Litteraturen skal vise tænder

Bogen er stadig presset men skal nok overleve, hvis alle involverede i litteraturformidlingen strammer sig an. Det mener forfatterne Ina Merete Schmidt og Jonas T. Bengtsson, der begge romandebuterede i den forløbne uge.

Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Litteraturen er et nødvendigt kulturtilskud, der trænger til at få hevet vattet ud af ørerne, og konfrontere sig med virkeligheden. Det veltempererede opråb kommer fra Ina Merete Schmidt og Jonas T. Bengtsson, nybagte forfattere og begge fra årgang '76. I tirsdags udkom deres romaner »Fra dag et« og »Aminas breve«. Bænket sammen i Filmhusets café i det indre København og med flotte anmeldelser sat ind på selvtillidskontoen taler de uden omsvøb om litteraturens status i en stadig mere visuel kultur.

»Det kan godt være, bogen har tabt terræn, siden vi var børn, men det er stadig et forbandet stærkt medie. Man behøver næsten ingen remedier for at komme i gang, og man skal ikke spørge nogen om lov først. Men litteraturen skal også være i stand til at fastholde folk. Langt de fleste læser i deres fritid, så hvis du ikke er i stand til at holde dem fanget, så er din historie måske ikke vigtig nok,« siger Jonas T. Bengtsson, der med »Aminas breve« har skrevet en tempofyldt og stærk historie om den skizofren paranoide Janus' jagt på en forsvunden veninde, der har holdt ham oppe, mens voksenlivet er parkeret på den lukkede afdeling.

»Litteraturen har brug for at blive lidt mere aggressiv. Kunst skal jo ikke være pæn og sød, det handler om kød og blod. Litteraturen må gerne vise lidt tænder for at indfange sine læsere,« siger Jonas T. Bengtsson.

Ina Merete Schmidt er enig med sin nye forfatterkollega, men advarer samtidig mod den tendens, at forlagene ikke udgiver så mange titler som før, fordi det kun er få bøger, der kan sælge sig selv.

»Der findes en masse fremragende og dygtige reklamebureauer, der påstår, at de kan sælge sand i Sahara. De burde uden problemer også kunne sælge bøger, det handler bare om, at bøger skal på mode igen. Jeg har lige hørt, at Sky Radio har fået et bogprogram. Så kan man altid være snobbet og sige »hvor godt kan det nu være?« Men det er da rigtig godt, hvis de kan få nogle af deres lyttere til at interessere sig for bøger,« siger hun.

Ina har på eget initiativ og i litteraturens tjeneste selv forsøgt, at sætte bogen på modedagsordenen. Hun skrev til Eurowoman og tilbød sin hjælp og ekspertise til at fremme bogen i modebladet.

»Et af mine forslag gik på at trykke nogle opslag med lækre mænd iført læsebriller, men jeg har ikke hørt fra redaktionen siden,« fortæller hun skuffet med et smil.

»Pointen er, at vi ikke må være bange for at bruge de medier og midler, der skal til for at tiltrække opmærksomheden.«

Hendes roman »Fra dag et« er fortællingen om overklassepigen Isa Bruun fra Rungsted, der på overfladen har alt men på tærsklen til voksenlivet ikke kan komme overens med sin kærlighedsløse barndom.

»Det er en tendens i tiden, at man ikke vil eller må blive voksen. Jeg kan selv nogle gange gispe ved tanken om at blive 30, men der sker jo egentlig ikke noget ved det... men hvis man kigger sig omkring, så skal vi åbenbart blive ved med at være ungdommelige. Alle blade er fyldt med, hvordan man kan blive ved med at være teenager, og det er åbenbart bedre at være umoden end moden, for hvis du er moden, er du møghamrende kedelig.«

To veje til en roman
Jonas T. Bengtssons vej til forfattergerningen går gennem tekster til DRs børne-TV og børneradio. Før »Aminas breve« havde han hverken skrevet noveller eller anden prosa men tog en beslutning om at skrive en roman.

