Litteraturens vilkår er ikke for de sarte

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hånden på hjertet? Er der stadig nogen, der læser ældre dansk skønlitteratur? Sådan noget som Wilhelm Bergsøes »Fra Piazza del Popolo«, Jacob Paludans »Jørgen Stein« eller Frederik Paludan-Müllers »Adam Homo«?

Jeg kom til at tænke på klassikerne og deres læsthed, da jeg på besøg hos en bekendt fik øje på en række smukt indbundne danske litterære perler, udgivet for omkring et halvt århundrede siden. Det var sådan nogle serier, man lavede i gamle dage, tænkte jeg, en halv meter klassikere, der, om ikke andet, kunne pynte i reolen og signalere dannet hjem, og måske blev de vitterlig også læst dengang, men bliver de læst i dag?

Jeg tvivler. I hvert fald hvis man med læst mener læst af flere end af få. Selv moderne klassikere samler støv i folkebibliotekernes kældre og i fjerne hjørner af små sidegadeantikvariater. Litteraturens vilkår er ikke for de sarte. Succesforfatter er man den ene dag, ude i mørket den næste. Man kan i den forbindelse nævne en forfatter som Leif E. Christensen, en i sin tid værdsat prosaist, som selveste Villy Sørensen satte højt og blev inspireret af. Der er så mange af den slags, så mange mindre kendte og med tiden slet ikke kendte forfattere fra fortiden, og litteraturhistorierne minder os om dem, og nogle af dem læses vel også her og der, på højere eller lavere læreansanstalter. Men sådan rigtig læst, bredt lystlæst? Nej, det bliver de ikke.

Spørgsmålet er, om det gør noget? Om den manglende læsning af store og små klassikere er udtryk for et generelt dannelsestab, der forringer vores fælles (litteratur)historiske hukommelse, svækker sammenhængskraften og får kulturnationen Danmark til at erodere? Betyder vores venden ryggen til de gamle, at råheden tiltager i samfundet? Bør DR, som næstformanden i DRs bestyrelse, Ole Hyltoft foreslår, genoptage oplæsning af de forfattere, vore formødre havde som pensum i skolen, for på den måde at højne moralen ? Eller er der i al uskyldighed blot tale om, at der hos dem, som stadig læser, findes en naturlig forkærlighed for at læse det, der er oppe i tiden, snarere end det, der var oppe i fortiden?

Det tror jeg. Jeg tror ikke, at det nytter noget at proppe gamle bøger ned i moderne mennesker. Jeg tror ikke, at gamle bøger nødvendigvis gør os til bedre mennesker. Hvilket omvendt ikke betyder, at jeg synes, at vi som kulturnation skal være ligeglade med alt det, som de fleste er ligeglade med. Der skal tages pænt litterært hånd om det gamle danske, og det bliver der da også. Opgaven varetages blandt andet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der løbende udgiver nye udgaver af gamle værker, og det er al ære værd, at det gode selskab på den måde stiller den litterære kulturarv til rådighed. Men som et tilbud. Ikke som en pligt. Danskerne har nok at se til. De skal ikke også rende rundt og have ondt i deres litterære samvittighed. Heller ikke selv om de aldrig får hørt eller læst så meget som én centimeter af den der halve meter klassikere.