»Pasfotos« er blandt andet en rejseroman. Hvad er det for en rejse, du gerne vil tage læseren med på denne gang?

»Det er både en indre rejse og en rejse i virkeligheden – eller skulle jeg sige omvendt – en virkelig rejse, en rejse ud i verden, en dannelsesrejse, bygget på mine år på vejene, on the road. Rejsen styres af kærligheden, længslen efter at opleve verden med litteraturen i bagagen. Tiden er slutningen af 70erne, der ligger mange forandringer i luften, paranoia, terrorisme, punk, en træthed i alle de store idealer. Men rejsen foregår også på mange konkrete steder – Oslo, den norske hede og fjeldet, København, Amsterdam, Athen og de græske øer, Rom, Paris. Samtidig har man at gøre med en søgende ungdom og alle spørgsmålene, det medfører. Når svarene ikke er hjemme i stuerne, må man tage ud på vejene for at møde spørgsmålstegnene.«

Hvordan opstod romanen for dig?

»Det er en roman, som har fulgt mig helt fra begyndelsen, og delvist handler den om det, begyndelsen til skriveriet. Så den har haft mange tilløb. Den har cirka 40 års rejse med i bagagen. Det er en selvstændig historie, men en del af mit univers. Med »Pasfotos« opdagede jeg, at jeg selv havde gennemlevet en epoke i historien.«

Hvordan vil du beskrive dig selv som læser?

»Kaotisk. Jeg læser mange bøger ad gangen. Nogle af dem bliver jeg aldrig færdig med. Enkelte kan jeg tage op igen senere. Mange bøger genlæser jeg og læser hele tiden. I »Pasfotos« kan man spore min læsning af Knut Hamsun, ikke mindst hans romantiske periode, fra 1890-1900. Det samme gælder forfattere som H.C. Andersen og Halldor Laxness. Man vender tilbage til det oprindelige, men jeg har også hele tiden også været meget nysgerrig efter at vide, hvad der foregår i litteraturen lige nu. I de senere år er det blevet sværere at danne sig et helhedsoverblik. Derfor passer den kaotiske læsning meget godt til vores tider.«

Hvilken bog, du har læst, har betydet mest for dig som forfatter?

»Jeg burde egentlig nævne Knut Hamsun, »Pan« og »Sult«, fordi ånden i dem går igennem »Pasfotos«, og jeg føler mig i dialog med de gamle tider, på vores nuværende forudsætninger. Jeg burde også nævne de islandske sagaer, men jeg tror, at jeg vil nævne »Hundrede års ensomhed« af Gabriel Garcia Marquez – den vender jeg hele tiden tilbage til, det er helt euforiserende læsning, og en af de bøger, der viser, at litteraturen er det bedste drug. Den er også meget vigtig for mig, fordi i første omgang var den så eksotisk og fremmed, med hele sit magiske univers, men senere opdagede jeg, at den verden, som var i den, havde hele tiden eksisteret ved siden af mig, i islandsk litteratur, og i nordisk litteratur – så det har været en meget frugtbar dialog, ikke bare med Gabriel Garcia Marquez, men med litteraturen i Latinamerika, og slægtskabet mellem vores litteratur, og den er så interessant og givende, men vi måtte få bøger som »Hundrede års ensomhed« for at opdage det – det er netop som en rejse, vi måtte ud i verden for at se det, som var derhjemme.«