»Jeg synes, det var skægt at skrive for børn, men til sidst var jeg mættet og havde lyst til at skrive noget, hvor jeg ikke kunne dække mig ind under en bestemt genre og målgruppe,« siger Jonas T. Bengtsson

Inas tilløb til romanen om Isa Bruun har været hel del anderledes. Hun gik på Forfatterskolen i to år og blev færdig i år 2000, men debuterer først nu, fem år efter.

»Jeg tror, det hænger sådan sammen, at på Forfatterskolen går man ind i en slags blokering. Der har været en kritik af Forfatterskolen, at alle, der kom ud derfra, skrev minimalistisk. Inden jeg kom ind på skolen skrev jeg flagrende noveller om mænd på rulleskøjter osv., historier med meget fortælleglæde. Men mens jeg gik på skolen, skrev jeg også sindssygt minimalistisk. På Forfatterskolen får man en meget grundig kritik og lærer at blive meget selvkritisk, så man blokerer og barberer ned hele tiden. Det er ikke nødvendigvis godt for det, man producerer på det tidspunkt, men man lærer noget af det. Når man så kommer ud, skal man lige sunde sig lidt. Så finder man langsomt tilbage til den fortæller, man var før, og kan kombinere den med den pose selvkritik, man har lært på skolen - sådan var det i hvert fald for mig,« siger Ina Merete Schmidt.

Dårligt TV
Når forfatterne og forlagene har gjort deres del for at tage litteraturen alvorligt og sælge den til læserne, er der stadig et par led i formidlingskæden, der ifølge de debuterende forfattere også har et medansvar for, at nye generationer vælger bogen frem for computeren eller den evindelige strøm af dårligt TV, som begge flere gange i løbet af interviewet ophidset kommenterer.

»Vi har alle et ansvar - også undervisere og medierne må tage forpligtigelsen på sig. I stedet for at beskæftige sig seriøst med litteratur i fjernsynet, tester vi, hvor kloge vi er i TV2s nyeste program »Test nationen«. Hvad er det for noget? Det er lige til at få ondt i maven over - sådan et håbløst koncept med åndssvage spørgsmål,« siger Ina.

»Men man må give programmet den kredit, at det ikke er et boligprogram,« skynder Jonas at tilføje grinende, inden Ina forsætter:

»Der mangler en entusiasme for litteraturen, det gælder sådan set også hele undervisningssektoren fra folkeskolen til universitet. Jeg kan da godt sætte mig ind i, at hvis man er gymnasielærer på femtende år, så er det meget belejligt og nemt, at genbruge det gamle pensum, med de samme bøger år efter år... men så bliver det svært at få nogen til at interessere sig for litteratur. Måske skulle vi lave en klub af forfattere, der tager rundt på gymnasier og skoler og tilbyder dem et alternativ til dårligt TV og dovne dansklærere,« siger hun og kigger udfordrende på Jonas, der tager tråden op: »Litteraturen skal ikke udfordre TV, men den kan tilbyde en større følelsesmæssig oplevelse end eksempelvis reality-TV.« siger han.

»Jeg håber i hvert fald stadig, det er sådan, at det vil være mere interessant at høre, hvad en forfatter der har skrevet en ny bog har at sige, end en deltager der har været med i »Paradise Hotel« (TV3s nye realityshow, red.).« tilføjer Ina.

Selv om de lige nu mærker omverdenens opmærksomhed og succesens medvind, nærer ingen af dem illusioner om, at det at indtræde i forfatterrollen er en bonusgivende livstidsstilling. Begge er studerende. Ina Merete Schmidt læser audiologopædi på Københavns Universitet, mens Jonas T. Bengtsson læser på lærerseminariet. Jonas har det i det hele taget lidt svært med titlen forfatter, og vil hellere tituleres »en der skriver«:

»Jeg er jo heller ikke begyndt at ryge pibe endnu... det er så begrænsende med sådan en titel.«

»Det er bare en titel,« mener Ina.

»Når man har betrådt det offentlige rum med sin roman, så må man også stå ved det, og påtage sig titlen som forfatter. Jeg vil rigtig gerne mærke folks reaktioner på min bog, god eller dårlig, det stiller jeg gerne op til.«