Livet i køkkenet

Den talentfulde »Bella Martha« om en enlig kvindes problemer er præget af gode psykologiske observationer.

Hovedpersonen i »Bella Martha« er køkkenchef, og hvis filmen havde været en middag, ville man have erklæret sig begejstret for forretten, godt tilfreds med hovedretten og en smule skuffet over desserten.

Martha styrer med kyndig hånd køkkenet på restauranten Lido i Hamburg, og hun er så engageret i sit både krævende og kreative arbejde, at hun tilsyneladende ikke behøver en mand i sit liv - man forstår dog hurtigt, at hun trods sin sikre og topprofessionelle facade ikke kan være helt afbalanceret, for hendes chef insisterer på, at hun går i terapi hos en psykolog.

To begivenheder vender op og ned på Marthas kølige tilværelse. Da hendes søster omkommer ved en trafikulykke, tager Martha søsterens otte-årige datter Lina til sig, hvad der langt fra viser sig uproblematisk, og på restauranten ansættes den italienske kok Mario, som for Martha både kan repræsentere en trussel og en mulighed.

Så langt, så godt. I den første times tid er Sandra Nettelbecks »Bella Martha« en velskabt og attraktiv film, præget af nuanceret psykologisk troværdighed og med et naturligt, velfungerende flow i billederne. At få indblik i det hektiske arbejde i en restaurants køkken er spændende, og Martha er en lettere gådefuld og derfor interessant figur.

Men så er det, som om filmen taber pusten. Tempoet og intensiteten daler, da der skal findes en løsning på Marthas private og professionelle problemer med henholdsvis Lina og Mario, og en vis banalisering sætter ind, mens Mario med sin afslappede italienske charme og sydlandske sans for at improvisere sætter kulør på Marthas hidtil så regelrette nordtyske tilværelse.

Dermed glemmer hun ganske sin flinke underbo Sam, der ellers spilles af danske Ulrich Thomsen, hvis internationale skæbne p.t. tilsyneladende er at yde glimrende præstationer i overflødige biroller, sådan som han også gjorde i Chen Kaiges engelske »Killing Me Softly«. Italienske Sergio Castelitto - der i lørdags blev hædret med en European Film Award for sin præstation - har en langt vigtigere rolle som Mario, men taler til gengæld lovlig perfekt tysk, nok fordi han er eftersynkroniseret lidt for dygtigt (selv om han i ny og næ siger »Va bene« for lige at minde os om, at han altså er italiener), mens Martina Gedecks præstation som Martha er så udtryksfuld og overbevisende, som man kan ønske sig - blandt andet er figurens vane med at tale lavmælt med sig selv, når hun er virkelig frustreret, en fint set detalje.

Derfor oplever man det meste af tiden »Bella Martha« som et både velsmagende og nærende visuelt måltid, hvis ingredienser er udvalgt med omhu og doseret med akkuratesse. Til slut ærgrer man sig en anelse over, at desserten er lidt fersk, men Sandra Nettelbeck er dog helt klart en talentfuld instruktør med kulinarisk sans for de levende billeder, og det havde da også været langt værre, hvis hovedretten havde været mislykket.