Live Art: Blodflop og fin satire

Otmar Wagner byder på en interessant og opfindsom performance i Kanonhallen, mens Giovanna Maria Casettas blodige kropsinstallation blev et flop.

Med næsten en times forsinkelse startede Kanonhallens Live Art Festival tirsdag aften med et flop af en blod-performance. For italiensk/engelske performancekunstner Giovanna Maria Casettas vener ville ikke velvilligt af med det donorblod, der i hendes »Blod-Letting 6, The Gift« skulle være en symbolladet gave af og fra hende selv til en tidligere elsker i livet.

Så der lå donnaen i sort pailletkjole på en klinisk hospitalsbriks og lignede med sit drop i håndledet mest af alt en overklassefrue, der var faret vild i en blodbank. Selv med lægehjælp var det nemlig ikke lykkedes at stikke en kanyle i låret på Live Art-damen, så blodet som planlagt kunne løbe ud i en klar plasticslange snoet om hendes ben og skabe et visuelt smukt billed af en ydre åre.

Men publikum omringede Casetta med andægtig, rituel stilhed og iagttog med voyeurens nysgerrighed blodet dryppe langsomt ud i en metalskål, hvorfra Casetta som afslutning kunne dekantere det sparsomme resultat på glasflaske. En åreladning, der i sin amputerede form og med sit stærkt reducerede indhold og tidsforløb for undertegnede fremstod uendelig ligegyldig.

Satiriske Wagner

Forsinkelse var der også til aftenens andet programpunkt. Men tyske Otmar Wagners to timer lange performance »Inventur Debil« var til gengæld værd at vente på. For med en vidunderlig humoristisk distance kommer Otmar Wagner utrolig vidt omkring i sin performance om det 20. århundredes utopier, hvor han tematisk bl.a. afdækker begreberne performance, Body Art og Live Art og med ironisk selvhøjtidelighed sætter dem i historisk perspektiv.

Scenerummet i »Inventur Debil« er indrettet som en pudsig blanding af dagligstue - hvor publikum kan slænge sig i sofaer og lænestole - forelæsningslokale, lydstudie, laboratorium og meditationsrum. »At være autentisk og absolut til stede i tid og rum er meget vigtigt i performance,« siger Otmar Wagner med sit ironiske tonefald og ringer til den syntetiske Frøken Klokken. Telefonen som det 20. århundredes teknologiske mirakel er nemlig et centralt objekt i »Inventur Debil«, der i sin paradoksale tilgang til Live Art også fokuserer på kroppens fysiske fravær - både ved f.eks. telefonsex og i McLuhans kommunikationsteori om den globale landsby.

I rollen som en ekstremt politisk ukorrekte reporter fra Congo er Otmar Wagner i starten kun til stede som et levende skærmbillede sammen med den sorte afrikaner Nanu, der forgæves forsøger at tale i en banan og bliver præsenteret som en to meter høj pygmæ. Det meste af tiden bevæger den flotte, maskuline Otmar Wagner sig dog rundt i scenerummet, hvor han går ud og ind af skiftende roller og veksler mellem direkte og indirekte tale. Og hans krop bliver meget fysisk nærværende, når han til slut pryder den med fjer ved at stikke sikkerhedsnåle gennem huden.

Bidende satiriske er hans docerende, intellektuelle rejsebeskrivelser fra Østen, hvor han spidder den europæiske kulturimperialisme og kommer med ekstreme musikeksempler fra den japanske popindustri. Lydsiden er i det hele taget en delikat og fantasifuld del af »Inventur Debil«, som f.eks. når Otmar Wagner tager et magnetbånd mellem tænderne og styrer afspilningshastigheden med sine kropsbevægelser. Og han suger publikum ind i teatersfæren med sin brug af klassiske tågeeffekter.

Både i form og i sit politisk satiriske indhold kan »Inventur Debil« give associationer til sydafrikanske Robyn Orlins crazy-forestilling »Daddy, I've seen this piece six times...«. Men Otmar Wagner er tematisk langt mere altfavnende og indfletter til lejligheden mange danske referencer i sin anbefalelsesværdige performance, der bevidst afspejler danskernes billede af den omstændelige tysker.

»Blood-Letting 6, The Gift« med Giovanna Maria Casetta og »Inventur Debil« med Otmar Wagner. Kanonhallen, tirsdag. »Inventur Debil« opføres i aften kl. 20.30.