman, »Ingenmandsland«? I hvert fald gør den netop det, bogen, for i sin skildring af Carl Sørensen, der sidder levende begravet på et plejehjem og kun har erindringen om lykkeligere tider at ty til, rammer den lige durk ned i det forklarlige, men ikke desto mindre også sørgelige forhold, at mange gamle mennesker ender deres liv som glemte grøntsager på institutioner. Det er ikke svært at se Kirsten Thorups roman som en begavet forfatters angreb på et samfund, hvor oldinge stuves af vejen, men når det er litteratur, vi - som her - taler om, skal kritikken selvfølgelig også leve, have kød og blod, og blive til andet end camoufleret social kritik. Det kræver en forfatter af Kirsten Thorups format, og når romanen lever - og overbeviser som kunstværk - er det netop i kraft af Carl Sørensens flugt ind i sin egen tankeverden, hvor et helt, langt 90-årigt liv oprulles: Han har som ung været gårdskarl, han har levet et langt liv med hustruen Martha, og han bærer på en hemmelighed, som først efterhånden afdækkes. Hans liv er således på én gang såre almindeligt og så unikt, som alle liv nu engang er det, og Kirsten Thorup balancerer kyndigt mellem hans klare erindringer om fortiden og hans ubehjælpsomme, hallucinerede væren-til-stede i nutiden. At den gamle mands skårede sprog gennem Kirsten Thorup bliver til et sprog i sin egen ret - både skræmmende og poetisk - er et af romanens virkelige kunststykker.

Senere i beretningen dukker også familien op - ikke som syner, men som mennesker af kød og blod. Vigtigst af alle - og romanens anden hovedperson, så at sige - er datteren Ellen, som er et moderne flyvsk menneske og desuden, viser det sig, kærnen i den hemmelighed, der er romanens indre drivkraft. Til slut fører Kirsten Throup sin fortælling om Carl og hans liv henimod en slutning, hvor sandheder åbenbares, traumer udleves og familiemedlemmer genforenes.

»Ingenmandsland« er Kirsten Thorups første roman siden »Bonsai«, der i romanform skildrede forfatterens eget forhold til en kendt, biseksuel teaterinstruktør, der smittes med HIV og dør af sin sygdom. Som sådan kan man vælge at læse denne nye roman som noget ganske andet, for Carl Sørensen kommer jo fra jævne kår, og hvordan man forliger sig med kunsten og kærligheden har aldrig været hans problem. Men man kan også vælge at se »Ingenmandsland« som en naturlig fortsættelse af »Bonsai«; nemlig som en roman der - jvf. indledningen på denne artikel - sætter problemer under debat. Først og sidst er dette en beretning, hvor et gammelt menneske får mæle på sine egne betingelser - og på en så litterært overbevisende måde, at man endnu en gang mindes om, at selv det mest almindelige liv rummer drama og tragik nok til at bære en hel roman.