Litterært luskeri

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Som forbruger skal man se sig for. Det gælder også, når man køber bøger. Ikke mindst oversatte bøger. For hvad er det egentlig, vi køber? Og hvad er det egentlig, vi læser? Er det ord, frembragt af en samvittighedsfuld oversætter, der ud fra sit dybe kendskab til originalsproget har forsøgt at fordanske originalteksten så godt som muligt? Eller er det noget andet?

Det er, desværre må man sige, nogle gange noget andet. Som i tilfældet med »Dette fremmede i mig«, en stor og dejlig roman af den tyrkiske nobelpristager Orhan Pamuk, som Kristian Ditlev Jensen anmelder på denne lørdags bogsider.

Hvad »Dette fremmede i mig« byder på, er nemlig ikke, hvad man måske skulle tro, en oversættelse af Orhan Pamuks »Kafamda Bir Tuhaflık«. Det er derimod en oversættelse af Ekin Oklaps engelske oversættelse af »Kafamda Bir Tuhaflık«, »A Strangeness in My Mind«.

Det er altså ikke så godt, synes jeg. For som enhver ved, er allerede en oversættelse en fortolkning, hvor nuancer, klange, sproglige spidsfindigheder uundgåeligt går tabt. Når der så, som her, er tale om en oversættelse af en oversættelse, kan det godt være, at der stadig er tale om en endog yderst læseværdig roman, men hvor meget lighed den danske tekst har med Orhan Pamuks oprindelige, tyrkiske, kan man kun gisne om, og det er sandsynligt, at det ikke er så meget.

Hvad vi står med her er altså, for nu at skære det ud i pap, noget, der umiddelbart synes at være af Orhan Pamuk, men som kun i indirekte forstand er det. At det tilmed er landets største forlag, Gyldendal, der på den måde spiser læserne af med en oversat oversættelse, synes jeg ikke gør sagen bedre. Gyldendal burde gå foran. Hvilket i det konkrete tilfælde ville have været at vente med at udgive »Dette fremmede i mig«, indtil det var muligt at finde en kompetent, tyrkisk-kyndig oversætter.

Selv om »Dette fremmede i mig«, som den nu fremstår, også, og takket være to meget dygtige oversættere, er en stor, ja, sublim læseoplevelse, ændrer det ikke på det principielle: At en oversættelse af en oversættelse er en noget tvivlsom affære.

Man skal altså se sig for. Og det gælder ikke bare hvad angår en oversættelses validitet, men også sådan noget som selvbiografier, der ikke altid alene er skrevet af den, det hele handler om. Det er Mimi Jakobsens i øvrigt fine »Vendepunkter« et spritnyt eksempel på. På forsiden står der Mimi Jakobsen og »Vendepunkter«, på titelbladet står det samme. Først af næstsidste side fremgår det, med ganske små bogstaver, at »Vendepunkter« er skrevet af Mimi Jakobsen i samarbejde med Tonie Yde Højrup.

Det er lidt lusket, synes jeg. Hvorfor ikke tydeliggøre, at der i det ene tilfælde er tale om en oversat oversættelse, i det andet om et samarbejde mellem hovedpersonen og en professionel skribent? Nok fordi det ville skræmme nogle bogkøbere væk. Og altså forståeligt nok, kommercielt set. Men lidt lusket. Ikke desto mindre.