Litteratur og virkelighed

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sidste uge bød på to spektakulære danske romanudgivelser. Den ene var Carsten Jensens Afghanistan-epos »Den første sten«. Den anden debutanten Morten Papes selvbiografiske Planen«, der handler om en fyr ved navn Morten, der vokser op i den miserable bebyggelse Urbanplanen på Amager.

Begge romaner er omfangsrige - Papes fylder 568 sider, mens Jensen bruger 624 sider på sin fortælling - men de to romaner har også noget andet til fælles.

De handler nemlig begge om konkrete virkeligheder - om henholdsvis krigen, som den opleves af danske soldater, og om det at vokse op i og leve i det, man så uskønt kalder en ghetto. De handler dermed også begge om virkeligheder, der af forskellige, men indlysende årsager er med til at præge debatten og nyhedsbilledet.

Så vidt, så godt. Jeg skal ikke her gøre mig til dommer over, hvorvidt Papes og Jensens litterære projekter også er lykkedes litterært. Her må man læse anmeldelserne. Men jeg kan i hvert fald sige så meget, at den type virkelighedsnære romaner, som der her er tale om, efter min mening rent principielt er af det gode. De kan være vægtige bidrag, ikke bare til skønlitteraturen som sådan, men også til vores allesammens opfattelse af den virkelighed, de skildrer.

Til gengæld kan man ikke deraf slutte, at en skønlitterær bog skal handle om krig og ghettoer og den globale opvarmning og racisme og integration og verdens tilstand, og hvad man nu ellers kan nævne af tidens udfordringer, for at være noget værd. Det behøver den ikke. Det behøver den overhovedet ikke. Ja, faktisk har en skønlitterær bogs værdi intet som helst at gøre med, hvorvidt den handler om presserende samfundsanliggender eller ej.

Det skyldes to forhold.

Det skyldes for det første, at et stykke skønlitteratur er værdifuldt, fordi det fungerer som skønlitteratur. Hvilket jo er en cirkelslutning, men ikke desto mindre sandt.

Det skyldes for det andet, at skønlitteratur altid har lod og del i virkeligheden, uanset hvor meget umage en forfatter så ellers måtte gøre sig med ikke at inddrage virkeligheden i sin skrift. Sprog er sin egen virkelighed. Det kan sproget ikke løbe fra.

Én af verdenslitteraturens stærkeste fortællinger handler om en mand, der vågner en morgen og er forvandlet til et kryb. Et af modernismens hovedværker handler om en almindelig irsk mand og et døgn af hans liv i 1904. Når »Forvandlingen« og »Ulysses« »alligevel« er verdenslitteratur skyldes det, at det ikke er det, det handler om, der afgør sagen, men sprogets måde at handle på. På dets egne præmisser. Til enhver tid. I virkeligheden.