Livet i Mayonnaise-kvarteret

Det gamle københavn

Et kig ned i Holmesngade 9-13 omkring 1900. (København før og nu, bd. II)
Læs mere
Fold sammen

Det er næppe mange nulevende københavnere, der kunne finde på at bruge udtrykket Mayonnaise-kvarteret om den del af byen, der ligger mellem Nikolaj Plads og Holmens Kanal. Men sådan var det for et par generationer siden, før kvarteret fik navneforandring og mand og mand imellem blev til Minefeltet. Det farligste sted at færdes for ubefæstede sjæle i hele kongens København.

Fra gammel tid havde flere af kvarterets gader navn efter havets dyr. Her lå Ulkegade, Laksegade og Hummergade, og det gav for 100 år siden forfatteren og levemanden Gustav Esmann associationer i retning af det store kolde bord med rigelige mængder tilbehør.

Kun Laksegade har overlevet de voldsomme forandringer, som kvarteret har været udsat for. Først lagde den store bybrand i 1795 denne del af hovedstaden i aske, og siden har gennemgribende saneringer ændret gadebilledet yderligere.

Før branden var der et mylder af snævre stræder, gyder og lukkede gange, og her fandt man Københavns ældste eksisterende boligkvarter med små usle huse, hvoraf mange havde ligget der siden middelalderen. I disse gader boede skikkelige håndværkere og småhandlende side om side med værtshusholdere, vinhandlere, brændevinsbrændere og en betragtelig mængde selvforsørgende, men absolut gæstfri damer.

Fornemt kunne man ikke kalde kvarteret omkring Nikolaj Kirke. Men her kunne man til gengæld i den såkaldt galante periode opleve et forlystelsesliv så bramfrit, som man næppe kan forestille sig i vore dage. Og mellem de lave, lerklinede huse, ragede kirken med det vældige tårn op mod himlen som en mastodont. Den var næst efter Vor Frue den største og prægtigste kirkebygning i hovedstaden, og den havde haft en enestående historisk betydning, da reformationen fejede hen over landet i 1500-tallet. For det var netop her, Hans Tausen havde stået foran alteret og talt paven midt imod. Udenfor lå kirkegården, hvor alle de sognebørn, der ikke havde haft midler til at sikre sig en jordfæstelse inde i kirken, lå begravet. Det var i århundreder byens største kirkegård, og her som andre steder blev der ustandseligt klaget over, at den blev anvendt til græsningsareal for kreaturer og svin og andre usigelige formål.

Men en sommerdag i 1795 ændredes alting. Et bål i en rulle tovværk og nogle brædder fik lov til at udvikle sig, og fra værftet på Gammelholm sprang ilden med vinden over Holmens Kanal, og så var de ældgamle træhuse med stråtag et let bytte. Alting gik op i flammer, og af kirken stod kun nogle sodsværtede mure og tårnet tilbage.

Det gamle middelalderkvarter var borte og i stedet opstod i begyndelsen af 1800-tallet en helt ny fornem bebyggelse. Langs de nyanlagte gader opførtes de karakteristiske nyklassicistiske etageejendomme med knækkede hushjørner, som endnu dominerer stedet. De forhutlede eksistenser, der havde boet her før branden, var borte. I stedet flyttede borgerskabet ind. Dog kun for en kort periode. Kvarterets højere sociale status var kun til låns, for det var som om stedets natur før eller siden ville gå over optugtelsen, som det er blevet formuleret: »Århundredgamle vaner og dunkle drifter skød op imellem brostenene.«

Og så blev alting som tilforn. Gæstgiverier, ølkældre og brændevinskipper dukkede op helt af sig selv. Og det samme gjorde danseboder og sangerindepavilloner, der blot var pæne omskrivninger for syndens lastefulde huler. »Admiralen« var en dansebod i Admiralgade 30, som var berygtet for natlige slagsmål. Det var trods navnet ikke et passende sted for søofficerer, og endnu lavere var niveauet i Holmensgade. Den havde før branden heddet Ulkegade, men navneforandringen havde ikke haft nogen gavnlig virkning på løsagtigheden. Her lå mellem utallige andre etablissementer »Café Amerika«, »Det Røde Hav« og »Pigernes Minde«. I Dybensgade boede den venlige dame, som tog sig af den purunge H.C. Andersen, da han var hjemløs i den store by, og som til drengens glæde og forbavselse fik besøg af en ny onkel hver eneste dag.

Nogle vil sikkert hævde, at kirken kunne have gjort fyldest i dette miljø. Men den var brændt, og der manglede penge til en genopbygning. I 1804 blev menigheden opløst, og det ensomme tårn, der stod tilbage, blev overladt til byens brandvæsen. Gennem næsten hele århundredet var det Københavns hovedbrandstation, hvorfra vagten havde et glimrende udsyn over byen. Kirkegården forsvandt også. Rundt om på gravene begyndte byens slagtere og andre handlende nemlig at slå deres boder op. Helt lovligt var det ikke, og mange borgere klagede over, at det ikke blot var et hæsligt syn, men at det også udbredte en ubehagelig lugt, når kødet blev fordærvet i sommervarmen. Siden hen blev de primitive bræddeskure erstattet af op mod 100 støbejernsboder, som københavnerne kaldte »Maven«, og helt frem til omkring Første Verdenskrig var Nikolaj Plads stedet, hvor man købte ind til middagen.

Men nu er både slagterne, danseboderne og Holmensgade forsvundet. Og kun de færreste har hørt om Mayonnaise-kvarteret midt i det gamle København.