Litteratur for juleløse

Søren Kassebeer, littraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så er det snart jul igen, uha, uha. Hvis man som denne klummeskriver hverken tror på gud eller nisser, er der ikke så meget at komme efter, men komme, det gør den jo, og så må man tage den, som den kommer. I stiv arm, og gerne med par julefrokoster indlagt og gerne julefrokoster med en god øl eller to (hvormed jeg ikke mener den væske, I ved nok, der reklameres så massivt for herhjemme hvert år på denne årstid, men øl fra lødige producenter).

Men ellers? Nej tak, ikke for meget jul her. Julen kunne man for min skyld godt udfase stille og roligt, og da dette jo er en litteraturklumme, har jeg i julens anledning grundet over, hvilken positiv betydning julen, denne højtid, der fylder så meget i vores liv og vores bevidstheder, har haft for den gode skønlitteratur. Min foreløbige og ganske uvidenskabelige konklusion er: Næmest ingen.

Bevares, vi har - på dansk - gode, gamle H.C. Andersens eventyr »Grantræet« og Johan Krohns fine »Peters jul«, begge fra det 19. århundrede, og vi har fra samme århundrede den store engelske mester Charles Dickens´ prægtige »Et vintereventyr«, den med Ebenezer Scrooge, manden, der hadede jul, men kom på andre tanker.

Men igen: I betragtning af julens fylde, fylder julen virkelig næsten ingenting i den gode litteratur, hverken før eller nu, og slet ikke i den moderne, gode litteratur, og slet, slet ikke som noget, man kan forholde sig seriøst til.

Hvad nutidig, kompetent julerelateret skønlitteratur angår, kan jeg i skrivende stund kun komme i tanker om en lille roman af én af mine yndlingsforfattere, norske Dag Solstad, der lader »Professor Andersens nat« begynde med, at titelpersonen holder en klassisk norsk juleaften med sig selv som eneste gæst. Dét siger selvfølgelig noget om professor Andersen, at han sådan er alene juleaften, men ellers er der intet kristeligt eller julet over romanen. Og godt det samme.

Julen er nemlig, som antydet, ikke (længere) noget seriøst litterært emne, og jeg tror, at julens larmende fravær i læseværdig skønlitteratur skyldes, at moderniteten med hele dens skeptiske og antimetafysiske grundindstilling til tingene har umuliggjort den. Simpelthen.

Julen er for længst ikke længere noget, man som forfatter kan forholde sig ubekymret naivt til. »Skaden« er sket. Lødig litteratur, der tager julemænd, risengrød, engle, vise mænd, jomfrufødsler og/eller jesusbarnet alvorligt, er en selvmodsigelse.

Som vi alle ved, har julen på trods af ovenstående for længst vundet kampen om vores sjæle og vores kreditkort. Her kan litteraturen godt gå hjem og lægge sig. Og det er så også OK.

Litteraturens opgave er nemlig ikke først og fremmest at være populær. Litteraturen, når den er bedst, er omtanke, erkendelse, anfægtelse. Litteraturen, når den er bedst, er for voksne, tænkende mennesker.

Der er med andre ord ikke meget jul her. Virkelig ikke. Til gengæld er der så meget mere at komme efter.